Sigter godt men rammer skidt

Hvis du gør alt rigtigt, men intet falder i, når du putter, så kan det måske skyldes, at du fokuserer blikket det helt forkerte sted.

485

På St. Francis Xavier University i Canada har studier vist, at golfspillere som holder blikket på hullet, mens de putter, er mere succesrige end spillere der fokuserer på bolden.

Det er et sjældent set fænomen i golfverdenen, men en af de få, som praktiserer denne teknik, er den tidligere US Masters-vinder Jordan Spieth.

Inspirationen for testen kommer fra basketball og ishockey, hvor spillere normalt har øjnene fokuseret på målet og ikke på bolden.

Over fire dage testede man 28 erfarne golfspiller. 40 procent af de putts, hvor spillerne holdt øjnene fokuseret på målet, gik i hul. Det var tre procent bedre end de putts, hvor spillerne havde blikket på bolden.

”Tre procent lyder ikke af meget, men det vil spare golfspillerne et slag pr. runde, og i scoresammenhæng er det meget,” siger en af forskerne bag undersøgelsen, Neil MacInnis, som til daglig forsker i, hvordan golfspillere kan svinge deres køller og jern mere effektivt og hvordan man bedre kan tilpasse golfudstyr.

Hele undersøgelsen er udgivet i the International Journal of Golf Science.