Spørgerunden med Leif Nyholm

”Doktor” Nyholm sværger til Callaway og er med tiden blevet opmærksom på, at femminutters lektioner ofte er de bedste

495
Spørgerunden med Leif Nyholm

Fortalt til Jan Rosenthal

1. HVEM ER DE TRE ANDRE NULEVENDE I DIN DRØMME-FIREBOLD?
”Barack Obama, for jeg synes, at han gjorde et godt forsøg på at være præsident, selv om han ikke kunne få lov til så meget. Jack Nicklaus, fordi han foretog et kvantespring i den tid, jeg voksede op med golf. Og så Tony Johnstone, tour-spiller og kommentator for BBC. Han er kommet med mange sjove bemærkninger gennem tiden.”

2. HVAD ER DIN STØRSTE STYRKE?
”Der er ikke nogen styrke tilbage. Men fra 85 meter og ind til greenen går det stadig fint. Jeg gider jo ikke at stå og træne de lange slag mere, for de bliver kortere og kortere med årene.”

3. HVAD ER DIN STØRSTE SVAGHED?
”Det må være mit temperamentet. Jeg kan stadig tabe sutten, når jeg ikke rammer bolden, som jeg har forestillet mig. Heldigvis går det hurtigt over.”

4. DEN BEDSTE BANE DU HAR SPILLET PÅ HERHJEMME?
”Jeg har altid godt kunnet lide Holstebro. Det er en solid bane og en god udfordring. Jeg husker, at det altid blæste, når vi skulle spille turnering der om foråret. Og så er det en smuk naturoplevelse.”

5. OG I UDLANDET?
”Black Diamond Ranch i USA er en af de baner, der har gjort størst indtryk på mig. Den 18-huls-bane, der hedder The Quarry, er anlagt ved et gammelt stenbrud. Man spiller på kanten af stenbruddet, og så er den designet af en af mine favoritdesignere, Tom Fazio. Desværre er det en privatbane, som kan være ret svær at kom”

Black Diamond
15. hul på Black Diamond-anlæggets The Quarry-bane i Florida, Leifs udlandsfavorit

6. DIN LAVESTE RUNDE, BRUTTO?
”En 65’er sammen med nogle venner oppe på Simon’s. Jeg havde ikke ret store forventninger til mit spil den dag, men jeg sluttede med to eagles på de sidste to par 5 huller.”

7. HVAD HAR DU I BAG’EN?
”Bag’en er fyldt med Callaway udstyr. Driver: Callaway EPIC Subzero 9°, Aldila Rogue Silver 60-3.4.5-S. 3-kølle: Callaway X-Hot 15°, Project X 6.0. Hybrid: Callaway X-Hot 15°, Aldila Hybrid 65-S. Jern 4-6: Callaway Apex, True Temper Gold S-300. Jern 7-PW: Callaway Apex Pro, True Temper Gold S-300. Sand og gap wedges: Callaway MD3 Milled, 52° med 10° bounce, 56° med 12° bounce, S-Grind. Lob wedge: Callaway Mack Daddy, 10° bounce (slebet til 8°), PM-Grind. Putter: Odyssey Metal-X 7, 32,5 tommer lang med Fatso-grip. Bold: Callaway Chrome Soft.”

8. HVILKEN ER DIN YNDLINGSKØLLE?
”I øjeblikket er det putteren. Jeg har en tendens til at sigte til venstre, men med den hér kan jeg sigte lige. Det gælder om at finde noget, der kan kompensere for de fejl, man ofte har.”

9. HVAD ER DET BEDSTE GOLFTIP, DU NOGEN SINDE HAR FÅET?
”Forventning minus realitet er lig med frustration. Hvis forventningerne ikke er realistiske, så udmønter det sig i frustration.”

10. HVEM GAV DIG DIN BEDSTE LEKTION – I DANMARK ELLER I UDLANDET?
”Lydia Middelboe, min gamle træner i Asserbo. Hun kunne få mit sving på plads på to minutter, hvis jeg en aften stod og var frustreret på driving rangen. Jeg har tit tænkt på, at de bedste lektioner ofte har været på fem minutter.”

11. HVILKET FIRMA HAR DEN HOTTESTE GOLFKOLLEKTION NU?
”Jeg synes, at Nike laver nogle lækre ting. De holder i lang tid. Sådan en polo bliver ikke sur af at blive vasket mange gange.”

12. HVAD ER DEN BEDSTE TRÆNINGSBANE DU HAR VÆRET PÅ?
”Orange County National i Florida. Det er en gammel public course med en kæmpestor oval driving range, hvor der er små greens hele vejen rundt, man kan chippe til.”

13. HVOR I DANMARK FIK DU DET BEDSTE MÅLTID I EN GOLFKLUB, OG HVAD VAR DET?
”I Nordvestjysk Golfklub fik jeg det store fiskebord. Det var en firmadag for Lisa Holm Sørensen (tidl. LET-pro, red.) hvor vi fik al slags fisk fra Vesterhavet. Hendes far havde fiskeauktionen i Hanstholm. Det var en opvisning i fiskebord.”

14. HVAD ER DIN DRØMME-GOLFDESTINATION?
”Jeg har aldrig været i New Zealand. Jeg sad engang i en bus med Michael Campbell, som fortalte vidt og bredt om, hvor smukt der er. Siden da har jeg sagt til min kone, at vi er nødt til at prøve at spille golf der på et tidspunkt.”

15. HAR DU LAVET HOLE-IN-ONE?
”Ja, på det gamle 5. hul i Asserbo. Jeg kunne desværre ikke se den gå i hul.”

16. BESKRIV DIT BEDSTE SLAG NOGEN SINDE …
”Jeg har kvajet mig mere, end jeg har slået gode slag. Jeg var engang med et hold danskere på PGA Catalunya Resort og ventede på at slå ud på 1. tee. Jeg stod på backtee og pustede mig op, men starteren ville have mig til at slå ud. Jeg ville ikke slå, for der var 260 meter til en buggy med spillere. Så blev starteren lidt fornærmet, men da jeg så endelig slog, landede bolden lige der, hvor buggy’en havde stået. Det grinte vi lidt af, men starteren sagde ikke så meget.”

17. HVAD ER DIN MEST VANVITTIGE GOLFOPLEVELSE?
”Det var at komme ind i omklædningsrummet, da Europa havde vundet Ryder Cup i 1997. Det var helt surrealistisk. De var alle sammen splitternøgne, og bajerne fløj rundt i luften. De havde travlt med at komme i bad, for de skulle være i festtøjet på 10 minutter. Det var en sjov oplevelse.”

18. HVEM ER DIN STØRSTE GOLFHELT – GENNEM TIDEN?
”Bernhard Langer opfører sig eksemplarisk og har været en god ambassadør for sporten. Han er dén aktive golfspiller, som jeg respekterer mest, både på grund af hans golfspil og hans måde at være på.”