For kun sjette gang i klubbens 26-årige historie er der lavet hole-in-one i Kongerigets nordligste golfklub, Nuuk Golfklub.
I begyndelse af september slog Ivan Falck-Petersen drømmeslaget på hul 8 på 89 meter fra herre-tee og skrev sig dermed ind i klubbens historiebøger.
Da slaget blev lavet under en turnering, sikrede han sig også GrønlandsBankens præmie på 10.000 kroner.
Nuuk Golfklub har lidt under 150 medlemmer, som spiller på naturligt grønt græs i sommerperioden. Ni-hullers banen har en totallængde for 18 huller på 4218 meter fra gul tee og 3580 fra rød. De korte hullængder til trods skal man ifølge de lokale medlemmer ikke forvente en let runde, da banens design er udført med etableret græs oven på 3,5 milliarder år gamle grundfjeld og synlige fjeldstykker, der kan give uventede opspring, hvis de rammes.
Banen er på 33 par og udgøres af fire par 3-huller, fire par 4-huller og ét par 5-hul.


