NBA stjerne har fået invitation til Web.Com touren

For få uger siden vandt Golden State Warriors og Stephen Curry det amerikanske mesterskab i basketball. Nu skal Curry prøve kræfter med golfsporten.

68

Stephen Curry har tidligere givet udtryk for, at når basketkarrieren er slut, vil han forsøge at blive professionel golfspiller. Nu får han chancen ved Web.Com turneringen Ellie Mae Classic for at bevise, at han kan følge med.

Turneringen bliver afholdt ikke langt fra Currys hjemmebane i Oakland, Californien. Invitationen stammer fra en sponsor, som gerne vil se den ivrigt golfspillende basketballstjerne i turneringen. Curry har tidligere spillet flere celebrity-turneringer og står noteret med et handicap på 2.0. Med invitationen i hånden er Curry gået i skarp træning. Alene i Juni spillede han 11 registrerede runder, hvor en 71’er var bedste resultat.

Stephen Curry fortæller til flere amerikanske medier, at han er både stolt og beæret over at få lov til at spille mod fremtidens golfstjerner.

Turneringen bidrager til Golden State Warriors’ velgørenhedsarbejde og er derfor oplagt for Stephen Curry at deltage i. Den afholdes fra 3. til 6. august på TPC Stonebrae.

Web.com touren er PGA-tourens udviklingsplatform for fremtidige golfstjerner, men også for spillere, som ikke har tjent nok FedEx Cup point. Når sæsonen er forbi, får de 25 bedste på pengelisten adgang til PGA-touren i sæsonen 2018.