PGA overvejer at flytte US PGA Championship

Afgørelse på vej med hensyn til at afvikle dén og The Players tidligere på sæsonen

191

Det amerikanske PGA’s præsident Paul Levy har flere gange ytret et ønske om at se på rækkefølgen af turneringerne i løbet af sæsonen. Paul Levy siger til flere amerikanske medier, at samarbejdet med United States Golf Association aldrig har været bedre, og at man har set på ændringer i de sidste 18 måneder fra alle vinkler for at finde den optimale løsning.

Ledelsen i både United States Golf Association og PGA overvejer at flytte Players Championship fra maj til sin oprindelige dato i marts. Derved gøres der plads til at flytte US PGA Championship fra august til maj. Dette vil betyde, at der bliver spillet majors i hver måned fra april til juli. Players Championship er ikke officielt en major, men bliver ofte nævnt som en nr. 5 på grund af dens prestige.

Årsagen til, at PGA og USGA gerne vil flytte turneringerne, er, at der længe, fra spillernes og arrangørernes side, har været et ønske om, at færdiggøre sæsonen i det tidlige efterår. En sådan løsning giver PGA muligheden for at afslutte FedEx Cup-turneringerne, før sæsonen for amerikansk fodbold begynder.