FLERE AF DE LANGE PUTTS SKAL I

Jeg er i fuld gang med træning og turneringer i Florida efter lektioner i Danmark hos Christian Post og Leif Nyholm

493

Træningen og forberedelserne til den kommende sæson er startet – det gjorde den sådan set meget kort tid efter, at jeg sluttede 2017-sæsonen på Mauritius i begyndelsen af december. Under mit ophold i Danmark i juleferien fik jeg puttelektion af Christian Post og svinglektion af Leif Nyholm. Jeg har det godt med at vide, hvad jeg skal forbedre, så jeg kan gå og spekulere over det og lægge en plan for den kommende sæson.

Den store arbejdsindsats for 2018 bliver min puttning, ingen tvivl om det. Jeg er fint tilfreds med min puttning fra halvanden meter og ind, men jeg holer meget lidt uden for denne afstand. Det gør det meget svært at lave birdies og at komme i klubhuset med en lav score. Jeg vil tro, at jeg med min puttning afgiver to-tre slag til resten af feltet pr. runde. Tidspunktet var kommet til at få nyt input udefra og komme videre. Derfor opsøgte jeg Christian Post (tidl. tour-pro, nu head pro i Søllerød, red.) og fik en puttelektion af ham. Vi blev enige om, at jeg skal lægge bolden mere midt i min stance og flytte overkroppen lidt frem mod venstre.

Det betyder, at jeg rammer bolden med mindre loft, og at jeg får et bedre rul. Førhen havde jeg bolden meget langt fremme og ramte den med alt for meget loft på, så bolden kom hoppende ud af køllehovedet. Jeg har så oven i besluttet at forsøge en anden, mere almindelig puttestil og har taget en kortere putter (38 tommer) i brug i stedet for kosteskaftet, som jeg har benyttet mig af siden 1997. Jeg vil træne og spille turnering med denne putter frem til slut februar. Derefter vil jeg vurdere, om jeg skal fortsætte med den eller gå tilbage til kosteskaftet.

LEIF OG JEG kiggede lidt på mit tilbagesving og køllen på toppen. Jeg har haft en tendens til, at mit skaft peger til højre på toppen af tilbagesvinget. Jeg svinger køllen for hurtigt ind i tilbagesvinget og får krydset skaftet på toppen. Jeg skal svinge køllen mere ud i starten af tilbagesvinget og derefter lægge skaftet lidt af mod venstre. En SVÆR øvelse. Det vil tage mig lang tid at lave denne ændring.

Måden, jeg gør det på, er ved at fokusere på det på træningsbanen og under træningsrunder. I turneringer spiller jeg med mit normale sving, og på et eller andet tidspunkt mødes de to sving til en forbedring, som jeg kan bruge, når det gælder.

Det vil formentlig tage hele 2018, før jeg får dette på plads. Det bliver en god sæson for European Senior-touren, som har skiftet navn til Staysure-tour. Staysure er en engelsk forsikringsvirksomhed, der er kommet ind som overordnet sponsor. Der er planlagt minimum 19 turneringer. Tilbage i 2015 havde vi kun 12 turneringer. Et af højdepunkterne for mig vil være Shipco Masters i Danmark på Simon’s Golf Klub den 1.-3. juni.

Et andet højdepunkt i 2018 bliver British Senior Open på St Andrews i slutningen af juli. De andre to majors i USA skal jeg kvalificere mig til via Champions-touren eller via mandagskvalifikation i maj. Inden Staysure-touren begynder i marts, har jeg fokus på Champions-touren i USA. Jeg skal igennem mandagskvalifikation til de enkelte turneringer, og det er den sædvanlige, hårde vej: Cirka 55 spillere, der kæmper om fire turneringspladser.

Når disse linjer læses, vil jeg være begyndt med to kvalifikationer tæt på min bopæl i Florida i de første to uger af februar. For at lade op til disse spiller jeg en række turneringer på vores lokale West Florida Golf Tour. Det bliver et stort dansk golfår. Mest af alt glæder jeg mig til at se Thomas Bjørn og hans Ryder Cup-hold til september.