Få 12 udgaver
for kun 799,-

Nørgaards sene beslutning gav pote

Niklas Nørgaard deltog i British Masters efter en sen invitation og opnåede sin bedste placering i år med en delt andenplads. Han rykkede fra 111. til 62. plads på Race to Dubai, mens Jacob Skov Olesen blev nummer 10 og nærmer sig PGA Tour. Joe Dean vandt turneringen, hans første sejr på DP World.
Niklas Nørgaard fik årets første top-10 placering, og tog et stort skridt frem på Race to Dubai. Foto: René Schütze

For to år siden vandt Niklas Nørgaard British Masters på The Belfry, så derfor virkede de underligt, at den 34-årige dansker ikke havde tilmeldt sig dette års udgave af turneringen. Nørgaard skulle til bryllup hos en af sine bedste venner, men fortalte mandag morgen, at han dagen inden, i søndags, havde bedt sin manager om at undersøge muligheden for en invitation.

Den fik den tidligere vinder af turneringen, og som han sagde mandag:

– Jeg kunne mærke, at jeg skulle være i England, og som jeg ligger på ranglisten, er der ikke råd til at blive hjemme. Heldigvis var der fuld forståelse hos min ven, der skulle giftes.

Nørgaard leverede sit bedste resultat i år efter en uge, hvor vejret drillede, og gav de fleste spillere overarbejde i weekenden. Niklas Nørgaard var sammen med landsmanden Jacob Skov Olesen nummer tre inden de sidste 18 huller. De to spillede sammen i både tredje og fjerde runde, da man ikke lavede ny startliste inden sidste runde for at kunne nå at spille færdig.

Skov Olesen åbnede fjerde runde med birdies på hul 2, 3 og 4, og lagde sig spidsen for British Masters, men derfra blev det to bogeys og lutter pars. Niklas Nørgaards scorekorte bød på fire birdies, men også tre bogeys, og især den på par 5-hullet 15. kostede muligheden for at spille med om sejren.

Begge danskere endte på en delt andenplads, da Marco Penge satte slag til på hul 17. Andenpladsen blev delt af hele fire spillere, men der var masser af gode ranglistepoint til danskerne. For Niklas Nørgaard betyder var det hans bare anden ‘runner-up’ på DP World Tour, og hans klart bedste i år, hvor en 21. plads i Holland var hans bedste resultat inden i dag. Hans rykker fra en 111. plads på Race to Dubai frem til nummer 62, og fra at bekymre sig om sit kort til 2027 kan han nu jagte deltagelse i sæsonfinalen.

Jacob Skov Olesen rykker op som nummer 10 på Race to Dubai, og ind blandt de spillere, der får kort ti PGA Tour efter nytår. Derudover er begge danskere også på andenpladsen på Ryder Cup kvalifikationen, der begyndte i denne uge.

Thorbjørn Olesen sluttede med en runde i 68 slag og spillede sig frem på en 9. plads. Dermed er han akkurat rykket ind i top-100 på Race to Dubai efter bare seks starter på DP World Tour i år.

British Masters fik en engelsk vinder for første gang i fem år. Joe Dean tangerede banerekorden, der dog ikke tæller da spillerne måtte lægge op på fairway, men 63’eren var nok til rykke fra en 25. plads til øverst på leaderboardet. Det er Deans første sejr på DP World Tour.

Fik du læst...