Det vigtige TEESLAG på PAR 3 huller

Fem vigtige spørgsmål og svar, der kan hjælpe dig til at ramme flere greens på de korte huller

86

Teeslaget på mange par 3 huller er ofte længere end approachslaget på et par 4 eller par 5 hul, og greenen bedre beskyttet. Det kan være lig dårlige nyheder for dit scorekort, for golfstatistikerne er enige om, at hvis man kan ramme greenen i teeslaget på par 3 hullerne, så er det en af de mest effektive måder at sikre sig en god score.

Derfor er det ekstra vigtigt at tænke sig godt om og planlægge sit teeslag de fire gange eller mere, man står der.

Tag disse fem ting under overvejelse – så kan du bedre lykkes med at ramme plet.

Hvilken side af teestedet skal jeg slå fra?

Tag vindretning og pindplacering i betragtning, men indregn tillige din naturlige boldbane. Slår man bolden med et draw, vil man f.eks. gerne stille sig i venstre side for at kunne starte bolden ud mod højre greenkant og lade drawet føre den tilbage mod pinden.

Har jeg valgt en kølle, der slår langt nok?

Næste gang du står på par 3 hullerne på din hjemmebane, og vejrforholdene er neutrale, så vælg med vilje et jern eller en kølle, der ét nummer længere. Visheden om, at du har mere smæk at gøre godt med, frigør dig til at kunne svinge mere afslappet og rytmisk.

Hvad skal jeg sigte hen over?

Det er nemmere at sigte med køllen mod noget, der er en meter væk, end mod et flag 150 meter væk. Find noget på teestedet, der kan hjælpe dig med at sigte henover, som f.eks. tørvehullet på billedet.

Hvor højt er teestedet i forhold til greenen?

Statistikken siger, at et 6-jern, der normalt flyver 148 meter, vil ramme en green 20 meter over teestedet allerede efter 128 meter. Og at det vil ramme en green 20 meter under teestedet efter 164 meter. Effekten gør sig lidt mere gældende med 3/4/5-jern, lidt mindre med 7/8/9-jern.

Vil forholdene påvirke bolden?

Tag vindens styrke og retning i betragtning. Hvordan er vejret ellers? På en kold, fugtig dag taber du længde. Er det varmt og tørt, får du nogle ekstra meter foræret. Endelig er der teestedets tilstand, blødt eller hårdt? Det har indflydelse på, hvor meget du kan slå ned på bolden.