Spørgerunden med Carsten Bang

Stand up-komiker er ikke den store træningsnarkoman, men kan til gengæld godt lide at lave spas på banen. Det gik engang ud over Brian Nielsen – som gav igen på sin helt egen måde

150
  1. Hvem er de tre andre nulevende i din drømme-firebold?

”John Daly, hans historie er fantastisk, og så er han virkelig en karakter. Han er måske ikke så sjov, men det kunne være cool at have ham med. Daniel Agger, ham spillede jeg for nylig med på Royal, og han er en herlig fyr. Thorbjørn Olesen, han er en fabelagtig golfspiller og let at gå til som person. Han var med i tv-programmet ”Femte halvleg”, og der blev jeg faktisk star-struck.”

  1. Hvad er din største styrke i golf?

”Jeg driver ret godt. Har vundet længste drive i stjernegolf et par gange.”

  1. Og din største svaghed?

”De korte distancer fra 20-60 meter. Der står jeg og er mest usikkerhed.”

  1. Den bedste bane du har spillet på herhjemme?

”The Scandinavian, de har de bedste greens, selv om Himmerlands også er gode. De er hurtige, og det kan jeg godt lide. Langsommere greens er mere utilregnelige.”

  1. Og i udlandet?

”Jeg har ikke spillet ret meget i udlandet, men jeg var for mange år siden i Thailand og spillede på  Blue Canyon Country Club i Phuket. Det var en oplevelse, men nok mest fordi man går i en helt anden slags natur. Danske skove er flotte, men det her var mere eksotisk, og vejret var pragtfuldt.”

  1. Din laveste runde, brutto?

”Aner det ikke, jeg har ganske vist spillet slagspil en del gange, men det er sjældent gået ret godt.”

  1. Hvad har du i bag’en?

”Driver: Callaway Big Bertha 11°, Aldila 75 stiff-skaft (ødelagde for nylig i raseri min XR i et svagt øjeblik). 4-wood: Ping G20 16,5°, TFC 169F, senior flex-skaft. Hybrid: Olympic 24°, regular grafitskaft, (min ’Fakta-kølle’, kan godt lide at have en kølle til 100 kr.). Jern: 4-PW, Cleveland CG Gold, True Temper Dynamic Gold S-300-skafter. Wedges: Titleist Vokey BB 52° bounce 08, Rawlinds10-jern 56° og Cleveland 588 64° bounce 10. Putter: Odyssey White Hot Pro #7.”

  1. Hvilken er din yndlingskølle?

”Det er driveren. Jeg elsker at slå med den.”

  1. Hvad er det bedste golftip, du nogen sinde har fået?

”Jeg skal være mere stiv og låst i kroppen i tilbagesvinget. Det føles ganske vist lidt stift, men jeg har meget mere kontrol med svinget, også selv om det stadig føles mere akavet.”

  1. Hvem gav dig din bedste lektion – i Danmark eller i udlandet?

”Leif Nyholm sagde en gang til mig, at jeg bevægede mig for meget til siden, så det prøver jeg at lade være med.”

  1. Hvilket firma har den hotteste golfkollektion lige nu?

”J. Lindeberg, jeg har et par af deres bukser, som jeg er rigtig glad for.”

  1. Hvad er den bedste træningsbane?

”Tja, en af grundene til, at jeg har et handicap på 13,7, er nok, at jeg ikke rigtig får trænet ret meget. De gange, jeg er taget ud i golfklubben blot for at træne, kan tælles på én hånd. Der er ikke rigtig noget at spille om på en driving range.”

  1. Hvor i Danmark har du fået det bedste måltid i en golfklub, og hvad var det?

”Golfbaners restauranter er ofte gode. Det hænger måske sammen med, at man er ret sulten efter at have spillet 18 huller. Men burgerne på Lyngbygaard er virkelig gode. Er man på tur og føler sig sulten, er det altid en god ide at køre ind til en golfklub på vejen, for der kan man som regel få noget glimrende mad.”

  1. Hvad er din drømme-golfdestination?

”Old course på St Andrews, fordi den er ikonisk. Der ligger en masse historie alene i navnet. Jeg købte engang en øl, hvor der stod St Andrews på. Jeg syntes, at den smagte ret godt, men måske var det blot på grund af navnet.”

  1. Har du lavet hole-in-one?

”Nej, men allerede en af de første år var jeg tæt på i Smørum.”

  1. Beskriv dit bedste slag nogen sinde.

”I Himmerland vandt jeg en længste drive-konkurrence sidste år, men det er faktisk ikke det slag, jeg tænker på. Umiddelbart efter slog jeg nemlig andetslaget med min Fakta-køllen op til et eagle-putt og endte med at få birdie.”

  1. Hvad er den mest vanvittige golfoplevelse?

”Ved et stjernetræf i Horsens for ti år siden spillede jeg med Søren Stryger og Brian Nielsen. På et par 3 hul skal Brian til at slå ud men tee’er sin bold op foran tee-klodserne. Søren fortæller ham, at han er nødt til flytte bolden længere tilbage, og det skumler Brian lidt over. Mens han flytter tee og bold længere tilbage, flytter jeg tee-klodsene længere tilbage, uden Brian opdager det, og fortæller ham, at han stadig er for langt fremme. Jeg laver samme nummer med ham endnu en gang, og efterhånden er Brian rasende, men han opdager ikke min practical joke. Jeg fortalte ham det først efter runden, hvorefter jeg fik et kærligt nyrestød af Brian, som gjorde helt vildt ondt – men det var det hele værd.”

  1. Hvem er din største golfhelt?

”Phil Mickelson, jeg kan godt lide at se ham spille og håber som regel, at han vinder. Hans korte spil er imponerende, og så er han rolig og afbalanceret, men kan også blusse op. Det er også en god historie, at han blev venstrehåndet ved at spejle sig i sin fars golfsving.”