Byron Nelsons grønne jakke sat til salg

De grønne jakker som gives til vinderen af Masters, er noget af det mest legendariske og eftertragtede i golfverdenen. Afdøde Byron Nelsons jakke kunne for nylig købes på auktion – men Augusta National ville dog også havde en finger med i spillet.

141

Hvis du havde halvanden million kroner, der samlede støv på en bankbog, ville købet af en grøn Masters-jakke være et godt bud på en interessant investering. Byron Nelsons grønne jakke fra 1966, som menes at være en af de ældste eksisterende udgaver, var for nylig sat på auktion.

Byron Nelson vandt Masters i 1937 og 1942 så der var ikke tale om en oprindelig jakke, men en udskiftning. Der findes flere billeder af Byron og jakken frem til 1980, hvor der atter blev bestilt en ny.

Auktionsbuddene startede ved $25.000, forventningen var, at jakken ville blive solgt for $250.000. Det skulle være den kun fjerde grønne jakke, som har været på offentlig auktion. For fire år siden blev Horton Smiths grønne jakke solgt på auktion for $682.229.

Før auktionen på Nelsons jakke kunne afsluttes, brød Augusta National Inc. – organisationen bag Augusta National Golf Club og Masters – imidlertid ind og truede med retssag, hvis ikke auktionen blev stoppet. De hævder nemlig at alle grønne jakker er deres ejendom.

Ifølge organisationen må jakkerne kun forlade Augusta det første år, efter de er blevet overrakt til en vinder. Derefter skal de opbevares i klubben.

Tidligere og nuværende medlemmers jakker må på intet tidspunkt forlade Augusta Golf Club.

Auktionssiden greenjacketauctions.com – som står bag auktionen af jakken – har midlertidigt sat auktionen i ro. De skriver på deres hjemmeside at, de er klar til at tage sagen i retten, hvis det er det Augusta National ønsker.