Til kamp mod langsomt spil

Som banearkitekt Tim Lobb ser det, har også hans fag en rolle at spille i kampen mod de altødelæggende femenhalvtimes runder

289
Spillere og caddier venter under US PGA i 2010. (Foto: Getty Images)

I en verden, hvor vi er dybt afhængige af et stykke elektronik på størrelse med en plade chokolade bare for at kunne for at holde trit med livet, er golfen sakket bagud. Langsomt spil er frustrerende for sportens udøvere, og det koster golfbaneejere og klubber penge på bundlinjen. Mange penge.

Også i min profession er langsomt spil – kampen mod det, naturligvis – en faktor. Vi er nødt til at tage det i betragtning, så snart vi begynder at designe en ny golfbane. Hvis banen skal blive en succes – og det gælder især resortbaner – må spillere ikke gå utilfredse derfra, fordi runden tog alt for lang tid. For så overvejer de måske at blive væk i stedet for at vende tilbage og betale for at spille banen igen.

På et stærkt konkurrerende marked er en golfbanes rygte således kolossalt vigtigt. Fra det øjeblik, vi banearkitekter første gang tager et nyt område i øjesyn, skal vi finde ud af, hvordan vi kan designe en bane, der ser fantastisk ud og kan udfordre spillere på alle niveauer, men vigtigst af alt kan spilles hurtigt.

GREENS ER DET oplagte sted at begynde for banearkitekten, der gerne vil speede spillet op. En green med kraftige konturer og hældninger vil altid gøre tingene langsommere, fordi spillerne er tvunget til at læse greenen og forholde sig til dens hældning og hvordan deres putt brækker samt hvor meget fart, bolden skal have – hvilket alligevel ikke udelukker tre eller endda fire putts.

Jo højere handicap, jo længere tager denne proces. Vi taler ikke kun ekstra sekunder pr. hul, men for en firebold ekstra minutter, før alle har holet ud.

Banearkitekten kan imødegå dette ved at anlægge mere ‘fornuftige’ greens, som både indeholder spændende områder med udfordrende konturer og hældninger, men også fladere områder, der med fordel kan bruges af klubmedlemmer i det daglige eller af resortgæster. Det gør puttningen lettere og spillet hurtigere.

Nu vi er ved greens – det nytter ikke noget at designe en nok så æstetisk flot og stor greenbunker, hvis resultatet er, at den tvinger spillerne ud på en 100 meters omvej, for at de kan komme tilbage på vejen til næste teested.

AFSTANDEN FRA en green til næste teested voksede flere steder drastisk i takt med, at bebyggelse på banens område kom til, og at banens design skulle tilpasses derefter. Det afhjalp man så med stier til el-buggyer, der kunne transportere spillerne hurtigere rundt, og som kom til at repræsentere en væsentlig ekstra indtægtskilde for et resort.

Akja. Da St Andrews New Course blev udlagt tilbage i 1895 – af en civilingeniør fra Edinburgh med hjælp fra Old Tom Morris – var spadsereturen fra en green til næste teested visse steder ikke mere end 10 meter og ingen steder mere end 40! Den dag i dag besidder banen den essentielle ’flow’-kvalitet, der gør, at spillere bevæger sig fra hul til hul uden ekstra anstrengelser.

En golfbane er – målt på den totale længde en spiller tilbagelægger på sin runde – med andre ord vokset kraftigt: fra omkring 6.500 meter til omkring 8.000 meter. De lange ture mellem hullerne repræsenterer en udfordring. Turene tager naturligvis længere tid for den gående golfer. Men de skal ses i forhold til den nødvendige balance mellem bane og bebyggelse.

Netop dette slag i krigen mod langsomt spil er formentlig tabt, specielt i turist/resort-sektoren, hvor baneejere er utilbøjelige til at følge St Andrews New Course-modellen, og fordi banearkitekter nu engang må arbejde med det areal, de får stillet til rådighed.

TEESTEDER ER et andet område på banen, hvor der kan gøres meget for at runden speedes op. Mange teesteder af forskellig længde på hvert hul gør en bane fleksibel, så den kan fremstå som alt fra kolossalt svær til ret enkel, alt efter hvilket sæt teesteder man spiller den fra.

Som banearkitekt kan man diktere en stor del af det, der skal ske fra teestedet. På baner, hvor man skal kunne slå et langt drive carry hen over vand eller buske, eller hvor dybe fairwaybunkers lurer 170-80 meter ude, vil der blive spillet langsomme runder. For klubgolferen vil bruge ekstra lang tid – enten på at forsøge at spille sig kort eller uden om forhindringerne, eller på at droppe eller spille sig ud af dem.

Den virkelige udfordring for en banearkitekt ligger i at skabe en bane, der er lettere at spille, end den ser ud til. Et eksempel på dette kan være en fairway, der er bredere og kantet af mindre rough dér, hvor gennemsnitsspillerens drive ender, men som er smallere og har sejere rough dér, hvor dygtigere spillere driver hen. Et sådant hul vil virke svært og udfordrende for den dygtigere spiller, mens det rent faktisk lader gennemsnitsgolferen spille hullet hurtigere.

Så er der sådan noget som at placere træningsbanen tæt på 1. teested. Ikke fordi, der skal være kort at gå, men fordi en spiller er mere tilbøjelig til at varme op med en spand bolde, hvis træningsbanen er tæt på. Og en spiller, der har varmet op, spilder mindre tid som følge af dårlige slag på sine første tre-fire huller end én, der ikke har varmet op.

Det samme gør sig gældende for en putting green, hvor en spiller kan få fornemmelse af greens’ hastighed ude på banen, så han fra starten putter lidt bedre og dermed kan gøre sig hurtigere færdig på green.

Folk fra alle ender af golfen – klubchefer, trænere, spillere OG banearkitekter – skal involveres, for at kampen mod langsomt spil kan vindes. For at vi igen kan nyde vores fælles, fabelagtige fritidsbeskæftigelse i en æra, hvor langt de fleste mennesker, trods den dér plade chokolade, har mindre tid til overs end nogen sinde.