Paul Dunne sendte undskyldning til sine sponsorer

Hans normale spilletøj nåede ikke frem til de første runder af Trophée Hassan II – ireren sluttede alligevel som nr. 2.

242

Irlænderen Paul Dunne måtte efter de to første runder af Trophée Hassan II i Marokko undskylde over for sine sponsorer. Dunne havde spillet i beklædning fra en tilfældig tøjbutik, fordi hans bagage ikke var kommet med flyet til Marokko. Problemet var, at sponsorerne ikke var repræsenteret på det tilfældigt indkøbte tøj og derfor ingen promovering fik.

Bagagen ankom efter tredjedagen, så Dunne på finaledagen kunne spille i det retmæssige tøj. Miseren så ikke ud til at have nogen effekt på Dunne selv, som efter 54 huller lå i spidsen. Efter 72 huller måtte han dog se sig slået af Edoardo Molinari i omspil.

Dunne huskes bedst for sin præstation i 2015, hvor han deltog i The Open Championship på St. Andrews som amatør. Her førte han ligeledes feltet an efter 54 huller, men faldt tilbage til en delt 30. plads.

Bedste danske resultat ved Trophée Hassan II var Lasse Jensens delte fjerdeplads, tre slag efter Molinari.