Få 12 udgaver
for kun 799,-

To turneringer holder Rahm fra DP World Tour

Otte LIV-spillere har accepteret DP World Tours krav om at spille seks turneringer og betale bøder for at deltage i LIV Golf events. Jon Rahm kritiserer kravene og ønsker frihed til at vælge sine turneringer uden restriktioner. Han planlægger at spille fire DP World Tour-turneringer efter LIV-sæsonen, men afviser de nuværende betingelser.
Jon Rahms holdning er klar. Han er ikke på vej tilbage til DP World Tour ligesom otte af hans kollegaer. Foto: Chris Trotman/LIV Golf

For to uger siden meddelte DP World Tour, at otte spillere havde fået tilladelse til at spille med i ellers ’conflicting LIV Golf events’ altså LIV turneringer, der bliver spillet over for DP World Tour-turneringer. De otte nuværende LIV-spillere, Tyrell Hatton, Laurie Canter, Thomas Detry, Tom McKibbin, Adrian Meronk, Victor Perez, David Puig og Elvis Smylie havde alle takket ja, til at betale deres bøder til DP World Tour, og derudover opfylde en række krav fra touren. Et af kravene er, at de skal spille seks turneringer i løbet af sæsonen, hvoraf DP World Tour bestemmer to af de seks.

Det var især kravet om seks turneringer som Jon Rahm ikke kunne se det rimelige i, og derfor er spanierens verserende sag med touren stadig ikke afsluttet.

Forud for denne uges LIV Golf-turnering i Hong Kong blev han spurgt ind til hvorfor hans navn ikke var med på listen, og her var han ret klar i sit svar.

– Min holdning har ikke ændret sig i en uge. Jeg bryder mig ikke om det, de gør i øjeblikket med den kontrakt, de vil have os til at underskrive. Jeg bryder mig ikke om betingelserne. De beder mig om at spille minimum seks turneringer, og de bestemmer, hvor to af dem skal være, blandt andre ting, som jeg ikke er enig i, sagde han.

– Jeg har altid været medlem af to tours (PGA Tour og DP World Tour red.), og ikke én eneste gang er jeg blevet bedt om en frigivelse for at spille på nogen af de to tours. Vi har aldrig indsendt en anmodning om frigivelse. Så hvorfor er det nu nødvendigt, at vi skal tilbyde det, og hvorfor er der alle disse sanktioner? Jeg forstår, hvorfor de gør det, sagde en tydelig irriteret Rahm, og fortsatte:  Desuden blev jeg for to år siden bedt om at appellere bøderne, så de kunne finde en løsning og få det afklaret, og det gjorde jeg — og nu står vi igen med flere problemer.

Rahm slog fast, at han ikke bryder sig om den situation han er endt i. Han mener, at spillerne frit burde kunne spille, hvor de vil, og have valget om, hvor de vil spille, uden at nogen dikterer, hvad de skal gøre.

Rahm vil gerne spille fire turneringer på DP World Tour, men først efter LIV Golf-sæsonen er forbi i august. Han nævnet selv Omega Masters, Irish Open, PGA Championship på Wentworth, French Open, Dunhill Links og så Open de España som mulige turneringer, hvor han ville vælge fire.

– Jeg har altid forpligtet mig til at spille minimumskravet, og jeg tror, jeg har spillet fire turneringer, inklusive Open de España, hvert år undtagen ét som professionel, og det forpligter jeg mig fortsat til. Det ændrer sig ikke, og jeg vil ikke acceptere tourens krav.

Hvad hans klare afvisning af DP World Tours krav kommer til at betyde for eventuel deltagelse i Ryder Cup om halvandet år vides ikke.

Fik du læst...