Håndværk af højeste kvalitet

Skønheden i de smedede jern fra den schweiziske mikroproducent Gimar matcher alpelandets natur

650

Synet af et sæt smedede jern fra schweiziske Gimar kalder på de sædvanlige brokker fra posen med Alpelands-associationer. Ord som præcision, gennemført, håndværk.

Det sidste fik manden bag Gimar, 66-årige Gianni Martinelli, ind med ungdomsmælken, da han læste til mekanisk ingeniør og studerede metallurgi i England og senere arbejdede for et firma, der leverede dele til Rolls-Royces flymotorer. I dag vidner hvert eneste smedet jernhoved fra Gimar om mandens enorme viden. Om golf, men især om metaller og deres egenskaber.

”Min chef i England sagde altid, at hvis man kan smede kompressordele til en flymotor – med alt hvad de skal kunne klare af temperatur og belastning – så kan man smede hvad som helst,” siger Gianni Martinelli, da vi mødes i København.

Du har formentlig aldrig hørt om Gimar før. Det skyldes dels, at det forholdsvis nye firma med adresse i byen Manno i den sydligste, ’italienske’ del af Schweiz, hele sidste år kun fremstillede hoveder til 3.400 jern og wedges.

Dels, at Gimar endnu ikke har entreret med en fitter i hverken Danmark eller Sverige, og Gimar kan kun købes hos de fittere, som Gianni Martinelli selv har sagt god for. Her parres jernhoveder med de skafter og håndtag, fitteren og kunden i fællesskab har fundet frem til. På verdensplan har Gimar 35 fittere.

Et Gimar-jernhoved er smedet ud af ét stykke stål og ifølge Gianni Martinelli efter en anderledes proces med flere trin undervejs, end den Mizuno bruger.

Den første serie af enkle, lækkert udseende Gimar-jern, NRB1, var klar i efteråret 2013. Siden fulgte NRB2, NRB3 og NRB4. Disse fire serier er alle jern af cavity back-typen. Dertil kommer serierne NRBX og NRB Pro, som er muscle back-jern.

NRB-talserierne er beregnet til klubspillere, og NRB3’erne hører med den største slagflade og meget brede, tunge sål til i kategorien super spilforbedrende jern. NRB X og Pro henvender sig til de dygtigere spillere.

Aldrig opnået før

Gianni Martinelli er en mand med selvværd. Han forklarer, at seriebetegnelsen NRB står for ”never reached before” (aldrig opnået før) – uden det lille glimt i øjet og den selvironi, der ville være fulgt med, hvis en dansker havde sagt det.

Martinelli har noget at have selvværdet i. Efter at have arbejdet hos forskellige firmaer i branchen og være steget i graderne til adm. direktør, stiftede han i 2000 sit eget firma Forging Technologies (ForgiTech).

Det fungerer som konsulentfirma for virksomheder, der konstruerer de avancerede smedeværktøjer, som producenter bruger til at fremstille ting, der kan modstå ekstrem varme og påvirkning, f.eks. en manifold til en bilmotor eller turbineblade til flymotorer. Gimar er en division af ForgiTech.

Martinelli har i årtier arbejdet tæt sammen med adskillige sådanne producenter. Han har set, hvilken smedeteknologisk know how kombineret med streng proceskontrol, de har akkumuleret gennem årene. Han ved, hvad de formår.

Det er hos disse producenter i Schweiz, Tyskland og Japan, at Gimar får fremstillet sine jernhoveder. Det foregår naturligvis efter Martinelli’ske retningslinjer med strenge krav til præcision i udformningen og ensartethed i stålet. Underleverandører til producenterne giver hovederne den afsluttende satinfinish.

Gianni Martinelli var begyndt at spille golf, da han i begyndelsen af 1990’erne var udstationeret i North Carolina i USA. På det tidspunkt var han allerede over 40 år gammel, og som han selv udtrykker det: ”Mit golfspil er som en banen, den kan ikke rettes ordentligt ud!”

Han begyndte at læse golfmagasiner. Kunne fra sin position på sidelinjen konstatere, at golfkølleindustrien ikke var ingeniør-drevet men marketing-drevet. Og ryste på hovedet af, hvad han opfattede som en masse metallurgisk nonsens om smedede golfkøller.

30 wedges som gaver

I 2001 var Martinelli til metallurgikonference i Phoenix. Der mødte han udstyrsproducenten Clevelands vice president of technology, og denne overtalte Martinelli til at skitsere en smedet udgave af hovedet til den allerede eksisterende 588-wedge. En sådan udgave kom først på markedet adskillige år senere.

I 2012 fik Martinelli – på opfordring fra Paolo Quirici, tidligere Europa-tour-spiller og pro i Martinellis hjemmeklub Lugano, nu ansat i Schweiz’ golfunion – fremstillet omkring 30 wedgehoveder i et gammelt smedeværksted nær Bern. Quirici satte skafter og håndtag på, og Martinelli forærede disse wedges til venner og bekendte.

Mere skulle det ikke have været, men Quirici syntes, at Martinelli burde gå et skridt videre og designe et helt jernsæt. Det resulterede i NRB1’erne, som Martinelli tegnede de første streger til på en natflyvetur mellem Japan og Hongkong.

Da Quirici første gang prøvede at slå med jernene, roste han i høje toner den fornemmelse, man fik som spiller, og den lyd, de afgav i tilslaget – de sanselige ting, smedede jern altid har haft ry for bedre at kunne levere end støbte jern

Når stål udsættes for smedeprocessens voldsomme opvarmninger og trykpåvirkninger, ændres stålets såkaldte mekaniske egenskaber. Gimar kan ifølge Martinelli bedre end nogen anden producent kontrollere disse egenskaber, så stålet fremstår ensartet og stærkt, selv når man betragter det færdige hoved under mikroskop.

Der er ensartethed og styrke over hele slagfladen – og tillige rundt langs den for smedeprocessen svære afrunding op mod skaftet – på et Gimar-jern. Så når man rammer bolden på tåen eller på hælen, leverer jernet (næsten) samme COR og samme lyd, som når man rammer bolden i sweetspottet.

Gimars smedeproces omfatter adskillige trin undervejs fra et stykke stål til et færdigt hoved. Gimar opvarmer og grundformer stålstykket én gang og siden én gang til, så det minder om et jernhoved, inklusive den drilske runding. Så trykkes det glohede stykke stål ned i en form, så det nærmer sig slutproduktet. Og siden ned i den afsluttende form.

Processen er mere nænsom – hvis man kan bruge det udtryk om temperaturer på 12-1300 grader og kolossalt tryk – end hvis man gjorde det hele i ét, smedeteknologisk hug. At stålstykkets temperatur ikke er konstant undervejs i Gimars proces, spiller ifølge Martinelli ingen rolle.

Alle Gimar-jernhoveder koster i princippet det samme. Prisen for et Gimar-jern varierer efter hvilket skaft og håndtag, kunden vælger. Med de billigere af slagsen koster ét Gimar-jern omkring €230 (1.725 kr.), med skaft/håndtag i den dyre ende når det op omkring €300 (2.250 kr.) fortæller Gianni Martinelli.

Gimar fremstiller også wedges og puttere.
gimargolf.com