Spørgerunden med Thomas Uhrskov

Skieksperten er ukuelig optimist, hver gang han skal på golfbanen, og overbevist om, at han brænder banen af – også selv om han kun spiller ti runder om året

604
  1. Hvem er de tre andre nulevende i din drømme-firebold?

”Sir Kenneth Robinson (engelsk forfatter og undervisningsekspert, red.) har gjort sig mange tanker om skolegang og undervisning – det er jeg meget optaget af. Undervisningsminister Merete Riisager, for hun gør det ret godt, synes jeg, selv om jeg ikke er enig med hende i alt. Sir Richard Branson, som bl.a. ejer Virgin Records. Han er en af verdens rigeste mænd på trods af, at han er hamrende ordblind. Dem vil jeg gerne have en snak med – og på golfbanen er der både tid til at tale sammen og ikke mindst tid til at reflektere undervejs.”

  1. Hvad er din største styrke i golf?

”Jeg er altid overbevist om, at det er i dag, jeg brænder banen af.”

  1. Og din største svaghed?

”Min modvilje mod at spille safe. Jeg vil hellere tage en chance end spille på det sikre. Selv om jeg godt ved, at det er åndsvagt.”

  1. Den bedste bane du har spillet på herhjemme?

”Himmerland er en fantastisk bane. Men jeg vil lige så gerne tage med nogle venner til et par baner på Lolland-Falster i et par dage. Det har vi gjort før, og det var en god oplevelse. Vi følte os enormt velkomne, og alle var super søde. Her behøver man ikke komme kørende i en bil til 700.000 kr. for at få en god service.”

  1. Og i udlandet?

”For mange år siden var jeg med min far på Aloha Golf Club ved Marbella i Sydspanien. Den var simpelthen så flot og velholdt. Græsset stod snorlige, men greens var lige så hårde som et køkkenbord. Det var også lidt fascinerende at spille lige i hælene på Sean Connery – han kan åbenbart tillade sig at have sin egen dresscode på golfbanen: Shorts og bar mave.”

  1. Din laveste runde, brutto?

”Jeg har aldrig talt slag. Jeg har endnu ikke prøvet at gå en golfrunde uden at strege et hul. Så det vil være mange slag.”

  1. Hvad har du i bag’en?

”Driver: TaylorMade r7 draw 460, 10,5°, 55 gram regular skaft. 3-kølle: Cobra Baffler XL, 16°, 60 gram regular skaft. Hybrid: TaylorMade Mid 3H, 19°, 65 gram regular skaft. Jern: 4-PW King Cobra S9, N.S. Pro 900 XH stålskafter. Wedges: Cleveland CG 10, 50°, og Tour Action Reg. 588, 56°. Putter: Ping Anser Karsten.”

  1. Hvilken er din yndlingskølle?

”9-jernet. En afstand på 115 meter ind til greenen passer mig perfekt. Men jeg kan også godt lide min driver – det er jo sjovt, når det funker.”

  1. Hvad er det bedste golftip, du nogen sinde har fået?

”Jeg skal holde mit håndled i ro i tilbagesvinget.”

  1. Hvem gav dig din bedste lektion – i Danmark eller i udlandet?

”Uden sammenligning: Magnus Landstrøm – og jeg har fået mange gode lektioner. Han filmede mig på alle ledder og kanter, og i stedet for at give mig otte ting at tænke på, så gav han mig kun halvanden. En god underviser er netop kendetegnet ved, at han ikke siger så meget, kun det relevante.”

  1. Hvilket firma har den hotteste golfkollektion lige nu?

”Kjus, det synes jeg er pissegodt. De bruger gode materialer, men designet kan godt virke lidt altmodisch.”

  1. Hvad er den bedste træningsbane?

”Helsingør. Deres driving range er rent faktisk smuk, og der er nogle gode mål at slå efter.”

  1. Hvor i Danmark har du fået det bedste måltid i en golfklub, og hvad var det?

”I Himmerland. Jeg deltog i ”Stjernegolf”, hvor man samler penge ind til syge børn og deres familier. Et catering-firma havde stillet et telt op ved hul 10, hvor de tilberedte en kombination af rugbrød og tapas. Det smagte fuldstændig forrygende, så det var lidt svært at komme videre derfra.”

  1. Hvad er din drømme-golfdestination?

”Jeg kunne godt tænke mig at komme til England eller Irland og opleve den klassiske form for golf. Ved godt, at man skal forvente både regn og blæst, men det kunne være sjovt at prøve og så bagefter komme ind i klubhuset og fornemme den særlige engelske stil og stemning.”

  1. Har du lavet hole-in-one?

”Jeg har været halvanden centimeter fra. Bolden slog ned i hulkanten og lagde sig lige bagved.”

  1. Beskriv dit bedste slag nogen sinde.

”Da jeg var på Lolland med nogle venner for et par år siden, var vi på et par 5 hul, hvor jeg kom på greenen i to slag. I andetslaget slog jeg over 200 meter med min 3-kølle. Det var forrygende.”

  1. Hvad er den mest vanvittige golfoplevelse?

”En af mine venner har et værre temperament end jeg. Efter at have slået et kummerligt slag kastede han sin lille bærebag ind i et buskads. Vi kunne ikke finde den, for der var faktisk en mose inde i det buskads. Vi var flade af grin, og vi bruger nu udtrykket ’Vil du kaste en provisorisk bag?’ når folk har slået et dårligt slag.”

  1. Hvem er din største golfhelt?

”Det er så traditionelt at sige Tiger Woods, så jeg tror, at jeg vælger Bubba Watson. Han er dejlig uortodoks, og så ser han ud, som om han nyder det.”