Få 12 udgaver
for kun 799,-

Danskere klar til alle årets majors

De fire golfmajors finder sted fra april til juli, og mange deltagere er allerede udpeget. Danske spillere er repræsenteret i næsten alle majors, undtagen US Open, hvor der endnu ikke er en garanteret deltager. Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard og Rasmus Neergaard-Petersen er blandt de kvalificerede, med flere muligheder for yderligere danske deltagere.
Rasmus Højgaard er sikret deltagelse i tre af de fire majors, og tæt på alle fire i 2026. Foto: René Schütze

De fire majors spilles i april, maj, juni og juli, men allerede ved årsskiftet er der sat navne på en lang række deltagere i The Masters, PGA Championship, US Open og The Open. Mange kendte vi allerede: Tidligere vindere, topplaceringer i sidste års majors samt spillere, der sluttede i toppen af enten FedEx Cup eller Race to Dubai.

Set med danske briller kan vi glæde os over dansk deltagelse i næsten alle majors. Det er kun US Open i juni, at der endnu ikke kan sættes et endegyldigt dansk flueben.

Her er overblikket over de kvalificerede danske spillere:

The Masters
Spilles fra den 10. til den 13. april på Augusta National.

Rasmus Højgaard og Rasmus Neergaard-Petersen.

For at der skal andre danskere kræver det at være i top-50 på verdensranglisten den 31. marts (ugen før Masters) eller vinde en turnering på PGA Tour. Endelig kan man modtage en særlig invitation som både Thorbjøn Olesen og Nicolai Højgaard har modtaget de seneste år.

PGA Championship
Spilles fra den 14. til den 17. maj på Aronimink Golf Club

Rasmus Højgaard (hvis han forbliver i top-100 på verdensranglisten)

Ingen andre danskere er kvalificeret her i januar, men US PGA har tradition for at invitere verden top-100, så både Neergaard-Petersen, Olesen og Nicolai Højgaard har gode muligheder for at komme med.  Vinder en af dem på PGA Tour, er de også med.

US Open
Spilles fra den 18. til den 21. juni på Shinnecock Hills Golf Club

US Open er den eneste major uden en garanteret dansk deltager. Top-60 i verden kvalificerer sig, ligesom der er kvalifikation, så der er rigtig gode chancer for en eller flere danskere til start.

The Open
Spilles fra den 16. til den 19. juli på Royal Birkdale Golf Club

Rasmus og Nicolai Højgaard og Rasmus Neergaard-Petersen.

Der er en række turneringer i den kommende måneder som man kan kvalificere sig fra, ligesom top-50 i verden i slutningen af maj kommer med, så der kan sagtens komme flere danskere med i årets sidste major.

Ud over de fire majors, er begge Højgaard-brødre samt Thorbjørn Olesen til start i The Players i marts.

Fik du læst...