Basket-stjerne vil spille pro-golf

Steph Curry vil få sværere ved at slå igennem som golf-pro, end han tror.

301

Når basketballkarrieren er slut, vil Steph Curry fra Golden State Warriors forsøge at slå igennem som professionel golfspiller. Mange eksperter mener, at Curry er den bedste skytte i basketballhistorien, og han tror selv på, at han har, hvad der skal til for at komme med på PGA-touren.

Det er dog langt fra første gang, at vi hører historier om atleter fra andre sportsgrene, som ønsker at slå igennem som golfspiller efter deres respektive karrierer er slut. Men som oftest fejler de. Senest har den tidligere NFL-stjerne Tony Romo forsøgt at kvalificere sig til US Open uden held.

Eksperter peger på, at handicapsystemet og standardbanerne har stor indflydelse på den store optimisme og tro på at kunne slå igennem som pro. Når hvem som helst kommer under par og scorer en 68’er på en eksklusiv golfbane, føler de sig øjeblikkeligt sammenlignelige med dem, de ser på tv. Realiteten er dog en helt anden, når de prøver kræfter med de professionelle.

Der har været eksempler på et succesfuldt skift. Babe Didrikson Zaharias skiftede fra atletik til golf i 1932 og blev verdens bedste. Nogle år senere skiftede Ellsworth Vines, som vandt herresingle ved Wimbledon i 1942, til golf og klarede sig strålende. Han opnåede et antal flotte resultater, og vandt to turneringer som professionel golfspiller.

Fælles for Zaharias og Vines er, at det ligger langt tilbage i historien. Golf har i dag udviklet sig til en sport, hvor man må have fodfæste tidligt i karrieren, hvilket gør det svært for andre sportsatleter at bryde igennem.