Trump udvider sit skotske kongerige

Den amerikanske præsident havde sendt sønnen Eric til åbningen af sin nye bane, som fik en bemærkelsesværdig åbningsceremoni.

88

Donald Trump er en ivrig golfspiller og ejer flere golfanlæg rundt omkring på kloden. For nyligt åbnede han endnu en bane i Skotland på sit eget anlæg Trump Turnberry. På anlægget ligger i forvejen Ailsa, som i en ikke så fjern fremtid er en mulig værtsbane til Open Championship.

Den nye bane på Trump Turnberry har fået det royale navn King Robert the Bruce Golf Course. Eric Trump og hans kone Lara var værter ved indvielsen. Når Trump-familien byder ind til fest, kan man være sikker på, at det ikke går stille for sig, hvilket heller ikke var tilfældet ved åbningen af King Robert the Bruce Golf Course. En skuespiller i fuld udrustning, klædt som netop Robert the Bruce, overraskede det fremmødte medieopbud. Til musik fra sækkepiber skar ridderen åbningsbåndet over, hvilket vakte stor begejstring hos de fremmødte.

Det er den berømte og anerkendte banearkitekt Martin Ebert, som i samarbejde med Trump står bag designet af den nye bane. Både Robert the Bruce og Ailsa er links-baner. De er, ifølge fotografen Dave Cannon, nogle af de mest spektakulære i verden.