Her er selv golfboldene varme

939

Jamaica er en fryd for smagsløg, ører og øjne. Rom, reggae, jerk-kylling, fine strande, turkisblåt vand, svajende palmer – og ikke mindst Montego Bay-områdets fornemme banefirkløver White Witch, Half Moon, Tryall og Cinnamon Hill

Den største engelsktalende ø i Caribien har alt, hvad sanserne kan begære: rom, reggae, jerk-kylling, strande med det fineste sand og turkisblåt vand, høje, svajende palmer og stille passatvinde. Og det er kun appetitvækkerne – for golfspillere rummer øen tillige topklasse-golfbaner.

Som for eksempel den, fotografen Paul og jeg befinder os på denne forårsdag. Det er en af Caribiens mest fantastiske baner: Skåret ud af 250 hektar frugtbar skov og bløde landskaber med dertilhørende panoramaudsigter over Det Caribiske Hav fra 16 af de 18 huller.

Køller, bolde, scorekort, tees, kølige drikkevarer og snacks er pænt placeret i vores buggy.
”Yeah, man. Linjen er det store træ i horisonten. Bare sving stille og roligt,” siger vores caddy forud for White Witchs åbningshul, et smukt par 5 på knap 500 meter. For to blege nordeuropæere, der ikke har rørt en kølle hele vinteren, er det som at være i himlen.
Banen har fået sit navn fra en vis Annie Palmer, den berygtede hvide heks. Hun regerede i begyndelsen af 1800-tallet på Rose Hall Plantation, på hvis jorder banen ligger. Hun var efter sigende fortryllende smuk, men tog livet af tre husbonder, der ikke anede, hvad der ventede dem.

Også banen er fortryllende, som den baner sig vej op og ned i terrænet oven for havet. Mange af hullerne kræver lange, nervefræsende slag hen over raviner fulde af sten og buske. På to af par 3 hullerne står man på højtbeliggende teesteder og slår mod vandhazard-beskyttede greens dybt, dybt nede.

Den fra backtee knap 6.200 meter lange bane med par 71 er skabt af banearkitekterne Robert von Hagge og Rick Baril. Head pro Mike Cole beskriver White Witch som: “En bane, der giver dig nye oplevelser, hver gang du spiller den. Lav-handicapperen skal måske slå hen over en gabende ravine for at nå green, men de mange forskellige teesteder gør, at også høj-handicappere kan være med. Og banens topografi er unik. Man husker hvert eneste hul, fordi de er så forskellige.”

Golf bag-tags i tin med spillerens navn, en gudeskøn træningsbane, luksuriøse omklædningsrum, veluddannede, hvidklædte caddier kaldet ’golf concierges’ – jo, alting ved White Witch er på topniveau.

På hver en jamaicansk bane bidrager caddierne med DERES lokale touch. White Witch er ingen undtagelse. De førnævnte ’golf concierges’ er, ud over at være dygtige caddier, servicemindede assistenter, der kan hjælpe med alt fra at reservere bord på en restaurant til at bestille blomster til kæresten eller en spa-behandling.

”Deres viden om hele resortet er betragtelig, men de kan også deres kram som caddier og kender alt til vindforhold, højdeforskelle, og hvilken vej greens hælder,” siger Mike, da vi får os en kold øl efter runden på den elegante klubhusterrasse. Her kan man også spise, mens man nyder udsigten ned mod 1. teested og videre ud over det strålende blå Caribiske Hav.

White Witch ligger på Jamaicas nordkyst. Den indgår i et firkløver af topklassebaner, som også tæller Half Moon, Tryall og Cinnamon Hill, og hvis stilk er plantet i luksusenklaven Rose Hall i nærheden af Montego Bay.

Et oplagt firkløver
Selv om der findes yderligere otte baner på øen – inklusive den historiske 9-huls-bane Manchester Club, der blev grundlagt i 1865, og som er den ældste eksisterende bane på det amerikanske kontinent – så er firkløveret de mest varierede, de mest karakteristiske baner og oplagte som basis for en golfrejse til Jamaica.

Næste morgen har vi en starttid sammen med Ewan Peebles, der er Director of Golf på Half Moon. Den er udlagt i et tropisk udseende parkområde, designet af Robert Trent Jones Senior og beliggende inde på det eksklusive resort af samme navn.
Skotsk-fødte Ewan har været PGA-pro i snart 15 år. “Hver af de fire baner har deres egen charme, men som jeg ser det, er Half Moon den mest brugervenlige, i den forstand at det er den mest åbne og tilgivende,” siger han lige efter at have misset et birdie-putt på det lange 1. hul.
Half Moons signaturhul er det relativt korte 4. hul, et 315 meter par 4, som på grund af højdeforskellen KAN nås af andre end professionelle. Det fornuftige er at slå en hybrid ned i venstre side for at undgå vandhazarden i højre. Min caddie Orville Christie, på disse kanter kendt som Jamaicas svar på John Daly, tee’er en bold op og gør forsøget, men ak – han skubber den ud til højre.

“Hullerne 6 til 9 – tre lange par 4 huller samt et langt par 3, der alle normalt spilles i modvind – udgør den sværeste del af banen,” siger Ewan. ”Slipper du gennem dem uden katastrofer, har du gode muligheder for at komme ind med en fornuftig score.”
Takket være ekspertråd fra caddierne med hensyn til at læse de fine nuancer i det ofte forvirrende bermudagræs på greens bliver det kun til en håndfuld tre-putts, så både Paul og jeg præsterer at holde sammen på det og slutte med en fornuftig score. Efter at have givet de dygtige caddier drikkepenge, snupper vi en drink på 19. hul – og så er det hjem til en eftermiddagssiesta og de lækre faciliteter på Half Moon Resort.

Det er anerkendt som et af verdens bedste resorts, og det er stort. Vi får udleveret et kort samt nøglerne til en buggy, der skal hjælpe os med at komme rundt. Blandt dem, der gennem tiderne formentlig har haft folk til at køre buggyen for sig, kan nævnes filmens Clark Gable, musikkens David Bowie og Manchester Uniteds Wayne Rooney.
Resortets bygninger er holdt i georgiansk stil og spredt ud over det frodige område. Værelser og lejligheder er afslappet elegante, mange af dem har havudsigt. Derudover findes 32 villaer med privat swimmingpool samt egen butler, kok og stuepige – perfekt som base for luksus-golferen.

På resortet kan man spille tennis og ride. Der er et fitnesscenter og så den prisvindende Fern Tree Spa, som blandt meget andet tilbyder en timelang stress management-behandling kaldet Mental Fitness for Golf, og også en omgang Up to Par-massage, der styrker, strækker og stimulerer golfspillerens muskler. Massagen omfatter flere forskellige teknikker, heriblandt passive strækøvelser, dybdehuds-massage samt brug af opvarmede golfbolde. En berusende behandling, der kan anbefales både før og efter en runde.

Jamaican Jerk
Mad og drikke er en vigtig del af enhver golfrejse, og jamaicanske specialiteter kommer i alle afskygninger: Fra lam i karry til nationale spiser som saltet fisk med ackee-frugt, jordnøddegrød og så de okse- eller kyllingekødsfyldte butterdejs-snacks af den slags, som jamaicanerne snupper sig omkring en million af om dagen.

Half Moon-resortets restauranter serverer den lækreste mad, men hvorfor ikke få sig en måske lige så stor og sikkert anderledes kulinarisk oplevelse uden for resortet på et lokalt sted? I så fald handler det først og fremmest om Jamaicas varemærke af en ret: Jerk-kylling eller -gris.

Den kan man få i hundredvis af ’jerk centers’, som de kaldes, overalt på øen i byer, landsbyer, på snart sagt hvert eneste gadehjørne. Alligevel er der ”only one place to go”: Scotchies i udkanten af Montego Bay.
Da vi ankommer fredag eftermiddag, står der alerede et dusin mennesker i kø. Højttaler-reggae vugger forsigtigt gennem lokalets bølger af lækre aromaer. En blanding af lokale og gæster som os selv sidder skulder ved skulder langs rustikke borde, åbner deres sølvpapirpakker med jerk-kylling og -gris og spiser ristet brødfrugt eller søde kartofler til. Det hele skylles ned med øl af mærket Red Stripe, øens mest populære bryg.
Det er mange år siden, at Scotchies blev startet af Tony Rerrie på ladet af hans pickup-truck. I dag er stedet en jamaicansk institution.

”Alle kender Scotchies, og der er ingen tvivl om, at det er det bedste jerk center i Jamaica,” siger manager Kim Cooper. ”Søndag eftermiddag kommer der som et regel et ordentligt læs golfspillere forbi. Mike Cole, Ewan Peebles og Rob Ames er stamgæster.”
Kim tager os med ud bagved. Dér ligger rækker af opsprættede, fladbankede kyllinger og venter på deres tur, mens hele, marinerede svinerygge allerede er i gang med at blive langtidsrøget over en ild fyret med chilipeber-busk, som giver kødet en distinkt, stærkt røget smag.

Jerk-kylling menes at være undfanget, da de såkaldte Maroons, undvegne  slaver, indførte afrikanske måder at tilberede mad på i Jamaica. Den blev kombineret med jamaicanske ingredienser og krydderier af den slags, de lokale Arawak-beboere brugte.
Metoden med at langtidsryge kød tjente to praktiske formal. Dels holdt den insekter væk fra det indledningsvis rå kød. Dels kunne kødet holde sig længere, når det først var færdigrøget. Som det ofte er med den slags, så holder man hos Scotchies sin opskrift på jerk-marinade tæt ind til kroppen, men den må i hvert fald indeholde peberfrugt, løg, chilipeber, ingefær og  chili.

Et andet godt sted at spise er på The Native i Montego Bay, Hvor der serveres nogle af de bedste jamaicanske retter som for eksempel røget sværdfisk. Eller den blandede madhandel kaldet ’boonoonoonoos’, som er lidt af alting, heriblandt fisk, krydret kød og grøntsager. Slut gerne af med et stykke cremet kokosnøddetærte. Eller, hvis det skal være mere lokalt: En  ’duckanoo’, som er en sød melbolle lavet på majsmel, kokosnød og banan, svøbt i bananblade og dampet.

Jamaican Greens
Efter Jamaica-jerk er det tilbage til Jamaica-greens, da vi begiver os ud på firkløverets to sidste blade, Tryall og Cinnamon Hill. Tryall ligger 20 kilometer fra Montego Bay. Den er fra backtee godt 6.100 meter lang og blev designet af Ralph Plummer helt tilbage i 1960. Den byder på spektakulære havudsigter og smalle, trægarderede fairways. Ni af hullerne er flade, det er dem der løber tættest på havet, og så er der ni mere kuperede oppe i bakkerne.

Johnnie Walker World Championship er blevet spillet her, og længere tilbage i tiden filmede man ”Shell’s Wonderful World of Golf” på Tryall. Man husker udslaget gennem de stensøjler, der står som rester af en akvædukt, som engang transporterede vand til en sukkerplantage. Også slaget hen over Flint-floden på 4. hul, par 3, fæstner sig i erindringen.

Cinnamon Hill er betydeligt mere varieret end Half Moon og Tryall. Til at begynde med triller hullerne roligt af sted i lettere bakket terræn. Man får et kig ind til Rose Hall Great House på vejen, og man passerer den engelske forfatter Elizabeth Barrett Brownings families gravsted med mur omkring, inden man når helt ned til vandet.
Det er også her, banearkitekterne von Hagge og Baril har slået stregerne, og de fører os på 5. og 6. hul så tæt på havet, at fralandsvind nemt kan blæse ens bold i vandet.
”5. hul er et enestående hul, der appellerer til spillets feinschmeckere,” siger Robert Ames, Cinnamon Hills Director of Golf og bror til PGA-tourens Stephen Ames. Han går runden sammen med os.

”Hullet kaldes meget passende for Majestic Blue, og det er en virkelig udfordring. Det er et dogleg venstre, ned ad bakke par 4 hul, som kan spilles fra ca. 380 til 420 meter. Du slår ud med havet i baggrunden og skal være forsigtig i andetslaget, for i højre side flankerer havet de sidste godt 200 meter af den smalle fairway. Greenen ligger lige ved siden af stranden.”
På bagni er det tilbage op i det gamle plantageterræn, men det er mere bakket, og man spiller visse steder gennem smalle dale eller hen over dybe raviner. Sangeren Johnny Cashs store villa ligger lige ved siden af   14. fairway og er stadig fuld af hans ting fra 1970’erne og fremefter. På det pittoreske 15. hul, par 3, slår man ned mod en green, der er placeret ved siden af et vandfald, hvor man indspillede scener til James Bond-filmen ”Live and Let Die”.

Robert er fremragende selskab og underholder os hele vejen rundt med fakta om banen, ting, han gerne ville ændre ved den, røverhistorier fra dengang i 2006, hvor han gik caddie for brormand, og denne vandt Players Championship, og sågar et og andet særdeles værdsat råd om spillet. Jeg har ikke glemt hans tip om et lavt, langsomt take away. Bruger det hver gang, jeg spiller.
Eftermiddagssolen kaster lange skygger hen ad Cinnamon Hills sidste green og afslører hver en hældning. ”Håber, I har hygget jer, drenge,” da vi har holet ud. ”Måske ses vi senere på Scotchies til noget jerk-kylling og en øl?”

Captions
Half Moon Resort ligger helt ned til vandet med egen strand.
Stemningen er tilbagelænet på Jamaica, ikke mindst på en bambusflåde-tur ned ad Martha Brae River.
Afslutningshullet på White Witch er et langt par 4.
Caddier er obligatoriske på Jamaica, her på Half Moon.
Cinnamon Hill-banen med plantagen Rose Halls smukt restaurerede Great House I baggrunden.
Gæstebogen I Manchester Club, der blev grundlagt I 1865.
Sådan leveres room service på Half Moon Resort.
Ånden efter Bob Marley svæver over hele Jamaica, her et vægmaleri i Montego Bay.

Caption
Alle veje fører til rom, her i form af Appleton Rum-destilleriet.

At besøge en af Jamaicas største attraktioner, det blændende Dunn’s River Falls, er et must. Spadser op langs vandfaldet, gå ned igen, og tag en dukkert i de krystalklare småsøer neden for faldet.

Den frodige, sorte muld oppe i Blue Mountains danner i samspil med tåge og kølige temperaturer det unikke dyrkningsmiljø for en af de fineste kaffesorter i verden, Blue

Mountain. Tag derop, hvis du har tid. Eller nyd en kop af den ægte vare, og køb nogle bønner med hjem.

Legenden om Bob Marley lever i Nine Miles, landsbyen, hvor han fødtes og er begravet.

Tag turen rundt i huset, hvor Marley voksede op. Se filmen om hans liv, hans musik og hans passion, den unikke rastafari-religion.

Slap af i Negril, ’Capital of Casual’, med den 10 kilometer lange, billedskønne sandstrand.

Det er centrum for Jamaicas vandsport. Her kan du dykke, snorkle, sejle, stå på vandski, windsurfe, ro i kajak. Eller bare nøjes med at lade dig brune af solen.

Der er destilleret rom på Appleton Estate i den frodige Nassau Valley siden 1749. Tag turen rundt på gården, bliv klog på, hvordan man laver rom, og prøvesmag nogle af gårdens dyre, prisvindende dråber.
Golf på Jamaica
White Witch
whitewitchgolf.com

Half Moon og Cinnamon Hill
rosehall.com
Tryall
tryallclub.com

Hotel:
Half Moon Resort
halfmoon.rockresorts.com

Af Andrew Marshall Foto: Paul Marshall