Står/Lyser som en lanterne i landskabet

913

PORTUGAL
Bendt Almvig retter de arkitektoniske briller mod et præmieret klubhus i Algarve

”Meget interessant. Jeg er sikker på, at huset er eksponent for den arkitektoniske ide, der går ud på, at man benytter sig af de lokale byggematerialer, der er naturligt tilgængelige i nærheden. Det er et fascinerende mål. En beslutning, der nødvendigvis må tages helt fra begyndelsen, og som i sidste ende skaber husets udseende.”

”Det får mig til at tænke på dengang, den nuværende danske ambassade i Beijing skulle bygges. Dér brugte man også lokale byggematerialer, sten gravet op af jorden og hugget til. Hvilket fik kineserne til at tænke ’Det må være et fattigt land, når de ikke har råd til at bruge noget andet!’”

”Man ser også ideen virkeliggjort i forbindelse med brug af skifer. I dette tilfælde er der tale om de sten, der er brugt i plinten, stueetagen, og om træværket på første sal.”

”Todelingen er helt bevidst. Ikke kun den horisontale med de to næsten adskilte konstruktioner (se lille foto), men også lodret, hvor man har bygget en tung plint og sat en let krop oven på.”

”Deroppe på toppen står huset og lyser som en lanterne i landskabet – både i aftensolen, men også når det er mørkt, fordi den øverste del er transparent hele vejen rundt. Og huset virker større, end det er, på grund af træfladerne og skyggeafskærmningen.”

Klubhuset på Espiche Golf i det vestlige Algarve åbnede i maj sidste år. Det var som det eneste uden for USA nomineret til en pris i det amerikanske magasin Golf Inc.’s konkurrence om Årets Klubhus. Espiche fik 3. præmie. Se mere på espiche-golf.com

Fortalt til Jan Frimodt