Jagt er det nye sort

Før var det golf – nu bruger avantgarden af ambitiøse danske mænd og kvinder jagt til at signalere progressiv originalitet

74

Hen imod slutningen af 1950’erne overtog jeg min meget lille onkels aflagte, forkortede damekøller. De havde stålskafter, men det kunne man ikke rigtig se, for skafterne var iklædt en brun plast-glasur, der skulle få dem til at ligne de gode, gammeldags træskafter, som ’rigtige’ golfere selvfølgelig benyttede længe efter, at nye og bedre materialer var bragt i spil.

Det var længe før, det blev in at spille golf i Danmark. Jeg tror, at der dengang var 12-13 golfbaner i hele landet, og de havde nok ikke meget over 3.000 medlemmer til- sammen. De fleste andre mennesker havde ingen anelse om, hvad vi egentlig gik rundt og lavede på det grønne græs, vi blev vist betragtet som nogle særlinge.

I løbet af 1970’erne kom der for alvor fart på tilgangen af nye klubber og spillere – og efterhånden blev det nærmest fashionabelt at spille golf. Det hjalp selvfølgelig, at mange flere efterhånden havde fået råd til at have bil, og at de fleste fik stadig kortere arbejdstid.

Men der opstod også en eller anden signaleffekt, hvor det blev opfattet som trendy og smart at spille golf. Ikke mindst af de mange nye, som kom til.

Udstyret fulgte med: Smart tøj i tern og farver, fikse sko, kasketter og hatte – alting med let genkendelige logoer – flotte bags i pangfarver osv.

Mange glade golfere valgte ligefrem at udsmykke familiebilen med en lille golfspiller i silhuet – det var næppe tænkt som en subtil advarsel til de bagvedkørende om, at der sad en fanatisk person ved rattet. En person, som tilmed kunne være ramt af dyb depression over golflivets mange uretfærdigheder.

Det gik der nogle årtier med, og pludselig var der op imod 200 golfklubber og i nærheden af 200.000 mennesker, der spillede golf. Med så mange artsfæller bliver det ikke helt let at opfatte sig selv som noget særligt.

Man vil også oftere få den trættende oplevelse at møde en golfspiller, der med stor ihærdighed insisterer på at fortælle én om sine seneste præstationer på banen. Og de mere tænksomme kan nå til den triste erkendelse, at de ikke er meget anderledes selv.

AVANTGARDEN AF ambitiøse danske mænd og kvinder måtte til at se sig om efter fritidsinteresser, der bedre kunne signalere den progressive originalitet, som er blevet så vigtig en del af moderne danskeres foretrukne selvopfattelse.

I skrivende stund ser det ud til, at jagt bliver det nye golf. Det nye sort, om man vil.   Der er stort set lige så mange jægere som golfspillere i Danmark, men de færreste af dem kvalificerer som moderigtige. Det er landmænd, håndværkere og deres venner og bekendte, som fra barnsben har dyrket jagtens glæder i deres nabolag – og ved bordet som lækkert alternativ til supermarkedets afpillede lørdagskylling.

”First movers” kan man jo heller ikke rigtig kalde dem, for dét foregik dengang vore forfædre brugte økser og pilespidser af flintesten.

Næh, det nye og trendy er den voksende skare af byjægere: Finansfolk, advokater, revisorer, direktører og andre topskatteydere med statur, der i disse år i stort antal tager jagttegn og tilbringer en del af deres sparsomme fritid som betalende jagtlejere rundt om på landets gårde og godser.

De nye jægere af den rigtige slags kører gerne i Range Rover, helst på hvide plader. Til daglig fungerer den som rummelig indkøbsvogn og skolebus på asfalten i Københavns nordlige forstæder eller i lignende kvarterer uden for landets andre, større byer.

Men i jagttidens weekender sætter den, læsset med krudt, kugler og andet udstyr, kurs mod mark og skov, hvor den lejlighedsvis får chancen for at prøve kræfter med en ægte, gammeldavs grusvej og kan risikere at få en mudderklat på nummerpladen.

Apropos tøj og udstyr: Her giver jagten virkelig golfen baghjul. Et haglgevær eller to – blandt jægere også kaldet par-bøsser (sig så ikke, at vi jægere ikke er både moderne og frisindede) – kan med det rigtige brand let løbe op i en halv million.

Til gengæld behøver man ikke skifte våben hvert andet år, for der kommer ikke nye og bedre udgaver, der gør det lettere at ramme – og man får jo ikke som i golfen noget ud af at ramme lidt mindre ved siden af.

Byjægerens foretrukne klædedragt er en tweedjakke med bukser i matchende tern, som måske lige kan klemmes ned under de 10.000 kr., hvis man ikke skal have det dyreste mærke.

Hertil kommer ternede skjorter, slips (oh yes, man skulle jo nødig blive forvekslet med en bonderøv!), hatte, bælter, kulørte knæsokker med kvaster, læderstøvler (gummi er til fiskere), våbenkufferter, bøsse-etuier, patrontasker, håndkikkerter. Samt, ikke at forglemme, en lommelærke, så man på kolde vinterdage kan varme sig ved en lille single malt.

LIGE SOM I GOLFENS velmagtsdage er det ikke kun mændene, der kaster sig over det nye sort. Også kvinderne er godt i gang, både mændenes arbejdskolleger fra de bonede gulve, men så sandelig også hustruer – trofæer som jævnaldrende.

Også DE lærer at kysse den første sneppe et vist sted – når de ad åre har lært at ramme – og når en kvinde brækker sin første råbuk (det hedder det, når man tager indvoldene ud) som en anden stenaldermand, løftes ligestillingen til nye højder.

Det nye klientel er ikke meget for den lille jagt på naturligt forekommende vildt i begrænsede mængder. Hovedparten af deres jagt gælder opdrættede ænder og fasaner, der sættes ud i naturen for at supplere Guds gaver.

Økonomien i det er klar: Det koster mindst et par hundrede kroner at opdrætte og opfodre en skydeklar fasan. Byjægeren betaler gerne 300 kr. eller mere for at nedlægge den på en dagjagt – og supermarkedet tager 70 kr. for den grydeklare udgave nogle dage senere.

Nå, nu har du jo ikke åbnet et golfblad for at læse om jagt, så vi må tilbage på sporet. Hvor er Golfdanmark på vej hen?

Mange af tilløberne har fundet ud af, at golf kræver en masse tid og i lange perioder giver lige så mange ærgrelser som glæder. Og når det så ikke længere er særligt smart og berigende for ens personlige brand at spille golf, er der vel ikke noget at sige til, at vi har toppet og er på vej tilbage. Der har i flere år været bedre plads i vores klubber, hvoraf flere slås med økonomiske problemer og prøver at finde nye måder at tiltrække medlemmer på.

Måske må nogle af dem lukke. Men den stadig stigende velstand, som mange – i dette hårdt beskattede land – foretrækker at veksle til mere fritid, skal nok sørge for. at vi ikke ender som min barndoms få golfsærlinge.

Men måske skal vi vænne os til, at vores skønne naturarealer i efterårs- og vintermånederne lejes ud til jagt?

Greenfee på en ny og blodigere måde! Det meste af vores samfundsliv går jo ud på at bruge andre folks penge, så hvorfor skulle vi golfere ikke se at komme med på vognen?