AT BLIVE VED JORDEN TJENER OS BEDST

Havde gode, gamle Grundtvig spillet golf, ville han – lige som jeg – have sat størst pris på en banes jordnære features

72
Caspar Grauballe

Når jeg som golfbanearkitekt tænker på, hvad der er fantastisk ved en golfbane, ender mine tanker nok lidt andre steder, end hvad de fleste golfspillere tror. Jeg er ikke fan af ekstravagante features, som da Donald Trump fik lavet vandfald for millioner af dollers på sine golfbaner. Eller når man gør alt, hvad man overhovedet kan for at opnå rekorder som på Legends Golf Resort i Sydafrika. Her har de skabt et par 3 hul, hvor teestedet ligger næsten 400 meter over greenen, og man har brug for en helikopter til at komme derop. Hullet er naturligvis samtidig verdens længste par 3 på over 350 meter.

Som om dette ikke var nok, så er greenen udformet som det afrikanske kontinent omgivet af en stor bunker. Jeg er sikker på, at de spillere, der får mulighed for at spille hullet, kommer hjem med en oplevelse for livet – helt på linje med andre ekstremoplevelser som for eksempel faldskærmsudspring og bungy jump.

MEN FOR MIG er det ikke den slags, der giver mig gyldne golfoplevelser. Måske min danske opdragelse har gjort, at jeg fortrækker at blive imponeret af meget mere jordnære features. Jeg synes, det er fantastisk at få lov til at arbejde med arealer, hvor man kan udvikle og eventuelt forstærke deres særtræk samtidig med, at man skaber en velfungerende golfbane der giver spillerne en oplevelse ud over det sædvanlige. Nogle gange bliver man nødt til selv at fabrikere et areals særtræk. Det kan være en hel kunst. Men for mig ligger den store tilfredsstillelse i at åbne spillernes øjne for den ofte fantastiske natur, de går rundt og spiller golf i. Jeg har lige været i England og spillet på Swinley Forest.

Den ligger i Londons vestlige udkant og er designet af en af mine helt store helte inden for golfbanearkitektur: Harry S. Colt. Banen har ingen vandfald. Eller teesteder placeret oppe i skyerne. Derimod har den et fantastisk layout, som udnytter arealet optimalt og giver spilleren nye oplevelser og vinkler konstant. Især en overflod af små onduleringer rundt om greens gør spilleoplevelsen varieret, udfordrende og sjov. Som ægte banearkitekt-nørd må jeg tage mig selv i at rende rundt på banen og tage billeder af de forskellige onduleringer – frem for mere storslåede billeder af huller indrammet af lyng, store rododendron og fyrretræer.

MEN DET SKYLDES, at jeg sætter større pris på de spillemæssige udfordringer, man kan skabe ved hjælp af meget simple jordformationer, så spillerne skal bruge deres fantasi for at finde det helt rigtige slag hver gang. At udfordre spillernes fantasi er i mine øjne noget af det vigtigste for en banearkitekt, når han eller hun skal gøre en bane sjov. Swinley Forest er speciel på mange måder. Medlemmerne havde i mange år intet handikap, og der blev kun spillet én turnering om året. Alt i klubben handlede om at nyde at spille golf sammen, og det reflekteres i banens design. I mange år var det næsten umuligt at komme til at spille banen uden en invitation fra et medlem. Det har ændret sig – nu kan man komme forbi som ganske almindelig greenfee-spiller og få en oplevelse fra britisk banearkitekturs Golden Age.