Kontrasten til fredagens runde var tydelig på scorekortet. Fredag spillede Rasmus Højgaard de sidste tre huller på bag-ni tre slag under par, og åbnede for-ni med fire birdies i træk. I lørdagens førerbold var der noget mere ro over scores både hos danske Højgaard og hans engelske spillepartner, Marco Penge.
Rasmus Højgaard slog sit andetslag i vandet på hul 3, og måtte indkassere en bogey, så da Penge to huller senere fik den første birdie i førerbolden var stillingen mellem de to helt lige. Men kun for en stund. På banens andet par-5 hul, hul 6, fik Penge birdie, mens Højgaard måtte nøjes med par, og så førte englænderen.
– Jeg spillede egentlig de første huller fornuftigt, men fik ikke putts i, og på hul 3 gættede vi nok forkert hvad der skete med bolden ud af roughen, men det er hvad der sker, sagde Rasmus Højgaard efter runden.
– Det var mere irriterende at måtte nøjes med par på hul 6, fordi jeg var i en position til at lave birdie følte jeg.
Højgaard lavede dagens første birdie på hul 8, og kom tilbage side om side med Penge på hul 11, da englænderen lavede bogey, og så fulgtes de to ad indtil hul 17. Afstanden til forfølgerne var fortsat på et par slag, så det var klart at førerbolden søndag ville være en kopi af lørdagens.
Hul 17 gav Højgaard dagens anden birdie, inden han måtte kæmpe bravt for sin par på det ellers overkommelige hul 18. Et drive i venstre rough tvang ham til at chippe over på 17. fairway for overhovedet at komme ud på noget kortklippet græs.
– Jeg tror ikke jeg kunne få bolden ud på 18. fairway med det leje havde, så det var ud på 17. og så håbe på en par.
Med hiv og sving. Et godt chip og et putt på 2 meter reddede danskeren sin par, og fører Danish Golf Championship med et enkelt slag.
– Det var fedt at komme fra 18. med en par, Det giver noget momentum og gejst inden i morgen, sagde han efterfølgende.
Rasmus Højgaard fører et slag foran Penge, mens Ben Schmidt på tredjepladsen er tre slag efter sin engelske landsmand. Niklas Nørgaard er på en delt fjerdeplads fem slag efter Højgaard, og Nørgaard spiller søndag sammen med Lucas Bjerregaard, der deler ottendepladsen.


