Kristels klumme – MIRAKLET I CLIFDEN

En historie fra det fattige Irland, hvor golfen – som mange andre steder – blev en velgører

95

I 1969 ankom den 28-årige præst Peter Waldron til Clifden, en lille fattig og isoleret by med tusind fortabte sjæle i Connemara-regionen i det vestlige Irland. Han fandt et forarmet samfund, hvor landbrug og fiskeri var tomme ord, og hvor turismen på det tidspunkt stadig var i sin vorden.

Ifølge fader Waldron rakte hans mission dengang langt ud over søndagspræ- diken. Det handlede også om at hjælpe, støtte og styrke befolkningens fællesskab.
Efter at have gennemtrawlet regionen på kryds og tværs opdagede fader Waldron, som havde spillet golf siden han var barn, det helt ideelle landskab at bygge en golfbane i. Noget, han selv mente kunne blive hjørnestenen i den økonomiske fornyelse, regionen havde så rigeligt brug for.

Landskabet åbnede sig ganske uventet for enden af en beboet vej. Til den ene side strakte det sig helt ud til kanten af terræ- net, 15-20 meter oven for dér, hvor bølgerne fra Atlanterhavet slog ind mod klipperne. Til den anden side rejste terrænet sig gradvist op mod Connemara Rock. Som bagtæppe: dusinet af 600-700 meter høje bjergtoppe kendt som The Twelve Bens. Dette vidtrækkende syn af græs, hav, bjerge og himmel forbløffede i den grad fader Waldron at han for sig selv udbrød: ”Her er så din golfbane, Peter!”

EN UNG VISIONÆR hotelejer ved navn Paul Hughes var en af de få, der delte fader Waldrons begejstring for idéen. En dag bankede han på Waldrons dør og fortalte, at han havde købt Abbeyglen Hotel og var ved at sætte det i stand.

”Som jeg ser det, så har byen brug for noget. Og mest af alt har den brug for dét, du er ude efter!”

Det tog nogle sekunder, før det gik op for fader Waldron, hvad Hughes talte om. ”Du mener … golfbanen?” sagde han håbefuldt. Og fik ”ja”.

Projektet forekom i de fleste indbyggeres øjne som det glade vanvid. Men således støttet af Paul Hughes, mødtes fader Waldron med ikonet inden for irske linksbaner, banearkitekt Eddie Hackett. Denne var travlt optaget af at anlægge Watervillegolfbanen i Kerry, finansieret af Jack Mulcahy, en velhavende amerikaner med irske aner.

Men Hackett blev forført af skønheden i det område, man præsenterede for ham, og accepterede at modtage betaling på et senere tidspunkt.

”I har et vidunderligt stykke land hér. Det kan bestemt blive til en fin golfbane,” sagde Hackett til Waldron og Hughes. Så spurgte han, hvor han kunne gå til aftengudstjeneste.
Hackett var helt og aldeles dedikeret til opgaven. Hans opfattelse af banearkitektur var fuldstændig minimalistisk. Han kunne ikke forestille sig at ændre, hvad naturen havde givet mennesket. Hullerne åbenbarede sig ganske enkelt for ham. Projektet begyndte. Da det var godt i gang, spadserede fader Waldron og Eddie Hackett en dag af sted på det, der skulle blive til 15. hul.

Markeringspælene for 15. green var placeret for foden af to massive klippefremspring.
”Men hvad med pælen deroppe, det kan da ikke være 16. teested?” spurgte en undrende fader Waldron.

Hackett lagde sit ansigt i eftertænksomme folder og svarede: ”Jeg er fuldstændig klar over, at med jeres finansielle forhold, så er det pælene her nede, der gælder. Men jeg ville vise jer muligheden der oppe. Noget, I kunne overveje på længere sigt. For fremtiden.”
“Njaeh”, sagde fader Waldron, “jeg tror, at vi kan finde pengene til den green.”
”Det vil kræve, at I får fjernet 3-4 meter sten fra de to fremspiring. Det er en ordentlig mundfuld. Er du sikker?” ”Ja!”

SÅ BREDTE DER sig et stort smil over Hacketts ansigt. Han rankede ryggen, og hele hans krop nærmest løftede sig fra jorden – som en fugl, der bryster sine fjer.

”Fader, det ændrer alt. Projektet kommer op på et helt andet niveau. Nu ved jeg, at vi går efter det bedste,” sagde Hackett og trykkede Waldrons hånd.

”Få mig nu ikke til at tro for meget. Jeg ved udmærket godt, at dét her er svært for dig efter at have kunnet skabe bane i Waterville med alle Uncle Jack Mulcahys penge.”
”Slet ikke. Det kan godt være, at Mulcahy har pengene, men I har stedet!”
Sådan realiserede Hackett en yderst vellykket links-bane (connemaragolflinks. com) for begrænsede midler. Det fik befolkningen til at prøve denne sportsgren, hvor man tidligere havde begrænset sig til gælisk fodbold og hurling. Men frem for alt betød det en genoplivning af en gennem længere tid døende økonomi i en region af uovertruffen skønhed.

Golf – igen, altid, en velgører!