Det er noget af det bedste i Europa, måske endda i hele verden. Og selv om det ligger midt i kriseramte Spanien, skinner golfresortet som altid, og der er masser af glade gæster.

Syd for Alicante på den spanske østkyst findes Europas måske bedste golfresort. Navnet er La Manga, netop fyldt 40 år, og selv om tiderne ikke mindst i Spanien er barske, er det ikke noget, man mærker meget til i La Manga. I modsætning til mange andre baner og resorts er her masser af liv, glade ansigter og fairways og greens i topstand.

Til gengæld har krisen heller ikke påvirket priserne så meget inden for La Mangas mure som udenfor, og lige netop La Manga er nok ikke blevet meget billigere, hverken at bo eller spille på. I alt fald indtil videre.

Stedet har altid stået for noget ekstraordinært. Med Gary Player som golfdirektør og Seve Ballesteros som playing pro – samt først to, så tre baner af meget høj klasse – har resortet lige fra starten for 40 år siden skilt sig ud fra mængden.

Det er et udsøgt resort, kæmpestort med masser af plads og masser af tilbud og med den harmoniske atmosfære, der kommer af at have ligget der i mange år og haft tiden til at falde til ro og sætte sig i den flotte natur. Og selvfølgelig også af, at pengene har været der, penge til at bygge pænt og til at anlægge og vedligeholde ikke bare golfbaner og tennisbaner, men også boliger, bygninger, veje, sportsanlæg osv. – alt sammen på et højt niveau.

Fem stjerner
Tag f.eks. La Mangas femstjernede hotel Principe Felipe, som er nyrenoveret og ligger i umiddelbar tilknytning til La Mangas to oprindelige golfbaner, North og South Course. Hotellet har små 200 lækre værelser, alle med balkon og dragende udsigt over golfanlæggene. Hotellets restaurant, Amapola, er baseret på ambitiøs kokkekunst med afsæt i Middelhavskøkkenet, men der er også masser af andre spisemuligheder og restauranttyper i den lille ferielandsby omkring hotellet.

En særlig fløj af hotellet er Royal Club, som har ekstra flot indrettede værelser. Der er inkluderet fri adgang til en række af stedets faciliteter plus ekstra luksus som frit valg af hovedpude-type, daglig rengøring af golfgrejet, fri adgang dagen igennem til egen lounge med gratis drikkevarer, til drinks og kanapeer hver aften før spisetid samt diverse ekstra rabatter i forretninger, barer m.v.

Indlogering på Royal Club afføder også specialrabatter på mange af La Mangas faciliteter, herunder greenfee til de tre golfbaner, hvis man da ikke allerede har dem inklusive i en pakkerejse.

I stedet for hotellet kan man også vælge at bo i en af La Manga Clubs veludstyrede hotellejligheder i Las Lomas Village. Det ligger tæt ved hotellet, op ad en bjergside og med en fin udsigt over det smukke landskab. Lejlighederne har eget køkken og findes med alt fra et til fire soveværelser.

Seve og Player
Den sydafrikanske golflegende Gary Player med ni majorsejre og 165 turneringssejre som professionel var La Mangas første golfdirektør, da resortet åbnede i 1972. Og hans tilstedeværelse var en del af forklaringen på, at stedet hurtigt opnåede så stor anerkendelse.

Player kunne tiltrække andre verdenskendte golfnotabiliteter til La Manga, som han spillede opvisningsmatcher mod, f.eks. en spektakulær tv-match mellem ham, Tony Jacklin, Tom Weiskopf og Seve Ballesteros. ”Det var en vidunderlig turnering, og jeg er lykkelig for at kunne sige, at jeg vandt den,” fortalte en storsmilende Gary Player i forbindelse med La Mangas 40-års-jubilæum sidste år.

Medvirkende til succesen var også, at nu afdøde Seve Ballesteros ikke bare spillede sin første professionelle golfturnering på La Manga, men også blev stedets faste tour-pro.

Siden har f.eks. Luke Donald som ung været en flittig gæst sammen med sine forældre på La Manga, og gennem årene har der været afholdt utallige store internationale turneringer, herunder Spanish Open fem år i træk fra 1973 til 1977.

La Manga byder i dag på tre fremragende baner, som tilsammen er lig med golf på et flot højt niveau og en charmerende variation i layout, sværhedsgrad og terræn banerne imellem.

South Course
South Course (par 73) er om nogen en mesterskabsbane, en lang og udfordrende parkbane med meget vand i spil – faktisk på 15 af hullerne. På den anden side er langt de fleste problemer til at få øje på, og der er ikke mange blinde slag, så på den måde er South Course ikke kun en svær, men samtidig en fair golfbane.

Især forni er en udfordring med to lange par 3 huller og nogle par 4 huller, der kræver, at man holder tungen meget lige i munden for at placere drivet rigtigt imellem bunkers og vandhazarder, og hvor der kræves lange jern eller fairway-woods for at nå green i regulation. Bagni er noget kortere, men ikke desto mindre også på mange huller en test, hvor man bl.a. bliver udfordret på køllevalget med indspil til green over vand. Afslutningshullet (par 5) har vand på begge sider af fairway og et krævende indspil til green over en umulig rough, man bestemt ikke har lyst til at komme i nærkontakt med.
South Course blev designet af Robert Putman i 1971 ved anlæggelsen af resortet, og i 1992 stod ingen ringere end Arnold Palmer for et gennemgribende redesign.

South Course:
Fra hvid tee: 6.499 meter
Fra gul tee: 6.127 meter
Fra blå tee: 5.739 meter
Fra rød tee: 5.139 meter

North Course
North Course (par 71) har ligeledes parkkarakter med palmetræer, men er knapt så udfordrende som South Course. Også den er tegnet af Robert Putman og var en del af det oprindelige La Manga, da det åbnede i 1972.

Banen er først og fremmest en god del kortere, men har bestemt også sine udfordringer, bl.a. med svære, ondulerede og hurtige greens, og eksempelvis har green på 2. hul (par 3) hele tre niveauer, som nemt kan koste både tre- og fireputs.

I øvrigt sidder en kendt dansker på banerekorden for North Course. Første gang, en ung Steen Tinning spillede sig på Europa-touren i 1986, blev tour-skolen nemlig afviklet på La Manga, og på en af de tællende runder noterede Steen en forrygende 10 under par 61’er. Trods masser af besøgende topspillere gennem de efterfølgende 26 år står rekorden stadig den dag i dag.

Både North og South Course ligger i umiddelbar tilknytning til Principe Felipe-hotellet.

North Course:
Fra hvid tee: 5.753 meter
Fra gul tee: 5.429 meter
Fra blå tee: 5.183 meter
Fra rød tee: 4.964 meter
West Course

Den tredje og nyeste bane på La Manga er West Course (par 72), en kombineret park- og skovbane anlagt i et mere kuperet terræn nogle minutters transport væk fra hotellet.

Den er designet af Dave Thomas ad to omgange, idet de første ni huller blev indviet i 1986 og de sidste ni i 1992. Det er et smukt og indimellem dramatisk kuperet landskab med masser af plantede pinjetræer og smukke vuer fra mange huller.

West Course er mere kompakt end de to andre med mange korte tee-shots, der skal styres præcist på længden ud i knækket af doglegs, og bare nogenlunde langtslående spillere får ikke meget brug for driveren. Banen har mange blinde huller og relativt smalle fairways. Især banens fem par 3 huller er vellykkede og alle en skrap og fair test af præcisionen i dine jernslag fra tee. Afslutningshullet, par 4 og 364 meter fra gul tee, ligger meget højt over green og med en formidabel udsigt over anlægget.

West Course:
Fra hvid tee: 5.770 meter
Fra gul tee: 5.533 meter
Fra blå tee: 5.130 meter
Fra rød tee: 4.724 meter
Herudover findes en charmerende pitch&put-bane, som selveste Seve Ballesteros har tegnet, og med sine par 47 er det meget mere end bare et 50-meters chip og to putts på en flad green. Den har både bunkers og vand i spil, og hullerne er omkranset af palmer og høj rough. Greens er heller ikke bare flade, men med små tricky fald, og det hele holdes i rigtig fin stand, så det er en interessant pitch&putt-udfordring for spillere af enhver karat.

Murcia på tilbud
I Murcia-regionen i det sydøstlige Spanien ligger der ud over La Manga op mod 50 baner og venter inden for en ganske lille radius: Godt 20 baner omkring Alicante og andre godt og vel 20 i Murcia-regionen.

Fra april åbner flyselskabet Norwegian desuden en direkte rute fra både Aalborg og Billund til Alicante, så nu behøver vestdanskerne ikke længere at tage over Kastrup for at komme til et af Spaniens golf-smørhuller.

Endnu et plus set med golfturistens øjne er, at der er usædvanlig meget golf for pengene i det kriseramte Spanien for øjeblikket. Der er simpelt hen for mange golfbaner i forhold til efterspørgselen, ikke mindst i Murcia-området, hvor der står kæmpemæssige resorts halvtomme. Ofte drives de af banker, der har overtaget dem fra de fallerede ejere med håb om at kunne få dem solgt på et senere tidspunkt. Men det kræver, at de holder dem i gang og opretholder en vis standard.

I Murcia ligger således en masse glimrende baner, ofte tegnet af store navne som Nicklaus, Trent Jones etc., hvor en runde golf og hotelophold er faldet dramatisk i pris på grund af tidernes ugunst. Og hvor man kan være nogenlunde sikker på, at der ikke er kø ved teestederne, i klubhusene og på restauranterne.

Europas grøntsagsbed
Murcia kaldes også Europas grøntsagsbed: 13 procent af den europæiske grøntsagsproduktion stammer fra Murcia, og landskabet er marker med diverse salater, tomater, appelsin- og citronplantager etc., så langt øjet rækker. Der er en meget stor sandsynlighed for, at de importerede tomater, salater, kål, ferskner, artiskokker, citroner osv., du spiser i Danmark om vinteren, har groet netop her. Gastronomien i regionen er i sagens natur præget af denne overflod af frugter og grøntsager, men også den nemme adgang til fisk og skaldyr fra Middelhavet er en væsentlig del.

Murcia-området har også en betydelig vinproduktion, og da det er varmt om sommeren, har områdets vine præg af den megen sol og er typisk varme i stilen, mørke og med masser af koncentration og alkohol. Druerne er primært monastrell – eller mourvèdre – plus tempranillo. Jumilla, Yecla og Bullas er Murcias tre DOC-vinområder, hvoraf Jumilla er det største og kendteste.

Men set med golferens øjne er Murcia netop nu især en interessant golfdestination, hvor der er noget for enhver smag og pengepung – fra det på alle måder eksklusive La Manga til de mere eller mindre nødlidende anlæg, der har måttet sætte priserne massivt ned for at lokke blandt andre danske golfere til.

Golf på La Manga
Krone Golf Tours har en All Inclusive-pakke – syv dage inkl. fly, transport til og fra lufthavn, syv overnatninger på det femstjernede Principe Felipe-hotel med morgenmad, fem dage halvpension samt fem golfrunder på La Manga-banerne.

Krone Golf Tours giver også mulighed for skræddersyede rejser med ophold i lejlighederne i Las Lomas Village, der ligger tæt ved hotellet. I et syvdages arrangement er inkluderet en udlejningsbil og syv golfrunder. Priserne ligger mellem 8.000 og godt 9.000 kr. pr. person, hvis man er to. Se mere på kronegolftours.dk.

Golfrejsebureauet Pro-golf Tours har også La Manga i kataloget og tilbyder ca. tilsvarende arrangementer i samme prisniveau. Se mere om muligheder og priser på pro-golftours.dk.

Facts om La Manga Club
Resortet breder sig over i alt 560 hektar og tilbyder bl.a. mildt vejr året rundt, et femstjernet hotel, luksus-ferielejligheder, førsteklasses sportsfaciliteter med bl.a. tre 18-hullers-golfbaner, 28 tennisbaner, otte boldbaner med græs samt 2.000 m2 stor spa med 13 rum til massage, skønhedsbehandlinger etc. Desuden godt 20 restauranter, barer og cafeer. Murcia-lufthavn er 20 minutter væk, og der er en times tid til lufthavnen i Alicante.

Website: lamangaclub.com

Af Ole Høy Hansen // Fotos: La Manga, Getty Images m.fl.