Sådan gør man en bane dramatisk

506
Credit: Ross Kinnaird /Allsport

Banearkitekter grubler i timevis over hvordan de bedst kan give golfspillere en fornemmelse af drama på banen, især på de afsluttende huller

Golfen har skabt masser af dramatik gennem årene, ikke mindst på afslutningshullerne i de store turneringer. Jeg husker, dengang jeg var til The Open Championship på Carnoustie i 1999 og pludselig befandt mig midt i en horde fotografer, der sloges for at komme til at tage det bedste billede af en franskmand, som – med opsmøgede bukser og fødderne nede i åen Barry Burn – var i færd med at smide sejren væk på turneringens 72. hul.

Franskmanden hed Jean Van de Velde, og han kunne nøjes med en sekser, en double bogey, på sidste hul for at vinde turneringen. Men han lavede en syver, måtte i omspil og tabte. Alt sammen fordi han ikke så farerne ved den 3-4 meter brede vandhazard der krydser 18. fairway 30 meter foran green.

Barry Burn er nu heller ikke så nem at se, når man står på Carnousties 18. fairway og kigger frem mod greenen. Den virker nærmest nedsunket i jorden. Men man ved, at den er der. Og den gør lige præcis det, banearkitekten vil have den til: Sætter gang i golfspillerens evige dilemma. Kan man fokusere på målet og svinge køllen, eller lader man sig distrahere af hazarden, så ens score bliver ødelagt?

På den made er Carnousties 18. hul og Barry Burn det perfekte eksempel på hvordan en lille naturlig hazard som en å kan skabe stort drama og spektakulære fejl begået en spiller, der var god nok til at føre The Open efter 71 huller.

Der er andre eksempler på dramatiske afslutningshuller som f.eks. 17. hul på TPC Sawgrass i Florida, par 3 hullet med ø-greenen, og det lange 18. hul på Pebble Beach med Stillehavet i hele venstre side. Her er hazarderne store rent fysisk, men det behøver de ikke at være for at skabe stort drama.

Den slags design er hverken naturligt, bæredygtigt – eller nødvendigt.

Skabelsen af drama afhænger mere af, hvor man placerer hazarderne – ikke så meget af hvor store eller synligt intimiderende de er. Nogle af golfens farligste hazarder er små,  naturlige og perfekte placerede. Barry Burn er sådan én, ”Road Hole”-bunkeren på St Andrews Old Couse er en anden. Og ”Djævelens Hul” på Pine Valleys 10. hul, en simpel potbunker i venstre side af par 3 hullets green, er så lille og dyb, at man dårligt kan stå dernede.

Hos Lobb + Partners nyder vi at arbejde med naturlige landskaber, der giver mulighed for at skabe underspillede, gennemtænkte hazarder. Man skal holde sig spilstrategi og placeringen af hazarder for øje, for det nemmeste i verden er at overdesigne en bane med alt for meget vand og sand bare for at give spilleren det indtryk, at det er en farligt svær omgang.

Den slags design er hverken naturligt, bæredygtigt – eller nødvendigt. Den fineste evne, en god banearkitekt bør demonstrere, er at kunne arbejde iderigt og bæredygtigt med landskabet på en måde, der samtidig udfordrer golfspillerens tanker.

Overdrevent design kan også resultere I, at det er de forkerte typer spillere, der bliver uretfærdigt straffet. Det klassiske eksempel er, når den dårligere spiller igen og igen straffes af mange og store bunkers.

Godt banedesign skal være alsidigt og give alle slags spillere mulighed for at have det lige sjovt på runden, når de spiller fra forskellige teesteder og får stillet forskellige krav til deres forskellige evner – det er den slags, vi hos Lobb + Partners prøver at tænke ind i vores baner.

Førnævnte ”Road Hole”-bunker – den berømte bunker placeret til venstre for 17. green og for enden af en smal og almindeligvis hurtig fairway – er et glimrende eksempel på gennemtænkt, naturligt design.

Den slanke green nærmest slynger sin grønne krop rundt om bunkeren – højere op bag midten af bunkeren, men lavere til højre og venstre, hvor overfladen leder bolden ned mod sandet. Det fine er, at bunkeren tvinger spilleren til enten at slå mod højre for at være sikker – og ende ude på grusvejen, hvis det bliver for meget – eller at gå efter midten af greenen og ende i bunkeren, hvis slaget bliver for kort.

Et andet eksempel på hvordan en naturlig del af landskabet er blevet brugt til at skabe et virkelig strategisk hul, er fordybningen foran greenen på 3. hul på Royal Melbourne Golf Clubs West Course. Som dreng hjemme i Australien spillede jeg det hul masser af gange, og hver gang var det fascinerende.

Hullet er et klassisk par 4, der kan nås i drivet, men med en usædvanlig green, der hælder fra for til bag og ikke, som de fleste greens, den modsatte vej.

Fordybningen gør, at selv om hullet er forholdsvis kort, så er det praktisk taget umuligt at trille bolden ind på greenen. Og andetslaget skal være præcist. Er det for kort, ruller bolden baglæns ned i fordybningen igen. Er det for langt eller har for lidt backspin, risikerer bolden at fortsætte gennem greenen og trille af i bagkanten.

Således skaber denne lille, naturlige del af landskabet underspillede farer for alle golfere på et ellers kort hul.

portraet-tim

Et eksempel på et naturligt udlagt hul, der ser forræderisk let ud, er 6. hul på Ballybunion Golf Clubs bane på Irlands vestkyst: Blot 333 meter langt, dogleg venstre og ikke en bunker eller hazard i syne.

Det er fristende at give den gas fra teestedet, men det vigtigste er ikke hvor langt drivet kommer ud, men hvilket andetslag man har ind til greenen. For det er en smal, bordpladegreen, og hvis ikke bolden kommer ind fra den helt rigtige vinkel, løber den ned i problemer på tre sider. Problemer fra hvilke det er umanerligt svært at komme op i på to slag.

Besværligheder på en golfbane kan komme i alle former og størrelser. Men det er som regel de små, naturlige af slags slagsen der frembringer noget unikt – måske også hos spillerne! – og det naturlige tager sig altid bedre ud end det kunstige.