Spændende nyheder til sæsonen 2017

En hi-tech driver fra Cobra, der måler dine slag via en sensor i grebet, og en bold fra Mizuno som flyver længere i luften er blandt årets nyheder

308
Cobra kommer med helt nyt hi-tech til deres driver i år, som kan måle dine slag.

Af Jan Rosenthal og Jørgen Schultz

Driver – Cobra King F7 MED INDBYGGET SLAGMÅLER

Når man føler, at man har trykket godt igennem med driveren, så kan det være rart at vide, hvor langt man egentlig har slået. Det kan Cobras nye F7 driver fortælle dig efter hvert slag ude på golfbanen. F7 er nemlig den første golfkølle i verden med en indbygget sender, som viser, hvor langt du slået hvert eneste drive på din golfrunde.

Måleudstyr er ikke noget nyt i golfsporten, og i de senere er der kommet masser af gadgets på markedet, som kan opmåle slag og vise, hvor man har været på golfbanen. Men Cobra har forenklet metoden, og gjort det uhyre enkelt at tage i brug. De har indgået et samarbejde med firmaet Arccos, som er specialister i at udvikle opmålingssystemer til golfsporten. Det har resulteret i Cobras helt eget system, Cobra Connect, som sidder indbygget i enden af grebet.

Driveren er klar til at måle dine slag fra 1. tee. Man skal blot hente en app for at kunne se sin slaglængde. Men det er ikke kun længden af dine slag, Cobra Connect kan vise. Den kan f.eks. også fortælle dig, om du har en tendens til at slå dine bolde oftere til højre end til venstre.

Tour-spillerene Rickie Fowler, Bryson DeChambeau og Lexi Thompson vil bruge systemet i 2017, så man kan for sjov gå ind og sammenligne sine egne slag med deres i løbet af året.

Ud over det indbyggede lir i grebet er driveren tunet til at kunne slå så langt som muligt – uden at gå på kompromis med sine meget tilgivende egenskaber. Normalt er det ikke muligt at få en driver til både at forebygge et slice, være tilgive
nde og på samme tid slå bolden med meget lidt spin, men det hævder Cobra at have opnået med F7.

Tre justerbare vægte i bunden (en på 12 gram og to på 2 gram) kan placeres alt efter, hvilken type slag man har tendens til at slå – og det indbyggede målesystem kan give dig et godt billede af din tendens.

Ved at skrue den 12 gram tunge klods fast i bageste ende af køllehovedet opnår man størst mulig tilgivelse i slaget. Ved en placering af 12 gram klodsen forrest i køllehovedet nedsættes boldens spin med op til 410 o/min. (som svarer til en øget slaglængde på små 10 meter). Har man brug for hjælp til et fade, skal den store klods skrues ind i området ved hælen.

Pris: 2.999 kr.
cobragolf.dk

Hybrid – Cobra King F7 KONGEN PÅ SKINNER

Det er efterhånden mere reglen end undtagelse, at der med udgivelsen af et nyt jernsæt eller fairwaykøller også følger en tilhørende hybrid. Golfspillere over hele verden har taget hybriderne til sig, og i processen med at blive fittet til et bestemt sæt er det mindst lige så vigtigt at have en hybrid med i overvejelserne.

F7 hybriden har været to år undervejs, for Cobra har videreudviklet på de skinner i bunden af hybriden, som de allerede udviklede helt tilbage i 1975 og kendes fra Baffler-serien. Cobras studier af køllehovedets kontakt med græsset viser, at store skinner i bunden har den bedste effekt på højtloftede hybrider. Ved at påvirke køllens kontakt med græssets overflade kan man mindske tabet af køllehovedets fart i tilslagsøjeblikket.

De nye skinner på F7 kan sørge for, at køllen rammer bolden med en øget hastighed på 3-5 km/t. Mere fart i køllen tilfører bolden en øget hastighed på 5-7 km/t, og det er der gode meter at hente ved.

Pris: 1.699 kr.
cobragolf.dk

Bold – Mizuno JPX Platinum LÆNGERE I LUFTEN

Bolde fra japanske Mizuno ses ikke så ofte uden for hjemlandet, men nu har Mizuno fremstillet den såkaldte JPX Platinum-bold til den bedre spiller, og den bør vække opsigt i Europa og USA.

JPX Platinum er Mizunos bud på en tour-bold opbygget i fem lag og rettet mod samme købersegment som eksempelvis Titleists Pro V1-bolde. Bolden har en høj kurve med lavt spin, og det er derfor en bold, der favoriserer en spiller med en forholdsvis høj svinghastighed.

Det er en bold med stor feel og med distance-kontrol. Den helt store nyhed er de såkaldte mikro-dimples – boldens 512 almindelige dimples er simpelthen suppleret med en række langt mindre dimples.

Mizuno-ingeniørerne mener at have fundet frem til, at disse mikro-dimples er med til at holde bolden længere i luften.

Pris (pr. dus.): 450 kr.
golf.mizunoeurope.com