Den traditionsrige Alfred Dunhill Links Championship på tre af de klassiske baner omkring St. Andrews var meget tæt på at få en dansk vinder fra tredje gang dens 25-årige historie.
Niklas Nørgaard begyndte på en delt femteplads sammen med Jacob Skov Olesen, og efter de første huller var han blandt spillerne, der kunne vinde i dag. Nørgaard var tre under par efter fem huller, men fik ikke flere birdies på for-9. Han rendte ind i bogeys på hul 10 og hul 13, og så var muligheden for sejr reelt forduftet.
Han lukkede godt af med tre birdies på de sidste huller. Især den på hul 18 fik stor betydning for Nørgaard. En birdie fra godt fem meter sendte ham alene på tredjepladsen – den placering blev forvandlet til en delt andenplads, da Casey Jarvis satte slag til på hul 17.
Med den delte andenplads rykker han hele 38 pladser frem på Race to Dubai, og efter en svær første halvdel på sæsonen har han nu to andenpladser inden for halvanden måned. Avancementet på Race to Dubai betyder, at han nu er meget tæt på at være sikker på at spille med i sæsonfinalen i næste måned.
Jacob Skov Olesen sluttede på 11. pladsen, mens Polens Adrian Meronk vandt. Meronk har spillet LIV-Golf de seneste år, og med sejren får han nu fuldt kort til DP World Tour i både 2027 og 2028, og det var en tydelig rørt polak, der afluttede på hul 18.

