Lyles fald fra himlen

580

Først da Sandy Lyle drattede ned fra verdenstoppen, blev han overhalet af Nick Faldo

I cirka to årtier, fra han var 10 til han fyldte 30, gik Sandy Lyles karriere kun én vej: opad. Skotten syntes forudbestemt til at ende i kredsløb under golfens himmelhvælving i selskab med stjernedrabanter som Hogan, Nicklaus og Watson.

Ultimo 1988 havde Alexander Walter Barr Lyle vundet to majors, fem turneringer i USA, 17 på Europa-touren og spillet Ryder Cup fem gange i træk. Men i vinteren 88/89 løb satellitten Sandy tør for raketbrændstof, og i løbet af sæsonen 1989 drattede den så hurtigt ned fra himlen, at den næsten nåede at brænde op, før den ramte jorden.
I efteråret 1989 måtte Lyle tage sit idrætslivs på det tidspunkt tungeste beslutning. I erkendelse af egen elendighed sagde han nej tak til en plads på det års Ryder Cup-hold, selv om holdets kaptajn Tony Jacklin viftede ham om næsen med et wildcard.

Dét var første gang, at den jævnaldrende englænder Nick Faldo rykkede forbi Lyle i deres karrierer. De var vokset op sammen i England og blev tit sammenlignet med hinanden, men indtil da var det Lyle, der havde sat tempoet.

Han blev nr. 1 på den europæiske Order of Merit før Faldo. Han vandt en major før Faldo. Og da de i 1988 mødtes i finalen over 36 huller i World Match Play, satte Lyle tingene på plads, selv om han var 6 ned efter de første 18.

Nogen tid efter den spillemæssige nedtur kunne man igen sammenligne Lyle med Faldo: De blev begge to skilt. Så var det også slut med fællestrækkene. Og i øvrigt havde der været forskelligheder tidligere i deres karrierer, hvor Faldo som oftest optrådte eksemplarisk, mens Lyle indimellem jokkede eftertrykkeligt i spinaten.

Som dengang på PGA-touren, da han havde vundet Kapalua International på Hawaii. Den japanske bilkoncern Isuzu var sponsor, og alle koncernens spidser var på plads til præmieoverrækkelsen. Lyle greb mikrofonen, bukkede underdanigt i retning af asiaterne og takkede sponsorerne fra … Datsun.

Tilskuerne holdt sig på maven af grin, de japanske forretningsmænd tabte ansigt, og Lyle lignede en, der ikke rigtig vidste, hvad der foregik.
Dét skulle man tro, at en og anden velmenende sjæl efterfølgende fortalte ham, så han lærte lektien, og den slags ikke skete igen. Men ak.

Da Lyle havde vundet førnævnte World Match Play-titel, gik det igen ud over japanerne – og ikke kun dem. Denne gang var den japanske spiritusvirksomhed Sumtory sponsor, og de fik følgende trut fra Sandys sækkepibe: ”Disse her kinesere er godt nok små, men de udskriver store checks!”

Folkene fra Suntory skyndte sig ind i Wentworths klubhus for at slippe væk, men tilskuerne elskede den høje skotte for den slags. Typisk Lyle blev han bare stående midt i al hurlumhejet som tyren Ferdinand. Smilede skævt. Trak lidt på skuldrene. Måske var han i virkeligheden lidt ligeglad med den tumult, hans ord afstedkom.

Faldo, derimod – hvis han havde sagt den slags, var han blevet slagtet i pressen, og hans sponsorer var flygtet skrigende ud over den engelske hede.
Nogle år efter nedturen blev Lyle i øvrigt spurgt af journalister, hvad han syntes om Tiger Woods. Han svarede: ”Det ved jeg ikke, den bane har jeg aldrig spillet!”

Typisk Lyle blev han bare stående midt i al hurlumhejet som tyren Ferdinand.

Af Jan Frimodt Foto: Getty Images