Skuffende 2017 for Rory

Sæsonen gik ikke helt, som McIlroy havde håbet. Nu holder han pause ind til Abu Dhabi Championship i januar.

574

Det er ikke blevet til en eneste sejr for Rory McIlroy i hele 2017. Hele nordirerens sæson blev ganske godt opsummeret ved Dunhil Links Championship først i oktober, hvor det blev til en skuffende delt 63. plads. Rory har selv følt, at det har været tid til at tage en pause og begynde at se frem imod den kommende sæson.

Siden 2014 har McIlroy ikke vundet en major og haft forskellige skadespauser – i år har han siddet ude dele af sæsonen med en skade i brystregionen. Det er derfor kun blevet til 18 turneringstarter. En anden årsag skal findes i den øgede konkurrence fra de mange unge talenter, som har indhentet McIlroy. Som han selv siger, er det tid til at planlægge anden halvdel af sin karriere, og derfor må han holde pause nu, så han kan lægge fundamentet til de kommende sæsoner.

Rory drømmer stadig om at overgå Gary Player med ni major-titler og dermed blive den mest vindende ikke-amerikaner. 2017 har budt på syv Top 10-placeringer, heriblandt to andenpladser som det bedste resultat.