Blæsten gik frisk over Himmerland

Flere spillere led i vinden, mens andre fandt vejen gennem udfordringerne. Seks danskere inden for fire slag af den førende englænder Steve Webster.

162

Andendagen af Made in Denmark var det meste af dagen præget af vind, som ændrede banen for spillerne. Lasse Jensen fortalte efter sin runde, at det var som at spille en helt anden bane i forhold til i går. Det var ikke kun på tee og fairways, men også på greens at vinden havde indflydelse. Lasse kom rundt i to under par og ligger dermed delt nummer 6. Dagen højdespringer blev skotten Marc Warren, som kom rundt i syv under par, som også er hans samlede score. Han springer med dagens resultat op på en delt 2. plads.

Joachim B. Hansen startede dagen som lyn og torden. Efter de første seks huller var han fire under par. Desværre for JB kunne han ikke holde sammen på spillet på de sidste ni og endte dagen i par. Han ligger nummer 12, fem under par.

Thomas Bjørn nåede lige inden for cut-grænsen med en runde i tre under par. Ikke færre end seks danskere er fire slag eller færre fra den førende englænder Steve Webster, som samlet er otte under par.