Den årlige tur til Scotchland

Turen gik som den plejer bortset fra, at jeg holdt mit shopping-gen i ave, for måske ER det ikke udstyret, der er noget galt med

248

Golf og traditioner går fint i spand, og for mig er det ved at være en tradition at begynde sæsonen med en tur til St Andrews sammen med gode, gamle golfvenner. Efter ugens første formiddagsrunde er det faste gøremål om eftermiddagen at aflægge besøg i byens største og mest velassorterede golfbutik, Auchterlonies, der ligger i passende kort afstand fra det velskænkede frokostbord i R&A’s berømte klubhus (en af vennerne er medlem).

Forventningsfuldt træder man inden for i dette slaraffenland for udstyrsfreaks med alle de nyeste modeller af køller, beklædning m.m. Hvert eneste år er jeg lige så forventningsfuld gået derfra med en eller flere nyerhvervelser, jeg på forhånd ikke anede, at jeg manglede. Jeg husker eksempelvis en Ping-driver, der så så dårende dejlig ud i butikken, at jeg var overbevist om, at den ville revolutionere mine drives resten af ugen. På de hårde, forblæste St Andrews’ fairways er der jo brug for at kunne slå flade drives med et lille draw for at få rul og ordentlig længde på modvindshullerne.

Men underligt nok viste det sig, at det nye vidunder var klart bedre til at levere en høj fade – ofte det fatale første skridt mod en ny streg på scorekortet. Den fik ikke lang tid i bag’en. Men jeg har den såmænd stadig stående i sommerhusgaragen, hvor jeg hellere end gerne låner den ud til intetanende udenlandske gæster, der ikke har fået køllerne med.

Andre år har Auchterlonies’ dejlige forretning leveret et efterhånden anseeligt antal puttere, som mærkværdigvis heller ikke har evnet at indfri de store forventninger – og som derfor nu også står og samler støv i garagen. Måske har der i virkeligheden altid været et misforhold mellem min selvtillid og mine evner. For efterhånden – flere vil mene omsider – er jeg ved at få den nagende mistanke, at det måske ikke er udstyret, det er galt med. Dette forårs visit hos Auchterlonies blev derfor anderledes: Moderat interesseret inspicerede jeg de nye redskaber og hørte høfligt om de seneste teknologiske landvindinger. Men shopping-genet blev holdt i ave og butikken forladt tomhændet.

For i år vil jeg som noget nyt – efter sløje runder på de skønne, gamle linksbaner – forsøgsvis investere de sparede penge i nogle træningstimer hos en dygtig pro. Mon ikke jeg, også her i min karrieres efterår, stadig er ganske lærenem og skulle kunne få handicappet til igen at vende næsen den rigtige vej? Hvis ikke kan jeg jo altid prøve at bilde mig selv ind, at det i stedet er træneren, der er ved at falde af på den.

Eller investere i et nyt sæt køller – man har vel kun et standpunkt, til man tager et nyt. Resten af årets tur til St Andrews gik, som den plejer – herunder megen snak om det væddemål, vi otte mand – gennemsnitligt tæt på de 70 år – har kørende: Hvor mange af os vil på turen i 2020 spille 36 huller mindst én af dagene? Kvalificerede bud lyder på fra tre til seks, og vinderen af væddemålet skal belønnes med en flaske god whisky fra hver af de syv andre.

Måske vil det vise sig, at de fleste af os til den tid går mere op i væddemålet end i ugens gennemgående turnering. For det kan godt være, at vores færdigheder på de skotske links for længst har toppet, men vores evner til at drikke scotch er endnu langt fra at kulminere.