En kort fornøjelse har varet i 80 år

1509

Kolding Golf Clubs 18-hullers-bane er stadig en nydelse, selv om scorekortet ikke indikerer de store udfordringer rent længdemæssigt.

Da de første ni huller blev anlagt i 1933, lå Kolding Golf Club temmelig afsides et godt stykke uden for Kolding, men siden er byen vokset så meget, at klubben i dag faktisk ligger klods op ad byens nordlige erhvervsområde med blandt andet Bilka og Elgiganten. Det har medført en særdeles trafikeret, blind adgangsvej (Egtved Allé) til både disse lavprisvarehuse og golfklubben – samt planer om at flytte golfbanen til Drejens Odde i Kolding Fjord.

Selv om en sådan flytning efterhånden er diskuteret i årevis mellem Kolding Kommune og golfklubben, synes udsigterne i den retning ikke længere at være nært forestående, primært, fordi den økonomiske krise i 2008 kom på tværs (se artiklen ”Flytning kan gøre golfklubben gældfri”).

Dermed ser det ud til, at golfklubbens mange medlemmer og greenfee-gæster i en årrække fortsat kan hygge sig på den intime, korte 18-hullers-bane og på den særskilte 9-hullers-bane, der blev åbnet i 1995. 9-hullers-banen har dog slet ikke den gamle banes intimitet, hvilket også illustreres af, at den faktisk ikke benyttes så meget som forventet af klubbens mange ældre medlemmer.

De vil hellere stå i kø for at spille den gamle bane, hvor historik og følelser stadig påvirker og tiltrækker dem. Netop seniorerne var ellers tænkt som de mest flittige brugere af den kortere og mindre anstrengende 9-hullers-bane. Mest bruges den faktisk i vinterhalvåret, hvor den i modsætning til 18-hullers-banen opererer med sommergreens.

Uharmonisk hulforløb
Den gamle banes store popularitet er lidt overraskende i betragtning af, at hulforløbet ikke kan siges at være særligt harmonisk.

For eksempel ligger banens to eneste par 5 huller lige efter hinanden, som 9. og 10. hul, ligesom tre af banens sidste fire huller alle er par 3. Derfor spekulerer et nyvalgt baneudvalg i at etablere et nyt par 3 hul over en sø mellem 9. og 10. hul og nedlægge et andet par 3 hul, det 17., så banen ikke slutter med to par 3 huller. Det nye par 3 hul kræver, at 10. hul forkortes til et par 4, men til gengæld skal 12. hul så forlænges fra par 4 til par 5. Det ændrer ikke banens par, som fortsat vil være 69, men hulforløbet vil i givet fald blive bedre.

Det var den svenske banearkitekt Jan Sederholm, som stod for ombygningen af de gamle ni huller og udvidelsen til 18 huller i 1978, og det er overordnet stadig hans design, der består, selv om 18-hullers-banen blev grundigt renoveret op til klubbens 75 års jubilæum i 2008. Denne opgave blev pålagt den anerkendte danske banearkitekt med bopæl i Skotland, Line Mortensen, som i 1990’erne var elitespiller og derfor kendte Kolding-banen fra mange eliteturneringer.

Hun blev bedt om at udarbejde en banerapport, der skulle belyse mulighederne for en generel optimering af banen, og hun kom frem til, at primært de gamle greens og teesteder skulle omlægges, fordi de henholdsvis var for nedslidte og for små. Desværre var det ikke muligt for hende at forlænge banen, men til gengæld gennemførte hun en opstramning af spilstrategien med hensyn til bunkers og gav hele anlægget en kosmetisk ansigtsløftning – uden at det gik ud over banens alderstegn.

Det er dog primært to lokale ildsjæle, græseksperten Per Gundtoft og klubbens chefgreenkeeper Jesper Enggaard, der har finpudset banen, så den ser bedre ud end nogen sinde.

Mange talenter
De forholdsvis små greens har altid kendetegnet Kolding-banen og bidraget til at skabe masser af elitespillere, der har præget dansk amatørgolf. Det begyndte allerede i 1960’erne, da trioen John Jacobsen, Kjeld Fricke og Klaus Hove dominerede både de danske mesterskaber, det danske landshold og klubmesterskaberne. Klaus Hove gjorde det også i 1970’erne, inden en ny generation med talenter som Per Søgaard Jensen, Vicente Danielsen, Ole Eskildsen og Gert Meeske tog over.

Meget betegnende er det to lokale eliteamatører, Gert Meeske og Martin Glavind Krogh, der deler banerekorden på 62 slag, syv under par, med professionelle Danny Sejer. Meeske og Krogh har dermed bevist, at deres lokalkendskab til de enkelte huller betyder kolossalt meget. Mange andre professionelle end Danny Sejer har i tidens løb spillet Kolding-banen uden at være i nærheden af en 62’er.

Det er først og fremmest banens 6. hul, par 4 med handicapnøgle 1, der afgør, om runden bliver fejlfri for selv den bedste spiller. Fra herretee er distancen 399 meter, og skovkant langs hele højre side af fairway gør, at både drive og andetslag er svære at placere rigtigt, og at begge slag skal være lange. To fairwaybunkers foran green plus tre greenbunkers betyder, at man skal være lykkelig for en par. Til gengæld har man gode chancer for at slutte forni med to birdier, idet 8. hul, par 4, kun måler 319 meter fra gul tee og 9. hul, par 5, kun 445 meter.

To farlige huller
Væsentlig mere tricky bliver banen på bagni, hvor det først og fremmest gælder om at slippe helskindet fra det korte 13. hul, par 4, 306 meter. Trods den beskedne længde har hullet handicapnøgle 4, og dét må først og fremmest skyldes, at teestedet ligger i læ af høje træer, så man ikke fornemmer vindretningen og -styrken.

De modigste slår driver i håb om at ramme greenen, mens de forsigtige slår et behersket 5-jern for med sikkerhed at holde bolden på fairway. Der er tæt skov langs venstre side og out of bounds mellem træerne i højre side, så en skævert fra teestedet koster med stor sandsynlighed en katastrofe på scorekortet.

Lige så farligt lever man livet med drivet på det smalle 14. hul, par 4, 315 meter. Et hooket teeslag sender formentlig bolden out of bounds, mens et slicet drive havner i skoven til højre for fairway. Out of bounds-pæle til venstre for en lille, aflang green gør også indspillet nervebetonet.

16. hul, par 4, 382 meter og handicapnøgle 2, betragtes af de fleste som Kolding-banens bedste hul. Det skyldes dels et svært drive til en fairway, der skråner fra højre mod venstre og har to solitære træer i spil. Hullet doglegger en smule mod venstre, og det betyder, at et drive i venstre side skal efterfølges af et hooket, blindt andetslag. En bæk krydser fairway foran green og gør 16. hul til et nøglehul, ligesom 6.

Birdie-mulighederne på bagni ligger helt klart på 12. hul, par 4, 281 meter, og 14. hul, par 4, 315 meter, fordi de langtslående kan nå greenen med driveren.

Desværre slutter man af med to ordinære par 3-huller, men 18. hul, 148 meter, vil alligevel altid være interessant for både spilleren og det nysgerrige publikum på klubhusterrassen umiddelbart bag 18. green.

Et godt teeslag vil under den store bevågenhed formentlig redde en del af dagen for spilleren, mens et dårligt til gengæld vil mindske spillerens begejstring for ’den korte fornøjelse’. Men et dårligt spillet afslutningshul glemmer man som regel hurtigt, når man kort efter selv sidder på klubhusterrassen og overvåger andres dårligdomme …

Det er i øvrigt lidt underligt, at 9-hullers-banen ikke har særlig stor tiltrækningskraft, for den byder for eksempel på fire spændende huller med vand i spil. 9-hullers-banen har par 31, består af fem par 3 og fire par 4 huller og måler 1.735/2.065 meter fra rød og gul tee.
Fire klubhuse
Til Kolding Golf Clubs popularitet blandt både medlemmer og greenfeegæster hører et velfungerende og rummeligt klubhus, der blev indviet i forbindelse med klubbens 70 års jubilæum i foråret 2003. Klubhuset kostede sammen med et bagrum i kombination med overdækkede udslagssteder på drivingrangen 6,3 millioner kroner, en nødvendig udgift, fordi klubhusforholdene for tredje gang i klubbens historie var blevet for små i forhold til medlemstallet.

Det første klubhus, et lille charmerende træskur, hvor medlemmerne kunne nyde deres medbragte madder og drikkevarer, så dagens lys i 1934 og kostede 3.900 kroner. Disse beskedne rammer forblev klubben i helt frem til 1966, hvor man opførte et Tjæreborg-typehus på 150 kvadratmeter med kælder til en pris af 150.000 kroner.

I 1990 blev Tjæreborg-huset udbygget med forskellige faciliteter for 2,6 millioner kroner, men denne udgave blev allerede for lille umiddelbart efter årtusindeskiftet, hvor golfklubben for første gang måtte oprette en venteliste for nye medlemmer. Ved 75 års jubilæet i foråret 2008 var ventelisten stadig på 250 medlemmer, men den økonomiske krise i efteråret samme år fik ventelisten til at skrumpe hurtigt og kraftigt ind. I dag er den tom, fordi tilgangen af nye medlemmer kun udligner den naturlige medlemsafgang på grund af alder.
Formandsskifte
Ud over 80 års jubilæet får Kolding Golf Club også national opmærksomhed rent turneringsmæssigt i løbet af 2013. Det sker, når klubben for tredje år i træk afvikler eliteturneringen BMW Masters, hvor klubbens juniorer optræder som hvidklædte US Masters-caddier for de deltagende spillere. BMW Masters har hurtigt udviklet sig til en populær afløser for en anden eliteturnering i Kolding Golf Club, EGAF-mesterskabet, der var en årlig begivenhed fra 1987 til 2003 med Thomas Bjørn, Anders Hansen og Søren Kjeldsen blandt vinderne.

I øvrigt har Kolding Golf Club netop fået ny formand i skikkelse af Flemming Jakobsen, som til daglig er direktør for Hotel Vejlefjord. Han blev direkte opfordret til at overtage formandsposten af bestyrelsen, hvor to medlemmer, heriblandt formanden William Bredholt, faldt for klubbens regel om, at ingen må sidde i bestyrelsen i flere end seks år. Flemming Jakobsen er holdleder for klubbens talenthold og kender derfor den generation, der skal fortsætte med at holde klubbens udvikling af nye elitespillere i hævd.

Med hensyn til Drejens Odde-projektet har Flemming Jakobsen klart meldt ud, at han håber den nuværende bane vil blive liggende, som den gør. Uklarheden om en eventuel flytning får ham foreløbig til udelukkende at fokusere på banen og klubhuset som de store aktiver, de er for klubben. Der vil ikke blive sparet, fordi man – måske – skal flytte.

En udmelding, der sikkert huer både medlemmer og greenfee-gæster, som håber, at ’den korte fornøjelse’ fortsætter mange år endnu.

Signaturhullet
18-hullers-banen i Kolding Golf Club har hele fem par 3 huller, og ét af dem, 15. hul på 150 meter fra herretee og 124 fra dametee, betragtes af mange som banens signaturhul.

Det skyldes dels, at en smal, aflang green i flere niveauer er svær at ramme, og dels, at en bunker midt i fairway foran green og to greenbunkers i venstre side opfanger mange slag. Dertil kommer, at der er mulighed for mange svære pindplaceringer på greenen. Out of bounds-pæle langs hele venstre side gør tilmed teeslaget til så nervebetonet et slag, at en par altid vil være tilfredsstillende.

Hun er chef for to restauranter
Danske golfklubber skifter tit restauratør/forpagter, men sådan har det aldrig været i Kolding Golf Club, hvor medlemmerne altid har bakket op om fællesspisninger efter matcher – med god omsætning i restauranten til følge.

Den nuværende ’køkkenchef’, Sanne Moos Sterup, driver golfklubbens restaurant på sjette år, og hendes popularitet skyldes blandt andet, at hun laver takeaway-retter til medlemmerne. Samtidig tilbyder hun mad ud af huset til ikke-medlemmer, fordi hun sideløbende også driver Restaurant E3 på Vejlevej, tæt på golfklubben.

På hendes menukort i golfrestauranten er stegt flæsk med persillesovs, pandeæggekage og golfburger de mest populære retter.

Kolding Golf Club

BANEN

  • Åbnet: 1933
  • Arkitekter: Jan Cederholm/Line Mortensen
  • 18 huller, par 69
  • Herretee: 5.419 meter
  • Dametee: 4.770 meter

GREENFEE

  • Hverdage: 350 kr.
  • Weekend: 400 kr.
  • 18 huller på 9-hullers-banen: alle dage 200 kr.
  • Træningsbolde inkluderet

KLUBBEN

  • Indskud: 5.500 kr.
  • Kontingent: 5.600 kr.

KONTAKT
Tlf. 7552 3793
koldinggolfclub.dk

OVERNATNING
Hotel Koldingfjord
koldingfjord.dk
Tlf. 7551 0000

Comwell Kolding
comwellkolding.dk
Tlf. 7634 1100

Af Jens Christensen