”Jeg tabte engang 40.000 kr. på en runde – det var da ikke særlig sjovt!”

Milliardæren Bob Parsons købte alle de nye golfkøller, han kunne få fat i, men fandt aldrig et sæt, der passede ham. Så begyndte han at lave sit eget udstyr

122

Han har granatsplinter i arme og ben efter Vietnamkrigen. Han elsker at køre på en af sine 18 motorcykler, især sin Harley-Davidson. Han har piercinger, tatoveringer og et skrivebord, som er lavet af døren fra et C-119 militærfly. Bob Parsons er med andre ord ikke prototypen på en direktør i golfudstyrsbranchen.

HAN er den farverige stifter af PXG, Parsons Xtreme Golf, og DET er historien om en mand, som har skrabet bunden og rejst sig til nu at være blandt de 300 rigeste mennesker på kloden ifølge magasinet Forbes – hans formue er på cirka 14 milliarder dollars.

Han har skrevet under på The Giving Pledge, som forpligter underskriverne til at give halvdelen af deres formue til velgørende formål. Og så har han også brugt en del af formuen på at starte produktionen af golfudstyr, som han selv betegner som ”golfens Ferrari-køller”.

Nogle synes, at Miguel Angel Jimenez er ”den mest interessante person i golfsporten” – vi tillader os at være uenige …

”Første gang jeg prøvede kræfter med golfspillet var på en golfbane ved navn Clifton Park i Baltimore. Hvis du tog derhen i dag, ville du formentlig blive overfaldet. Jeg var vel seks-syv år gammel, da min far tog mig med første gang. Mens min far slog bolde på driving range, jagede jeg kaniner. Jeg fik også lov til at slå et par slag en gang imellem. Både min far og mor var ufaglærte arbejdere – de var også spillefugle, så vi havde aldrig salt til et æg. Min mor sætte mig til at læse i programmerne på væddeløbsbanen, så jeg blev ret god til at udregne brøker og odds.”

”Jeg var ikke særlig god i skolen og dumpede i femte klasse. Det samme gjorde et par af mine kammerater, men på grund af en administrativ fejl på skolen, så fik jeg alligevel lov til at fortsætte i sjette klasse – det gjorde mine kammerater ikke. Men det var svært at gå i sjette klasse, når man kun er god nok til at gå i fjerde klasse, så jeg klarede mig ikke ret godt i skolen. Det eneste, jeg ikke dumpede i, var gymnastik og frikvartererne, men det var der heller ikke karakterer i. Jeg skulle have gået det sidste år om, hvis jeg ikke havde meldt mig til marinekorpset.”

”Da jeg var i Vietnam, blev jeg ret alvorligt såret af granatsplinter. Jeg var tilknyttet et kompagni soldater, som lavede bagholdsangreb – om natten. Da jeg gik gennem en landsby, opdagede jeg derfor ikke en snubletråd, som var spændt ud, og det udløste den granat. På det tidspunkt var jeg ikke klar over, at det var mig, der havde udløst den. Jeg fik granatsplinter i begge ben og i den venstre albue. Den oplevelse fik mig til at vågne op.”

Læs resten af interviewet i GOLFMagasniet nr. 12 som udkommer d. 23 november.