Søren Kjeldsen blæste om ad leaderboardet på andendagen af Portugal Invitational på The Els Course i Vilamoura. Den redesignede bane har tre par fem huller på de første fem huller, så der er muligheder for en hurtig start. Det udnyttede Kjeldsen som var ude i første bold ved Champions Tour-turneringen i Algarve.
Det blev til birdie på alle tre huller, og pludselig var Dannebrog i top-10. Det blev til endnu to birdies og en bogey på for-9, men spillet er ikke til en lav runde, sagde Kjeldsen til Golfmagasinet efter runden.
– Det var selvfølgelig rart med den start, men der kom aldrig noget flow i mit spil, så det var noget af en udfordring. Jeg har det sgu ikke helt i det lange, lyder det ærligt fra den 51-årige dansker.
– Jeg har fået det maksimale ud af det de her to dage med mit korte spil, så det har været rart at få lidt gang i den del af spillet, men jeg slår godt nok bolden skidt. Det er en lang kamp, at få bolden frem i banen på en eller anden måde og få den op på green. Jeg havde håbet på at få den helt til dørs i dag, men der er for mange dårlige slag, så sådan er det, siger han.
Kjeldsen taler om afslutningen med bogey på både hul 17 og 18. På afslutningshullet var han i greenside bunker, og formåede ikke at rulle sit par putt fra cirka 2,5 meter i hul. Puttningen har ellers været den del af spillet, han har kunnet glæde sig over i Portugal.
Allerede inden turneringe her i Portugal talte han om at spillet ikke har været på det niveau han er vant til, og de seneste uger har været en kamp. Han er stadig placeret i den bedste tredjedel på leaderboardet som nummer 21 her midt i anden runde. Finalerunden spilles søndag og kan følges på HBO Max.


