På trods af en runde i syv slag under par og ikke en eneste bogey på kortet må Sebastian Friederichsen ”nøjes” med andenpladsen inden sidste runde af Open de Portugal på HotelPlanner Tour på den lækre PGA Oroeira-bane syd for Lissabon.
Den 24-årige dansker er også i duel med en garvet rotte, skotten Marc Warren, som med sine 45 år kunne være far til Asserbo-spilleren. Før tredje runde førte Marc Warren med to slag, og den føring udbyggede han til tre slag efter en 63’er med en eagle, syv birdies og kun en enkelt bogey. Det betyder -22 til Warren og -19 til danskeren. Dermed skal Sebastian Friedrichsen formentlig brænde banen af i morgen for at slå den tidligere Made in Denmark-vinder.
Sebastian lagde stille og roligt ud i lørdagens runde med seks pars, men så blev det til tre birdies i træk på de sidste huller på for-9. De blev fulgt op af birdies på hul 11, 12, 15 og 17.
Danskeren er dermed på vej mod sit bedste resultat på HotelPlanner Tour i denne sæson, hvor han i forvejen har to femtepladser. Sebastian er nemlig tre slag foran to spillere, sydafrikaneren MJ Daffue og spanieren Joseba Torres.
Hvis Sebastian Friedrichsen holder sin andenplads i Portugal, vil han avancere fra nummer 37 til en 13.-plads på Road to Mallorca, hvorfra de 15 bedste får adgang til DP World Tour. Den placering skal man dog absolut ikke tage for sikker, for i oktober venter to pengestærke turneringer i Kina, som kan vende op og ned på meget. Hans deltagelse i sæsonfinalen på Mallorca i slutningen af oktober er dog stensikker.
En anden dansker, Kristian Hjort Bressum, scorede også lavt i dag. Efter syv birdies og en enkelt bogey kunne han underskrive et scorekort på 65 slag, seks under par, så han nu er nummer 21 i minus 12. Jonathan Gøth-Rasmussen var ikke langt efter sine to landsmænd. Med fire under på dagens runde er han på en delt 24.-plads ét slag efter Jonathan.


