Hvad gør vi med bunkers?

Golfspillere ser meget forskelligt på bunkers. Det samme gælder banearkitekter

317

De fordybninger, der naturligt dannes af vind og formes af dyreliv, så som kaniner og skotske får når de søger ly af vejret, var starten på de første bunkers. Siden har de pyntet i landskabet uden nogensinde at dominere. Golfens vugge, St Andrews Old Course, har i alt 112 naturligt formede og over tid genetablerede bunkers, uden tvivl det mest synlige og mindeværdige element på banen.

Bunkers er sjældent ligegyldige – og meget forskellige for pro’er og amatører. De kan iscenesætte pro’ernes lysende talent, hvorimod bunkers for størstedelen af amatørerne signalerer hyggelig fritidsbeskæftigelse.

Man møder alle typer bunkers. Potbunkers, der oprindelig opstod på de Britiske Øer, er små, dybe bunkers, som er meget svære at komme ud af. Såkaldte ”splashes of sand” skabtes af arkitekter som Alister MacKenzie på Royal Melbourne i Australien og George C. Thomas på Riviera Country Clubs bane i Santa Monica, Californien, de har stor visuel effekt.

Under US Open 2016 i udkanten af Pittsburgh, Pennsylvania, var der gensyn med Oakmont-banens meget karakteristiske ”Church Pews” (kirkebænkene). Og vi må ikke glemme de bunkers med skarpt skårne bunkerkanter, der set ovenfra kan minde om puslespilsbrikker, som var en af Robert Trent Jones Sr.’s helt klare signaturer. Dem finder man på Joyenval nær Paris.

Og hvad med de store sandområder, ”waste areas”, på Whistling Straits i Wisconsin, hvor man spillede US PGA i 2015, eller på Kiawah Island i South Carolina, Ryder Cup-vært i 1991, hvor man så langt øjet rækker har redefineret begrebet bunkers?

DER ER SÅLEDES talrige eksempler på kreative arkitekter, som har leget lige så meget med bunkernes udtryk som med at skabe stilfulde elementer. Historisk set har genbrug af jernbanesveller været nyttige til at undgå fuldstændig erosion ved at holde på mest muligt sand i bunkers. I dag hører det fortiden til.

Bunkers kan opbygges eller genopbygges ved hjælp af tørv, der stables ovenpå hinanden. Det skaber indvendige bunkervægge, foran og på siderne, der kan rejse sig forholdsvis stejlt, måske næsten lodret. Eller måske er de sandholdige tørv med ukrudtsgræs lagt lidt forskudt, så væggene hælder og kan minde om trapper.

Og ikke kun på De Britiske Øer – nogle af de allersmukkeste eksempler ses på Pinehursts No. 2 Course i North Carolina, der er blevet moderniseret af de berømte amerikanske banearkitekter Bill Coore og Ben Crenshaw, og som var vært for begge US Opens i 2014.

En helt anden metode er såkaldte Billy Bunkers, ’opfundet’ af Billy Fuller, som var chefgreenkeeeper på Augusta Natioal i begyndelsen af 1980’erne. Han sendte sin ide på markedet i 1994, og i dag findes der Billy Bunkers på mindst 600 baner i Nordamerika.

Grundprincippet i en Billy Bunker er, at man først fylder bunden af det, der skal blive til en bunker, med et fem centimeter tykt lag af småsten. Så trækker man kraftig ’geo-tekstil’, som vand kan løbe ned igennem, hen over stenene. Og oven på det spreder man bunkerens sand.

Sandets kvalitet og sammensætningen af forskellige typer sandkorn har stor betydning for, hvordan man rammer bolden. Mindre fine sandkorn er således dyrere, men i bunkers, der ikke er Billy-sikrede, modvirker de, at ler trænger op fra neden og ’forurener’ sandet. Og en bold er mindre tilbøjelig til at begrave sig i sand, der er mindre fint.

ALT FOR OFTE glemmer amatørerne – helt besat af angsten for bunkers – at vand eller out of bounds straffer betydelig hårdere. Bunkers giver i det mindste amatøren en chance for at vise sine evner. Berømte Bobby Jones har meget malende sagt: ”At ryge i vandet er som at styrte ned med et fly … men at ryge i bunkeren er som en bilulykke; man får en chance for at komme ud!”

De professionelle, derimod, foretrækker at ligge i bunker frem for i rough, hvis de f.eks. har prøvet at nå green på et par 5 hul, og det er mislykkedes. For de er væsentlig bedre til at styre bolden ud af bunkeren og give den backspin med de højt specialiserede wedges, som er kommet til de senere år. Tænk bare på Phil Mickelson.

Under The Open på Royal Birkdale i år understregede Butch Harmon – svingguru og kommentator på Skysport – betydningen af at gøre bunkers til ”sande forhindringer for pro’erne.”

Ser vi fremad, så er det slet ikke nødvendigt med så mange bunkers for at kunne give spillere på alle niveauer en kvalitetsoplevelse. Det er dyrt at konstruere bunkers, dyrt at vedligeholde dem, og de forsinker spillet. En opfindsom banearkitekt kan omhyggeligt placere en bunker, som man kan se på Rivieras 6. hul. Dette fantastiske par 3 hul, hvor man har placeret en bunker midt i green, er nok i sig selv, da den styrer hullet og dikterer taktikken.

Som Coore og Crenshaw har udtrykt det: ”Intet kan erstatte de naturlige forhindringer i terrænet, de repræsenterer de bedste bunkers. Det er vigtigt at opdage dem, før man selv begynder at konstruere andre og integrere dem i terrænet.” I forlængelse heraf kan græsbunkers være et fornuftigt alternativ – og langt mindre besværlige for golfspillerne.

De, der går ind for et minimum af vedligeholdelse, genkalder sig den afdøde banearkitekt Charles Blair McDonalds ide. Denne evangelist anbefalede allerede tilbage i 1920’erne, at ”man skulle lade en flok elefanter trampe gennem bunkers før en turnering.”

Idéen kan forekomme en anelse ekstrem. Man kunne også bare rive en smule i bunkers på turneringens førstedag og derefter lade dem stå som hazarder på linksbanerne, hvor det hele startede. Hvad så med retfærdigheden? hører jeg nogen spørge. Begrebet er jo meget oppe i tiden.

Det bør ikke have plads i golfsproget, for manglen på retfærdighed er et af de flotteste karakteristika ved golfspillet.