Få 12 udgaver
for kun 799,-

Dansk føring efter superrunde

Victor Sidal Svendsen fører Rosa Challenge Tour i Polen efter en imponerende runde på 62 slag, otte under par. Han udnyttede de rolige morgenforhold til at lave otte birdies, en eagle og to bogeys. Svendsen, der har haft en udfordrende sæson, håber på en topplacering for at forbedre sin ranglisteposition.
Victor Sidal Svendsen har lagt sig alene i spidsen på Hotel Planner Tour i Polen. Foto: Getty

Victor Sidal Svendsen leverede torsdag en af sæsonens bedste runder og fører Rosa Challenge Tour i Polen efter første runde. Danskeren gik banen i 62 slag – otte under par.

Victor Sidal Svendsen har haft en vanskelig sæson på HotelPlanner Tour, men torsdag faldt det meste på plads for den 28-årige dansker.

På Rosa Golf Club i Konopiska udnyttede han de rolige forhold fra morgenstunden og noterede otte birdies, en eagle og blot to bogeys. Det gav en runde i 62 slag, otte under par, og en føring på ét slag foran englænderen Haider Hussain.

– Det var rigtig godt. Jeg slog mine jern meget godt, holdt bolden i spil, slog den tæt på og holede nogle putts. Alt i alt er jeg meget tilfreds med dagen, sagde Sidal Svendsen.

Danskeren kom forrygende fra start med fem birdies på de første syv huller og nåede halvvejs i 31 slag efter en bogey på niende.

På par 5-hullet 10. leverede han rundens højdepunkt. Efter et godt drive havde han 217 meter til hullet og slog et 5-jern ind til blot få centimeter. Det gav en sikker eagle.

– Jeg ramte næsten direkte i hullet, og bolden endte en halv fod fra. Så det var en ret god måde at slå tilbage på, sagde danskeren.

Birdies på 15. og 16. bragte ham endnu længere under par, inden en bogey på 17. kortvarigt bremsede fremgangen. Sidal Svendsen svarede dog straks igen med birdie på sidste hul og kunne skrive 62 på scorekortet.

Den stærke åbning kommer på et godt tidspunkt. Sidal Svendsen har blot klaret seks cuts i 16 starter på HotelPlanner Tour i denne sæson. Hans bedste resultat er en delt syvendeplads i Infortar Estonian Challenge.

En topplacering i Polen vil derfor kunne sende ham frem på Road to Mallorca-ranglisten.

– Målet er at blive i nuet, spille så godt som muligt og kontrollere det, jeg kan kontrollere. Så må resten komme, sagde Sidal Svendsen.

Kristian Bressum er nummer 9 efter de første 18 huller som næstbedste dansker.

Fik du læst...