Få 12 udgaver
for kun 799,-

Dansk dominans i Dubai

Danskerne har stor succes på Earth Course i Dubai. Rasmus Neergaard fører DP World Tour Championship efter tre runder, delt med Rory McIlroy. Rasmus Højgaard er tæt på, efter en stærk runde, mens Nicolai Højgaard og Jacob Skov-Olesen også er i topstriden. Alle fire danskere har mulighed for at vinde sæsonfinalen.
Rasmus Neergaard fører sæsonfinalen sammen med Rory McIlroy. Foto: René Schütze

Danskerne er vilde med Earth Course på Jumeirah Golf Estates i Dubai. Det må være et faktum nu. Sejr til Nicolai Højgaard i 2023, andenplads til Rasmus Højgaard i fjor, og nu fører Rasmus Neergaard efter tre runder af dette års DP World Tour Championship.

Alle fire danskere har muligheden for at vinde sæsonfinalen i morgen.

Rasmus Neergaard spillede i førerbold med Nicolai Højgaard, så danskerne har igen i år sat sit markante aftryk på DP World Tour-sæsonfinalen. Det er første gang, at Neergaard-Petersen er med i turneringen, men han spiller som alt andet end en debutant. Lørdagens runde blevindledt med en bogey, men det slog ikke Furesø-spilleren ud af kurs, han leverede til gengæld fem birdies og 12 pars på de resterende huller, og fører 13 slag under par.

Førstepladsen deler han med ‘Mr. Dubai’. Rory McIlroy, så det bliver noget af en søndag for danskeren. Ikke alene skal han forsøge at vinde sin første sejr på DP World Tour, han skal også spille med McIlroy for første gang nogensinde. Nordireren har vundet sæsonfinalen i Dubai tre gange, og er forsvarende mester, så der skal mere end bare godt spil for at få en dansk vinder i morgen.

De to i front har hele seks spillere bare et slag efter heriblandt Rasmus Højgaard. Sidste års toer leverede en bogeyfri 65’er, dagens næstbedste runde, og kan måske revanchere sidste års nederlag til McIlroy i morgen. Andenpladsen deler han blandt andre med Hatton, Fitzpatrick og Fleetwood.

Nicolai Højgaard faldt ud af topstriden med en bogey på hul 1og en dobbeltbogey på hul 6, og formåede kun af levere tre birdies i dag. Facit en runde et slag over par, og en delt niendeplads to slag efter Neergaard. Jacob Skov-Olesen er nummer 12 efter en flot 66’er, så alle fire danskere er placeret inden for tre slag. Det bliver en helt vild spændende finale i morgen.

Fik du læst...