Få 12 udgaver
for kun 799,-

DPWT-spiller i alvorlig ulykke

Andrea Pavan faldt ned gennem en elevatorskakt i Cape Town, hvilket resulterede i alvorlige skulder- og rygskader, der krævede akut operation. Ulykken skete, mens han deltog i Investec South African Open. Pavan har tidligere kæmpet med sin karriere, men genvandt sit DP World Tour-kort i 2023 efter en sejr på HotelPlanner Tour.
Italienske Andrea Pavan kommer ikke til at spille golf i lang tid - måske slet ikke mere i år efter sin alvorlige ulykke. Foto: Golfsupport

Andrea Pavan faldt først på ugen ned gennem en elevatorskakt i Cape Town, hvor han er for at spille med i Investec South African Open på DP World Tour. Onsdag kunne Monday Q Info fortælle, at den 36-årige italiener trådte ind gennem en åben elevatordør uden at opdage, at selve kabinen ikke var der, og styrtede flere etager ned med alvorlige skader til følge.

Ifølge en kilde på stedet var Pavan på vej fra sit værelse på tredje sal og åbnede en manuel elevatordør, før han indså, at han havde glemt noget. Han gik hurtigt tilbage til sit værelse og skyndte sig derefter tilbage til elevatoren. I mellemtiden var elevatoren blevet kaldt til en anden etage, men døren var ikke blevet lukket helt. Pavan trådte frem gennem åbningen og faldt ned i skakten. Kilden oplyser, at Pavan var fanget i bunden i en længere periode, før hjælpen nåede frem.

Den potentielt karrieretruende ulykke kommer, efter at Pavan har kæmpet sig igennem en af de sværeste perioder i sin professionelle karriere.

I 2018 fik Pavan sit gennembrud med en sejr ved D+D Real Czech Masters. Den første DP World Tour-sejr kom, efter at han havde været til Q-School seks gange og otte år efter, at han blev professionel. Sæsonen efter vandt han BMW International Open, rykkede ind i top 100 på verdensranglisten og nåede helt op som nummer 65 i verden.

Derefter mistede han sit spil.

I 2020 og 2021 kæmpede Pavan med alvorlige “driver yips” og gik runder i 80’erne hele14 gange i turneringer, herunder tre runder i 87 slag. I 2022 klarede han kun cuttet i ni af 29 turneringer og mistede sit DP World Tour-kort.

i 2023 vandt Pavan igen, denne gang på HotelPlanner Tour i D+D Real Czech Challenge og generobrede sit DP World Tour-kort til den følgende sæson. Siden har han fastholdt sin status.

Pavan fik en delt fjerdeplads ved sidste års Genesis Championship i oktober og en delt niendeplads i Bahrain Championship for en måned siden. Han ligger i øjeblikket nummer 249 på verdensranglisten og nummer 47 på Race to Dubai-listen.

Pavans skulder- og rygskader efter ulykken var så alvorlige, at de krævede en akut operation onsdag aften.

Fik du læst...