Modsætninger og melankoli i Lissabon

1059

To modsætningsfyldte baner i omegnen af Portugals hovedstad, Oitavos og Ribagolfe, lover – ud fra helt forskellige forudsætninger – meget og holder det meste.

De fredelige demonstranter står lige uden for Hotel Fenix på Marques de Pombal-pladsen, som alle Lissabon-turister kender så godt. Deres bannere fortæller, at de er imod ”austeridades” – fællesbetegnelse for den kartoffelkur af skrappe indgreb, den portugisiske regering har indført i det økonomisk forkrøblede land.

Den Internationale Monetære Fond, IMF, er i byen. Demonstranterne benytter lejligheden til at lufte utilfredsheden med ”austeridades”, som de synes, har været alt for hårde. Momsen på adskillige dagligvarer er for eksempel firedoblet. Og mange ældre har mistet en tocifret procentdel af deres pension.

Den modsætningsfyldte symbolik er til at få øje på: Rækken af utilfredse, der demonstrerer til fordel for de fattigste, strækker sig langt ned ad Avenida Liberdade, forretningsgaden med mærkevareforretninger for de rigeste.

På taget af en bygning på den anden side af pladsen skinner Diario de Noticias’ store lysreklame. Dagbladet var i årene frem til 1974 kendt som fascistregimets talerør, og demonstrationer mod regeringen – det var ikke noget man kunne læse om i avisens stærkt censurerede spalter. Demonstranterne ville ikke engang have turdet …

Fuld af modsætninger er også omstændighederne omkring to af de mange golfbaner i omegnen af Lissabon: Oitavos Dunes, der ligger vest for hovedstaden og nær kysten i badebyen Cascais, og Ribagolfe, beliggende øst for Lissabon ovre på den anden side af Tejofloden, inde i landet halvvejs mellem byerne Montijo og Coruche.

Begge baner ligger, afhængig af trafikken, godt en halv times kørsel fra Lissabons centrum, og begge hører til blandt Portugals bedste. Anlæggene lover – og holder – en hel del ud fra deres hver især vidt forskellige forudsætninger. Det er om modsætningerne mellem disse to golfbaneanlæg, om portugisiske modsætninger i det hele taget, at denne artikel skal handle.

Tæppet trukket væk
Lige som mange portugisiske pensionister frygter for deres alderdom, fordi regeringen pludselig har trukket det økonomiske sikkerhedstæppe væk under dem, så fik folkene bag Ribagolfe sig lidt af en overraskelse, da myndighederne i 2006 tilbagekaldte den tilladelse, man havde givet til, at der på Ribagolfes område kunne opføre klubhus, hotel og beboelse.

Det fortæller José Maria Cazal-Ribeiro, Ribagolfes golfdirektør, som har arbejdet for Ribagolfe siden 2006.

Anlæggets to baner, Ribagolfe I og II, åbnede begge i 2004. To år senere skulle man så helt efter planerne være gået i gang med at bygge, men nu sagde miljømyndighederne pludselig nej med den begrundelse, at der i forbindelse med anlæggelsen af de to baner var fældet korktræer nok. Man ville ikke gå med til, at der skulle fældes endnu flere for at gøre plads til diverse bygninger.

Siden gjorde finanskrisen kun tingene værre. Men for nylig trådte bankerne til, og i stedet for at lade anlægget gå konkurs, har man givet Ribagolfe og en håndfuld andre baneanlæg en finansiel indsprøjtning, så baner og klubhuse kan køre videre på samme niveau.

Baneanlæggene drives og markedsføres under navnet Orizon. Ud over Ribagolfe omfatter Orizon navne i Costa Azul-regionen, som danske golfere vil nikke genkendende til: Aroeira, Quinta do Peru.

Penge i ryggen
Helt modsat har det forholdt sig for Oitavos Dunes, hvor man har den stenrige Champalimaud-families penge i ryggen. Navnet stammer fra en franskmand, der immigrerede til Portugal i begyndelsen af 1800-tallet, og familien har også forbindelser til den tyske adelsslægt Sommer.

Det var Carlos Montez Champalimaud, der fra 1908 og frem til sin død i 1937 fik stabiliseret områdets sanddyner og plantet grantræer med henblik på at etablere beboelse for såvel fastboende som turister.

Carlos’ ældste søn, Antonio de Sommer Champalimaud, tjente sine penge på bankvirksomhed, forsikring og især cement, som han nærmest havde monopol på. Han endte med at sælge sin gruppe af virksomheder til den spanske Banco Santander, og da han døde i 2004, var han Portugals rigeste mand.

Men det var Antonios bror, Carlos Sommer Champalimaud, der i 1950’erne og 1960’erne fik anlagt veje, vand og kloakering, bygget de første huse og etableret faciliteter for tennis og ridesport i det 170 hektar store område. Et område, der kom til at hedde det samme, som den golfbane, danske Lissabon-golfere lærte at kende midt i 1980’erne: Quinta da Marinha.

Næste i rækken af Champalimaud’er var og er Oitavos Dunes’ nuværende ejer, Miguel. Golfbanen med tilhørende klubhus åbnede i 2001, det femstjernede hotel i 2011.

Melankoli i regnen
I bogen ”Vinteren i Lissabon” kommer den fordrukne jazzpianist Santiago Biralbo til byen i søgen efter sin fortabte kærlighed, Lucrecia.

Bogen er ren Dan Turell, 3.000 kilometer syd for Vesterbro. Hør bare: ”Som tågen og Tejoflodens vande skilte Lissabon fra verden og forvandlede byen ikke til et sted, men et landslab i tiden, fornemmede han for første gang i sit liv sine handlingers bizarre karakter … Lissabon var hans sjæls fædreland.”

Biralbo stiger på en sporvogn af den slags, der stadig transporterer folk rundt i byens gader: ”I det fjerne strålede vintersolen i disen over byen, men landskabet, som Biralbo kørte igennem, var gråt som en regnfuld aften … På en sokkel greb en konge fat i sin hests tøjler og rettede sig med en helts sindighed op mod havvinden, der lugtede af havn og regn.”

Hen over den forgangne vinter har Portugal og Lissabon – lige som England og London – måttet tage imod usædvanlig meget regn. For Ribagolfe II-banens vedkommende har det betydet forhold, der kan gøre den besøgende golfspiller alt fra melankolsk over utilfreds til sur. Banen er i slutningen af februar sjaskvåd.

Anderledes og meget bedre forholder det sig på Ribagolfe I – besynderligt, da de to baner ligger på flad landbrugsjord og visse steder støder op til hinanden.

Dertil kommer, at der nær træningsbane, puttingreen og 1. teested på begge baner kun ligger en skurbygning til husning af el-biler, trolleys og udlejningssæt. Det lille, hyggelige klubhus – man trods al myndighedernes modvirken HAR har fået lov at bygge, og som indeholder alt hvad et klubhus skal indeholde, inklusive restaurant – ligger en lille kilometers kørsel derfra.

Oitavos Dunes, derimod, hedder ikke Dunes for ingenting. Selv om banen ikke kommer nærmere Atlanterhavet end en lille halv kilometers penge, består jordbunden af sand, sand og atter sand, der har suget al vinterregnen.

Det firkantede, men alligevel meget luftigt udseende klubhus i to etager føjer sig fint ind i terrænet. Det samme er knap og nap tilfældet for hotellets fire etager, selv om dets langsider udelukkende består af stål med værelsernes gulv til loft-vinduer imellem.

Hotellet er Miguel Champalimauds kreation, har hans datter, Pureza, fortalt til websitet hotelmanagementntework.com.

”Det byder gæsterne på storladne udsigter over havet, sanddynerne og fyrretræerne, men disse ting indelukker ikke bygningen. Tværtimod er det, som om et rumskib er landet i dynerne, og uanset i hvilken retning, du kigger ud, ser du vand eller træer,” sagde Pureza Champalimaud.

Hotellet har 142 værelser på minimum 64 kvadratmeter, alle med egen balkon og enten hav- eller baneudsigt.

Over broen efter guld
Bydelene Bairro Alto og Chiado hører til Lissabons mest attraktive. Her kan man trave sig træt og siden sætte sig for at nyde udsigten fra ??XXXXXXXXXXXXXX??-pladsen, et af de få steder, hvor de højtliggende bydele forskyder sig selv ud på en lille hylde i stedet for at styrte sig ned mod floden ad stejle gader.

Oppe bag ved troner den portugisiske apotekerforenings velholdte bygning i gult og hvidt. På pladsen bliver jeg om aftenen af en hviskende mand tilbudt stoffer af den slags, apoterforeninger ikke kan kvalitetsgodkende …

Til højre, venstre og nedenfor pladsen: Tejoflodens vande og byens tage, krydret med byggekraner og kirkekupler. På modsatte flodbred: den 28 meter høje Kristus-statue mage til den, der står i Rio de Janeiro. Kun til højre: den røde hængebro Ponte 25. de Avril – opkaldt efter datoen i 1974, hvor Nellike-revolutionen gjorde en fredelig ende på seks et halvt årtis fascistisk diktatur.

Den var frem til 1998 eneste måde at krydse floden på i bil. Dét år åbnede Vasco da Gama-broen, som med sin placering længere oppe ad Tejo nu er den naturlige bilvej til Ribatejo. Den er med sine 17,2 kilometer Europas længste vejbro, og der er således god tid til at nyde den perfekte regnbue, der ender ovre på den anden side – er vi mon på vej til guldet?

Hvad angår Ribagolfe I alene er svaret: ja!
Alene det faktum, at Europa-touren flere gange, senest sidste år, har afviklet Q Schools såkaldte First Stage på banen, siger noget om kvaliteten. Det sker kun, hvis en bane kan teste de vordende tour-spillere – som ER taget over broen efter guld – med længde (6.707 meter fra backtee), udfordrende greenområder og store, sværtlæste greens samt, hen imod slutningen af sæsonen, fremragende stand.

Til at begynde med kan de ellers glimrende huller måske virke lidt ens og svære at skelne fra hinanden. Men fra og med 7. hul får indtrykkene en ekstra en på huskeren.

Her, i banens yderkant, dukker et stort vandreservoir op til højre for 7. og også 8. hul. Hullerne løber blot et par meter over reservoirets niveau, og vandet er ikke som sådan i spil, men hallo – vand, lidt niveauforskydning og pludselig står et hul tydeligere i erindringen.

Også 9. og 10. hul, begge par 4 og cirka 360 meter fra gul tee, træder frem, fordi korktræerne, der også har flankeret tidligere spillede fairways, pludselig står tættere. Der er stadig plads til at spille ud fra under træerne, men den større tæthed får fairways til at virke smallere.

På 12., 14., og 15. hul KOMMER der så vand i spil. Det 12., par 5 og 453 meter fra gul tee, dogleg’er kraftigt til venstre til sidst, så man skal slå over vandet for at komme på green. Både, hvis man som long hitter går efter den i to, og hvis man har klemt sig frem og fri af fairwaybunkers og skal slå på i tre.

14. hul er med sine 283 meter banens eneste par 4 hul under 300 fra gul tee og et spændende hul. Jo mere, man i sit drive tør skære ind over den sø, der løber lige så meget på langs som på tværs af slagretningen, jo kortere andetslag belønnes man med.

Både på 16. og 18. hul står fine solitaire-træer i højre side af fairway, så man på 16. skal placere sit andetslag og på 18. sit drive i venstre side for at få frit indspil til green.

At 18. med sine 388 meter er et langt par 4, kommer ikke som nogen overraskelse for herrespilleren, der hidtil har skullet bekæmpe syv par 4 huller på mellem 354 og 395 meter.

Apropos længde, så er Ribagolfe II ifølge Cazal-Ribeiro en ”venligere” bane, fordi den er kortere – 200 meter for damer, 300 meter for herrer – end I’eren og har lidt bredere fairways.

Nr. 65 med måde
På Oitavos Dunes går man ikke stille med det faktum, at det amerikanske Golf Magazine sidste år rangerede banen som nr. 65 i verden og det på en liste, som kun tæller yderligere to baner fra det europæiske kontinent. Franske Morfontaine er nr. 53 og spanske Valderrama nr. 98.

Det med de nr. 65 står på banens website, på scorekortet, og så videre. Naturligvis, det skal det da, men – banen og dens højt estimerede banearkitekt Arthur Hills kan altså ikke sige sig fri for et par bommerter af den slags, der ikke hører hjemme på en nr. 65.

På 5. hul, par 4 og 390 meter fra gul tee, er man på teestedet i tvivl: skal bolden hen over, højre om eller venstre om bunkeren derude midt i det hele, hvor det går en smule opad?

Den fremherskende vind er imod én på hullet, og derfor er det ikke engang sikkert, at man kan se, hvor bolden skal hen i andetslaget. Siden ser man frem imod en green, der virker mærkeligt placeret – sådan ’midt i det hele’ og oven i købet hældende væk fra spilleretningen.

Den anden bommert er, at de modsatrettede 11. og 13. hul er placeret alt for tæt på hinanden. Driver man fra 11. teested bare lidt i venstre, triller bolden ned ad den græsklædte skrænt, der er eneste ’adskillelse’. Ved ens næste slag kommer man til at stå i vejen for spillere på 13. hul. Det er skidt.

Når det så er sagt, er Oitavos Dunes en usædvanlig smuk og dejligt varieret bane. Nogle steder står de høje træer så tæt langs fairways, at der er tale om rene skovhuller. Andre steder, især på 9. og 10. hul, er man ude i det vildeste linksterræn, blandt sanddyner og lav bevoksning, med højt til himlen og udsigt til Atlanterhavet.

14. hul er yndlingsmotiv for fotografer, men også et virkelig godt par 3 hul. Det måler kun 135 meter fra gul tee, men ravinen foran green er skræmmende, og med den fremherskende vind imod er det livsvigtigt, at man vælger det rigtige jern.

På 17. og 18. er man tilbage i skoven. En fremragende afslutning med to veldesignede par 4 huller på lige over 400 meter og en sværhedsgrad, der kan efterlade selv den mest optimistiske golfspiller i en tilstand af melankoli eller dét, der er værre.

Golf i Lissabon

BANER
Ribagolfe I
18 huller, par 72
Herre/dametee: 6.044/5.200 meter

Ribagolfe II
18 huller, par 72
Herre/dametee: 5.750/4.998 meter
ribagolfe.pt

Oitavos Dunes
18 huller, par 71
Herre/dametee: 5.605/4.488 meter
oitavosdunes.com

REJSE
Krone Golf Tours, Caddie Golfrejser og green2green er blandt de rejsebureauer, der har Lissabon på programmet.

kronegolftours.dk

caddiegolfrejser.dk

green2green.dk

Af Jan Frimodt