Seves skarpe streger

Banen på den lille ø nær Madeira er designet af Severiano Ballesteros. Nogle steder er det en venlig resortbane, andre steder skal du være skarp som bare Seve

50

Severiano Ballesteros nåede at designe adskillige golfbaner, før han døde i 2011. De fleste ligger ganske naturligt i hans hjemland Spanien. Der er den roste The Shire i England, Golf de Pont Royal i Frankrig og også en lille håndfuld i Portugal.

Den spanske legende satte sine allersidste streger i forbindelse med Royal Obidos, som ligger NÆR Atlanterhavet et stykke nord for Lissabon. Men nogle år tidligere havde Seve designet banen på øen Porto Santo HELT ude i Atlanterhavet, lige ved siden af Madeira.

Porto Santo Golfe åbnede i 2004. Spørgsmålet er – lige som det er tilfældet med så mange andre topspillere/banedesignere – hvor meget banearkitektur Ballesteros rent faktisk bidrog med på Porto Santo Golfe.

Men fuld størrelse-silhuetten af hans ikoniske sejrspositur pryder klubhusets indgangsparti. Og banens 14. hul – et skarpt dogleg, som man kan skære ved at drive bolden hen over klippekanterne – dét er helt i vovehalsen Seves ånd.

Porto Santo Golfes head pro, Andrew Oliveira, har været med lige fra begyndelsen, og han husker tydeligt indvielsesdagen i oktober 2004 – for det var naturligvis banearkitekt Ballesteros selv, som, ni år efter at han vandt sin sidste store turnering, skulle slå det første slag.

”Seve havde ikke taget egne køller med, men han ville gerne låne et sæt Callaways, for de var hans sponsor. Så han lånte mine. Han startede med et drive to bolde out of bounds. Han spurgte drillende: ’Er det et sæt damekøller?’ Jeg prøvede at forklare, at min driver skam HAVDE stift skaft,” fortæller Andrew Oliveira.

”Bag efter spurgte Seve, om HAN kunne få MIN autograf på en kasket fra pro-shop’en. Det var nærmest surrealistisk,” husker Andrew Oliveira.

Columbus og drageblod

Over 500 år før Seve Ballesteros landede en anden sydeuropæsisk legende og verdensrejsende på Porto Santo: Christopher Columbus. Før han i 1492 første gang sejlede vestpå over Atlanten, arbejdede Columbus i slutningen af 1470’erne som handelsmand i Madeiras lukrative sukkerindustri.

Han giftede sig med datteren af guvernøren for Porto Santo, et bryllup, man mener, blev fejret i Lissabon i 1479 eller 1480. De fik en søn, Diego. Og man mener, at Columbus i sin tid på Porto Santo boede i et hus på det sted, hvor Columbus House Museum Porto Santo (museucolombo-portosanto.com) i dag befinder sig.

Portugisiske opdagelsesrejsende kom som de første til den ubeboede ø Porto Santo i 1418. En væsentlig grund til, at øen den dag i dag fremstår bar, gold og i skærende kontrast til sin ’grønne’ nabo, Madeira, er at nogle af de tidligste kolonister slap kaniner fri i et økosystem, der aldrig havde omfattet pattedyr. Kaninerne åd simpelthen alt, hvad der var værd at æde på den lille ø.

En anden grund er, at øen blev fuldstændig skovet for sine mange, værdifulde drageblodstræer. Men de er ikke glemt. Casa do Velho Dragoeiro (”Huset med det gamle drageblodstræ”) hedder det fine lille hotel i Porto Santos hovedby Vila Baleira, som  det angolansk-engelske ægtepar Maria Helena og Bob Goacher driver.

Stedets restaurant er god til fisk – heriblandt den lange, slanke ???XXXXXXX?? som fås mange steder på øen og ligner resultatet af en ål, der har parret sig med en barracuda. Skræmmende ser den ud, som den ligger dér i restaurantens montre med tænder og det hele, men de store grillstegte stykker af kalorius smager fortræffeligt.

Ifølge Andrew Oliveira begyndte de lokale myndigheder, med hjælp fra det portugisiske fastland, i begyndelsen af 00’erne at undersøge mulighederne for at satse på turisme. Øens klima er yderst behageligt med en særdeles flad temperaturkurve med gennemsnitstemperaturer fra 15,5 grader i januar til 22,5 grader i august/september.

En lufthavn var der allerede. Den havde – i modsætning til den på Madeira – altid været mere tilgængelig uanset vindforhold, og i slutningen af 1980’erne forlængede  NATO start- og landingsbanen til 3.500 meter.

Svær start på banen

En af de ting, der skulle lokke turister til øen, var golfbanen, som blev bygget i årene 2002-04. Andrew Oliveira fortæller, at man havde visse problemer med at få bermudagræsfrøene til at blive liggende, når man havde sået. Der skulle ikke meget vind til i de bare omgivelser, så blæste frøene væk.

Den slags er der ingen spor af i dag, hvor banen står fin og grøn, da jeg besøger den i slutningen af marts.

De 18 helt åbne huller er lidt usædvanligt fordelt på seks par 3, seks par 4 og seks par 5 huller. De løber i terrænet klart og tydeligt med ni huller på hver sin side af klubhuset. På de første ni starter man med tre par 4 huller på 375-400 meter fra gul tee samt et par 5 hul, og de er tillige er hcp-indeks 1, 3, 5 og 7 – så er vi lige som i gang! For9 måler da også 3.070 meter og er således 160 meter længere end bag9.

Fra backtee måler banen over 6.400 meter, og den lagde i årene 2009-11 græs til Madeira Islands Open på Europa-touren/Challenge-touren. I 2009 blev turneringen vundet af Estanislao Goya, argentineren, der siden blev kendt som manden, der lavede Made in Denmarks første hole-in-one.

Bag9 er mere spændende. Her er der vand i spil på syv huller – på for9 er det kun på to – og på 13./14./15. er der tale om havvand, det rene og skære Atlanterhav, som slår sine frådende folder mindst 50 meter neden for de stejle klippeskrænter.

  1. og 15. er smukke og meget dramatisk beliggende par 3 huller med klipperne og havet som distraherende faktorer ude til højre. Sammen med 14. hul danner de en slags ”Seves Corner”, og netop 14. er det hul, der fæstner sig dybest i erindringen efter en runde på Porto Santo.

338 meter fra gul tee og et næsten 90 grader dogleg, der drejer højre om klipperne og vandet dybt, dybt nede. Du kan vælge den sikre vej lige frem, men driver du f.eks. 190 meter, skal andetslaget stadig slås delvist ind over den frygtindgydende skærsild.

Og ellers kan du satse hele butikken og slå direkte mod greenen i det fjerne. Det kræver lige godt 230 meter carry at nå derop. Slår du bolden lige eller lidt til venstre, men kort, kan du gå ned og finde den i et waste area. Slår du bolden til højre, er den væk.

I bogen ”Natural Golf” forklarer Ballesteros, hvordan han så sine spektakulære slag for sig:

”Jeg står lige bag bolden, stirrer intenst på mit mål og venter tålmodigt på, at filmene skal begynde. Nogle gange ser jeg så mange slag dukke op, at det føles, som om jeg kigger i et kaleidoskop … Når jeg ser det slag, der vil fungere bedst, visualiserer jeg det sving, der skal til for at udføre slaget, og endelig vælger jeg den rette kølle til opgaven.”

Selv greenområderne på 13., 14. og 15. hul synes designet med flere små lavninger og tuer end på resten af banen. Spændende og udfordrende områder a la dem, mesteren selv havde fantasien til at vælge og slå de rigtige slag fra.

Streger helt i Seves ånd – akkurat som den S-formede bunker ved 18. green.