Jeg vender tilbage, så længe jeg kan gå

Sergio Garcia om sin succes ved US Masters, om at sætte sig nye mål – og med svar på tiltale til alle tvivlerne

172

Sergio Garcia fik hævet forbandelsen ved at vinde sin første major-turnering på Augusta. Efter at han havde rejst rundt med jakken på i flere uger, tog vi en snak med spanieren for at høre, om han var kommet sig oven på sejren.

Nu har du nogle uger til at fordøje oplevelsen, så hvad betyder det egentlig for dig, at du kan kan kalde dig Masters-vinder for tid og evighed?

”Efter Masters brugte jeg en masse tid med min kæreste, Angela Akins, i Schweiz på at slappe af og lade de seneste ugers indtryk synke helt ind. Af og til kiggede jeg over på Angela og måtte sige: ”Vi vandt Masters!” Nogle gange er man nødt til at huske sig selv på, at det faktisk lykkedes. Og fordi jeg nu har vundet Masters én gang, så kan jeg spille med i Masters, så længe jeg kan gå på mine ben. Det er der ikke mange, der får mulighed for. Der er så meget historie forbundet med den turnering og alt, hvad der hører til den – det er ret uvirkeligt.”

Hvad kan vi forvente på menuen til næste års Champion’s Dinner?

”Det er jeg faktisk allerede blevet spurgt om en del gange. Det bliver helt sikkert noget særligt. Ingen tvivl om, at det bliver spansk mad. Jeg vil vælge noget, som er min livret, og som er typisk spansk. Jeg er sikker på, at det nok skal blive en succes.”

Hvad betød det for dig, at du spillede i førerbold med Justin Rose?

”Justin og jeg har været konkurrenter og venner i lang tid. Vi har begge været tilknyttet Adidas og TaylorMade længe. Vi spiller virkelig til og gør alt, hvad vi kan for at prøve at at vinde over den anden. Vi forsøger samtidig at vise hinanden masser af respekt – sådan bør det være. Golf er en sport for gentlemen. Du vinder ved at spille bedre end din modstander – ikke ved at opføre dig usportsligt for at få den anden til at spille dårligt.”

Hvad sagde han til dig, da du holede det vindende putt?

”Hvis der er nogen, der har fortjent det her, så er det dig.”

Hvad var den mest problematiske kølle i din bag på Augusta?

”Jeg drivede bedre i den uge, end jeg nogensinde har gjort. Jeg havde kun to eller tre dårlige drives hele ugen, så jeg var ret begejstret for den måde, jeg slog med min M2 driver. Overordnet set var mine jernslag ret gode, jeg chippede ret sikkert, og jeg havde masser af selvtillid med putteren. Jeg havde lidt svært ved at finde længden på nogle af de lange putts, men til gengæld har jeg sjældent puttet bedre fra 2-2,5 meter.”

Nu hvor du har vundet Masters, føler du så et større eller et mindre pres for at vinde endnu en major?

”Er du klar over, hvor sød musik det er i mine ører? For at være helt ærlig, så føler jeg ikke noget pres – jeg har altid følt, at den første major var den sværeste at vinde. Nu har jeg bevist, at jeg kan vinde en major, så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det igen?”

Har du en kommentar til at dem, der tvivlede på, at det ville lykkes dig?

”Det er næsten for fristende at håne alle dem, der sagde, at jeg ikke kunne. Sejren er sød for mit team, mine fans og mine sponsorer, men jeg vil ikke forsøge at overbevise de her tvivlere om noget. De har allerede en forudindtaget mening om mig, og det vil det her ikke ændre på.”

Hvor har du gjort af din grønne jakke?

”Den grønne jakke har jeg med mig i kufferten i det kommende år. Den kommer til at flyve hele jorden rundt.”