Spørgerunden med Bendt Bendtsen

Den tidligere økonomi- og erhvervsminister mener, at der skal være pænt og ryddeligt på rangen, og rigtige mænd bør spise bøf i klubhuset

165
  1. Hvem er de tre andre nulevende i din drømme-firbold?

”Mine fire kammerater, som jeg skyder sæsonen i gang med i Sydfrankrig hvert år. Det er Kent Kirk og Helge Adam Møller (tidl. ministre for De Konservative) og Alf Duch-Pedersen (tidl. dir. for Danisco). Luftkaptajnen Stefan G. Rasmussen er også med, men han spiller ikke længere golf. Til gengæld er han overdommer i vores matcher – trofæet er et gyseligt lyserødt slips – og så underholder han med saxofonspil under middagen om aftenen.”

  1. Hvad er din største styrke i golf?

”Jeg slår langt og lige med min 3-kølle, også fra fairway.”

  1. Og din største svaghed?

”Jeg går direkte efter flaget hver eneste gang. Man kunne sikkert få flere point ved at spille mere konservativt, men fornemmelsen ved at lave drømmeslaget vinder over fornuften.”

  1. Den bedste bane du har spillet på herhjemme?

”Vestfyns Golfklub. Banen består af både åbne arealer og parklignende områder – og jeg er ret begejstret for især parkbaner. Meget af mit golfspil foregår i ferierne – jeg har f.eks. ikke spillet en eneste bane i Belgien, selv om jeg har arbejdet der i otte år. Men én gang hvert år spiller jeg herhjemme, nemlig 1. maj, og der vælger jeg og et par partikolleger en golfbane med en rød sløjfe – så får vi i det mindste kippet med det røde flag 18 gange den dag.”

  1. Og i udlandet?

”Valderama er den flotteste bane, jeg kender, men også den mest irriterende. Nu har de ganske vist lavet 17. green om – det var jo helt umuligt at lande en bold på greenen, uden at den trillede i vandet. Jeg har også gode minder fra Crans Montana, hvor Helge Adam Møller og jeg engang vandt en holdturnering.”

  1. Din laveste runde, brutto?

”85 slag. Den runde fik mig ned i hcp 15,1.”

  1. Hvad har du i bag’en?

”Driver: Callaway XR senior flex. 3-kølle: Callaway XR senior flex. 5-kølle: Callaway XR regular flex. Rescue: Callaway X2 Hot 25° regular. Jern: 5-PW Callaway Razr X regular. Wedge: Cleveland 52°. Putter: TaylorMade tpi 24.”

  1. Hvilken er din yndlingskølle?

”Min 3-kølle, den slår jeg lige med.”

  1. Hvad er det bedste golftip, du nogen sinde har fået?

”Når man putter, skal man sørge for at holde øjnene inde over bolden – så sigter man bedre.”

  1. Hvem gav dig din bedste lektion – i Danmark eller i udlandet?

”Leif Nyholm, vi kom hele vejen rundt om golfspillet. Jeg begyndte at spille golf i en lidt sen alder, og har haft en tendens til at købe mere udstyr end træningstimer. Leif sagde, at jeg slår for stejlt ned på bolden, og det prøver jeg nu at undgå ved at holde albuerne lidt mere samlet.”

  1. Hvilket firma har den hotteste golfkollektion lige nu?

”Jeg har været gift i 37 år, så jeg går ikke så meget op i mode. Men Backtee laver gode ting

  1. Hvad er den bedste træningsbane?

”Odense Eventyr, jeg har kort til automaten på driving range, så jeg er fri for at løbe rundt efter mønter. Jeg kan godt lide, at der er pænt og ryddeligt på rangen, og det er der i Odense Eventyr.”

  1. Hvor i Danmark har du fået det bedste måltid i en golfklub, og hvad var det?

”Himmerland Golf & Country Club. Rigtige mænd spiser bøf – og der fik jeg noget meget mørt kød.”

  1. Hvad er din drømme-golfdestination?

”Pebble Beach, det er en legendarisk bane. Jeg har engang spillet på en bane i Kina, som var en tro kopi – men jeg vil nu gerne prøve at spille den originale. Jeg kan godt lide svære baner og er ikke typen, der spiller uden om søer og kløfter.”

  1. Har du lavet hole-in-one?

”Aldrig, men jeg har ligget tre centimeter bag hullet i Crans Montana.”

  1. Beskriv dit bedste slag nogen sinde.

”Jeg har vundet længste drive på Old Course i en turnering, som vi arrangerede i partiet. Jeg var formand dengang, og det bedste af det hele var, at Helge Adam Møller ikke kunne hamle op med mit slag.”

  1. Hvad er den mest vanvittige golfoplevelse?

”I Sydspanien skulle jeg engang slå et svært slag ud over en slugt. Der var en lille sø langt ude til højre, som overhovedet ikke var i spil. Men jeg ramte bolden så dårligt, at den røg i søen, og det slag overlevede min kølle desværre ikke. Det sker kun en gang i tilværelsen, at man er så dum.”

  1. Hvem er din største golfhelt?

”Jeg kan godt lide Søren Kjeldsen. Han har fået et comeback i en sen alder og er både rolig og ydmyg omkring det.”