Få 12 udgaver
for kun 799,-

Højgaard banker på til top-10

Rasmus Højgaard er bedst placeret blandt de danske golfspillere ved Danish Golf Championship efter anden runde, hvor han ligger fire slag efter førende Antoine Rozner. Højgaard leverede en farverig afslutning med flere birdies og en eagle. Jeff Winther og Marcus Helligkilde deler 15. pladsen, mens flere danske spillere er ude af turneringen.
Rasmus Højgaard blev fulgt tæt hele vejen rundt på Great Northern, og opbakningen bliver nok den samme i weekenden. Foto: Martin Gorritzen

Andendagen ved Danish Golf Championship sendte halvdelen af de 16 startende danskere hjem, mens Rasmus Højgaard er bedst placeret blandt de rød-hvide inden weekendens to finalrunder.

Højgaard spillede anden runde fem slag under par og fulgte på på en runde to slag under par fra torsdag. efter 13 huller havde han noteret fire birdies og en bogey, og så blev det ikke til en eneste par på de sidste huller.

Birdie, bogey, eagle, birdie og en bogey. Farverig afslutning, hvor de to bogeys selvfølgelig skæmmer en smule. Han blev nok snydt af vinden på hul 15, og endte i rough bag green, og det var lidt det samme på det afsluttende par 3-hul. Han kan så glæde sig over at få eagle på hul 16 – det korte par 4-hul – hvor han drivede green.

Rasmus Højgaard er fire slag efter franske Antoine Rozner og skotske Cameron Adam. Først satte Rozner satte banerekord i 64 slag, otte under par, var et slag bedre end landsmanden Felix Morys én dag gamle banerekord, men som en af de sidste spillere på banen fredag forbedrede Adam den til 63 slag. Adam treputtede hul 17, men fik en sjælden birdie på hul 18, hans niende på runden, og dermed er han indehaver af banerekorden på Great Northern.

Jeff Winther og Marcus Helligkilde deler 15. pladsen, et slag efter Højgaard, mens Jacob Skov Olesen er nummer 26. Lucas Bjerregaard, Martin Simonsen, Thorbjørn Olesen og debutanten Jacob Agerschou er også videre. Lidt skuffende er Danish Golf Championship slut for Rasmus Neergaard-Petersen og Niklas Nørgaard samt seks af de danske spillere, der ikke spiller på DP World Tour til daglig.

Bubba Watson er også med fremme, og er et slag bedre end Højgaard, så den tidligere dobbelte Masters-vinder har gang i god uge i Kerteminde, og sammen med sin amerikanske LIV-kollega Caleb Surrat er de begge i top-10 inden lørdag.

Fik du læst...