Penninks danske mesterskabsbane

627

Nordsjællandske Kokkedal i de statelige omgivelser er den eneste bane i Danmark, som er tegnet af den engelske mesterarkitekt Frank Pennink.

Det var ikke en hr. Hvem Som Helst, Kokkedal Golfklub midt i 1970’erne hyrede til at designe sin nye bane på området omkring Kokkedal Slot i Nordsjælland, ikke langt fra Øresund mellem Rungsted og Nivå.

Den Oxford-uddannede englænder Frank Pennink var lige rundet de 60 og havde så fine anlæg som de to første Vilamoura-baner i Algarve på sit banearkitekt-CV, da han udlagde 18 huller i de statelige omgivelser med det hvide slot, skov- og park-terrænet med alle de kæmpestore, gamle træer samt den imponerende tilkørselsallé. Alt sammen ting, der i dag kendetegner klubben og den mesterskabsbane, som tilbage i 2005 var vært for Nykredit Masters med Iben Tinning som vinder.

Banens hulforløb har været ændret nogle gange undervejs. Teesteder er blevet rykket, og greens lagt om. Men hullængderne fra den nuværende banes back-teesteder – der er i alt fire sæt teesteder med 400-500 meter mellem hver – ligger temmelig tæt på Penninks 18-hullers design fra 1977.

De 18 huller har i sæsonen 2013 været benævnt Nord 1-9 og Syd 1-9. Som helhed er banen forholdsvis flad og derfor behagelig at gå, også selv om turen fra N8 til N9., fra N9 til S1 samt fra S9’s green og ind til klubhuset er lige lovlig lang. Der er små søer i spil på flere af Nordsløjfens huller, men ellers er det træer og skov, der udgør banens største forhindringer.

Og så banens længde. Målende 5.924/4.989 meter fra almindelige herre/dame-teesteder er der tale om en forholdsvis lang bane. Især på de 10 par 4 huller får de ’almindelige’ herrer ikke noget foræret. Kun et af hullerne måler under 320 meter, og syv af dem er 361-391 meter lange.

Svære forhold
Selv om man hørte hjemme i en velstående nordsjællandsk kommune, Hørsholm, holdt det hårdt for de mennesker, der i 1971 havde stiftet Kokkedal Golfklub, at få etableret en 18-hullers bane.

Som Hørsholms borgmester Over Sundberg udtrykte det i sin tale ved banens åbning i 1980: ”Kokkedal golfbane indtager sammen med sejlsporten en særstilling i Hørsholm-idrætten. Mens alle andre sportsgrene har fået deres idrætsanlæg stillet til rådighed af kommunen og næsten 100 procent finansieret af skattemidler, har Kokkedal Golfklub selv måttet skaffe pengene til dens bane.”

Allerede i 1963 havde kommunen købt Kokkedal Hovedgaard med skov, park og bygninger, dog ikke selve slottet, af grosserer P.M. Daell (Daells Varehus) samt de landbrugsarealer, der hørte til det gamle lystslot Sophienberg. På det tidspunkt opstod ideen om en golfbane for første gang.

Otto Bojesen – der senere tegnede huller til den første Skjoldenæsholm-bane og til banen i Hørsholm – udarbejdede et forslag til 18 huller, men der skulle gå endnu 17 år med masser af meningsudvekslinger og bunker af bureaukratisk bøvl, før Kokkedals 18 huller var en realitet.

Frank Pennink blev sat på en hård tørn, skrev daværende formand Flemming Schiøtz i klubbens 25 års jubilæumsskrift. Penninks første forslag fra 1973 omfattede seks huller, der skulle have været placeret øst for Kokkedal Slot på strandarealet ned mod Strandvejen og Sophienberg. Disse huller ville have ligget med uhindret udsigt over og næsten i niveau med Øresund.

De næste fire år vandrede flere forskellige baneforslag frem og tilbage mellem kommunen, Miljøministriet, Hovedstadsrådet, Skov og Naturstyrelsen og Danmarks Naturfredningsforening. Efterhånden, som forslagene blev behandlet, voksede modstanden mod golfbanen.

4.000 protestunderskifter blev indsamlet blandt kommunens borgere. Cyklister, ryttere og andre, der mente, at det var ’deres område’, gik i protesttog til rådhuset. Borgerlisten blev stiftet som politisk parti i protest. Og det hele skabte overskrifter som ”Golfen er det eneste der tages hensyn til”, ”Ballade i Hørsholm om 18 golfhuller” og ”Organiseret hærværk mod Kokkedal Golfklub”.

Når oppositionen udsendte løbesedler, fulgte klubben det op med tilsvarende udsendelser, beretter Schiøtz i jubilæumsskriftet: ”Men medlemskredsen i Kokkedal Golfklub var ikke så barrikade-mindede som vore modstandere. Vi måtte derfor nøjes med … at optræde pænt og korrekt.”

To uger til en ny bane
Al den tid nåede golfklubben op på at have 400-500 medlemmer, som spillede deres golf på to par 4 og fire par 3 huller, der sådan cirka lå på jord, der optages af den nuværende Sydsløjfes huller 1, 2, 8 og 9.

Dansk Golf Union havde i 1971 optaget klubben som fuldgyldigt medlem nr. 33 vel vidende, at Kokkedal de første år ikke ville få en ’rigtig’ golfbane. Det blev der knurret af i nærliggende klubber som Rungsted og København, hvor man frygtede at blive invaderet af spillere uden hverken evner eller etikette. Derfor blev Kokkedal den første klub i Danmark, der indførte obligatorisk godkendelsesprøve for alle, der ikke allerede havde handicap.

På et tidspunkt så det ud til, at et forslag med fire huller på arealet ved Sophienberg i stedet for seks, skulle danne kompromis, men nej. I maj 1977 vendte kommunalbestyrelsen fingeren endeligt nedad til golfhuller på strandarealet og gav samtidig klubben 14 dage til at komme med forslag til, hvordan de 18 huller SÅ skulle placeres.

Men Pennink nåede at færdiggøre sit syvende og sidste forslag og tog i det hele taget tingene i stiv arm, fortæller klubbens daværende næstformand Torben Moltke-Leth.

”Pennink havde en meget rolig facon. Der var ikke noget med at være sur over at Sophienberg-hullerne blev kasseret. Han havde nok også prøvet den slags før,” siger Moltke-Leth, der husker Pennink som en gennemført engelsk gentleman, på ingen måde diktatorisk, men behagelig og en fornøjelse at tale og arbejde med.

Han havde i hvert fald prøvet lidt af hvert. John Jacob Frank Pennink (1913-1984) blev født i Holland, repræsenterede Oxford som golfspiller og var stærk nok til at vinde English Amateur Championship i 1937. Han gentog sejren året efter, hvor han også var med på det britiske hold, der for første gang slog USA i Walker Cup, amatørernes Ryder Cup.

Under Anden Verdenskrig var Pennink eskadrillechef i Royal Air Force. Efter krigen kastede han sig over sportsjournalistik og skrev for Sunday Express og Daily Mail. Han var President for English Golf Union. Og han begyndte at sysle med den banearkitektur, der skulle komme til at fylde resten af hans arbejdsliv og give ham samarbejdspartnere som Donald Steel.

Samtidig med tovtrækkeriet omkring Kokkedal skabte Pennink Halmstad Golfklubbs glimrende Syd-bane i Tylösand. Han er tillige manden bag blandt andet den fine hollandske Nordwijkse-linksbane samt baner i Marokko og Singapore.

Stjerner på besøg
Man skulle helt hen til sommeren 1980, før det enkelte Kokkedal-medlem glædede sig over, at 18-hullers banen var færdig, og at man endelig – som borgmester Sundberg i sin åbningstale citerede det fra Hostrups ”Eventyr paa Fodrejsen” – kunne: ” … løse sin ånd fra de strammende bånd, ta’ … randslen på ryggen og staven i hånd.”

Halvandet år senere ansatte klubben engelske Nigel Willett som chef-pro. Det kom ingen til at fortryde, for det er han stadig.

Da Kokkedal indviede sit nye klubhus i 1986, spillede Willett en ”skins game” mod de dengang helt nyslåede pro’er Steen Tinning og Anders Sørensen om 500 kr. pr. hul på de første 9 huller og 10.000 kr. pr. hul på de sidste 9. I det selskab klarede Willett sig ikke så godt, men han har vundet DM for klub-pro’er to gange og havde i mange år Kokkedals banerekord for herrer med 64 slag.

Andre danske golfstjerner har gæstet Kokkedal. I 2003 lagde man græs til finalen i ELM Open, en hulspilmatch, hvor to vindere af en landsdækkende amatørturnering, den ene Kokkedals egen Tyge Reimann, dystede mod Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen. Til de 1.500-1.600 tilskueres store jubel hang de to amatører på helt til 18. green.

Men klubbens og banens ”finest hour” var i forbindelse med Nykredit Masters på Ladies European Tour i 2005: 250 frivillige, en bane sat op til narrestreger, 6.000 tilskuere i strålende søndagssolskin, og en kronprinsesse Mary, der fulgte førerbolden med tidligere Kokkedal-medlem Iben Tinning de sidste tre huller og ved siden af 18. green kunne overrække Tinning sølvfad og 30.000 sejrseuro efter dennes fænomenale 65’er.

Forlænget og forbedret
Penninks oprindelige greens var, skriver Flemming Schiøtz i jubilæumsskriftet, forholdsvis små og uden så mange pukler og huller. Det skyldtes, at mange af par 4 hullerne var temmelig lange, og så skulle puttningen på disse ikke være for vanskelig. Man regnede desuden med, at der senere skulle placeres en række fairwaybunkers.

Mange af disse kom til i første halvdel af 1990’erne. Her forlængede og forbedrede klubben, under den svenske banearkitekt Jan Sederholms ledelse, en række af banens huller. Teesteder blev trukket baglæns. Greens blev skubbet længere væk eller udvidet. Og et stort antal bunkers blev enten omlagt eller nyetableret.

De mest markant ændrede huller var, under de nuværende hulbetegnelser, Sydsløjfens hul 4, hvis green blev gjort dobbelt så stor. Og hul 5, som voksede med ???XX meter?? ved at man etablerede en helt ny, niveaudelt green med nye bunkers omkring.

Der  kom endnu et par markante ændringer til. Nordsløjfens hul 9 fik ny green og blev dermed længere. Også Nordsløjfens hul 6 blev forlænget, med 30 meter, og dets nye green placeret, så den lille sø, der lå ved siden af hullets oprindelige green, nu skulle forceres i tredjeslaget på det fra backtee 494 meter lange hul. Med de to bunkers i hver sin side af fairway, man skal undgå i sit drive, og siden endnu to, der skal undgås i andetslaget, er det et virkelig godt hul.

Alle disse ændringer har bidraget til at gøre Kokkedal til den gode, smukke golfbane, den er i dag. Allerede på  N1’s teested ser man ved et kig ned ad fairway og over på N9’s fairway flere af de velvoksne træer og velplacerede bunkers, der er karakteristisk for store dele af banen.

Man husker de imponerende skovpartier, der flankerer flere huller. Ikke mindst partiet langs hele S5’s venstre side, der ikke lader Eremitagen noget efter i grøn/gul/brun efterårsskønhed. Og N3, det lille par 3 hul, som har sin egen helt isolerede lysning.

På S4, par 4 og 371 meter fra herretee, går fairway efter cirka 200 meter ned ad bakke mod greenen. Inden man følger efter sin bold derned, bør man standse et øjeblik og nyde udsigten. På en god dag kan  Kronborg skimtes på den anden side af Nivåbugtens vande.

Rene perler
Banens svageste del er nogle af de Sydsløjfe-huller, der ligger syd for tilkørselsalleen. Her skulle ifølge Penninks oprindelige plan kun have ligget tre huller. I stedet måtte der – efter at hullerne på strandarealet var forkastet – klemmes seks ind. Området er fladt og lidt konturløst, men de to sidste huller fejler ikke noget.

S8, par 3 og 166 meter fra herretee, er svært. Store træer står vagt på begge sider af indflyvningszonen til green, og ryster kaptajnen på SK Airball bare en smule på hænderne, styrter han ned for foden af træerne.

S9 er sammen med N9 dét, Kokkedal altid har været kendt for: hullerne, der spilles op imod slottet. To flotte perler som afslutningshul på hver sin sløjfe. Ikke noget med vandhazarder, doglegs, springvand, gøjl og gejl – bare to forholdsvis lange, næsten lige par 4 huller med velplacerede greenbunkers og begge med et stort træ stående vagt lidt foran og til højre for green.

Midt mellem dem troner det nyrestaurerede slot med sine kridhvide facader og små gyldne buster vendende ud mod hver sit hul. Men den mest lysende perle er den, der blev væk. En perle af et golfhul, der ville have løftet de statelige omgivelser op på et niveau, og som ingen mindre end en Kronprinsesse burde have indviet.

1. hul på Penninks oprindelige bane, par 5 og 460 meter, skulle have haft teested ved siden af slottets østlige gavl. Som nævnt tog han det pænt, at dette og de øvrige fem huller på strandarealet aldrig realiseredes. Men det må alligevel have ærgret ham, for det hul må toppe listen over danske golfhuller, der aldrig blev bygget.

Fra det højtliggende teested ville man have drivet ned i en slugt tæt flankeret af træer på begge sider og med fuldstændig fri udsigt til Øresund bagved. Man behøver ikke være banearkitekt for at se hvilket storladent starthul, det ville have været.

Men det var Frank Pennink, og jeg tror, han ville have været stolt af det.

Slottet der aldrig blev klubhus
Utallige er de tidligere herregårde eller slotte verden over, der beliggende på en golfbanes areal er blevet omdannet til klubhus – men ikke Kokkedal Slot.

Slottets historie går tilbage til 1746, hvor Christian VI’s dronning Sophie Magdalene forærede Kokkedal fæstegård og dens jorder til lensgreve von Berckentin. Han lod slottet opføre som lystejendom i hollandsk renæssancestil. I dag står kun kælderhvælvingerne, som huser Restaurant Slotskælderen, tilbage i den oprindelige stil.

I Kokkedal Golfklubs blad kunne man i 1987 under overskriften ”Hvad med slottet?” og igen i 2003 under ”Visioner i forbindelse med Kokkedal Slot” læse om planer for at indrette slottet til klubhus, helårsrestaurant, hotel, selskabslokaler og kursuscenter.

Klubhus blev det aldrig, men i 2011 åbnede slottet som hotel. Nu er det – under navnet Kokkedal Slot Copenhagen og som en del af M. Goldschmidt Koncernen – et sted,man kan spise, overnatte, holde møder eller konferencer.

Et golfophold indeholdende en runde golf, et glas champagne før treretters middagen, overnatning i superior dobbeltværelse, morgenmad og afskedsgave koster 1.930 kr. pr. person (2013-pris).

kokkedalslotcopenhagen.dk

Andre Pennink’ske perler
Frank Pennink nåede at tegne baner på tre kontinenter: Europa, Asien og Afrika. Qua sin fødsel og opvækst i Holland blev det til temmelig mange i det lave land, de fineste er linksbanerne Nordwijkse og Kennemeer mellem Amsterdam og Haag.

I Portugal designede Pennink – ud over de to første Vilamoura-baner, der nu hedder Oceanico Old og Pinhal – Palmares-banen, ligeledes i Algarve, og den første Aroeira-bane lige syd for Lissabon. Blandt mange baner hjemme i England regnes West Course i sydvestengelske Saunton for hans bedste.

I Singapore designede Pennink Singapore Islands New Course og Sentosas Tanjong Course. Og i Marokko, Royal Golf of Tangier.

Vil du vide hvilke baner, Pennink selv var begejstret for, kan du gå på jagt efter hans bog ”Golfer’s Companion” fra 1962, hvor han anmelder sine 128 britiske og irske favoritter.

Kokkedal Golfklub

BANEN
Åbnet: 1980
Arkitekt: Frank Pennink
18 huller, par 72

GREENFEE
Gæster fra syv nordsjællanske klubber får rabat

KONTAKT
Tlf. 4576 9959
kokkedalgolf.dk

Af Jan Frimodt