Der spekuleres og gættes i et væk om hvem der får den eller de sidste pladser på Europas Ryder Cup hold. Kvalifikationen slutter om ni dage efter British Masters, og så bliver der sat flueben ved de seks, der kvalificerer sig direkte. Derefter er det Luke Donalds opgave at udpege ydeligere seks spillere, men mange af de navne er allerede fastlagt.
Status her midtvejs gennem Danish Golf Championship og BMW Championship på PGA Tour er, at Rory McIlroy, Justin Rose og Tommy Fleetwood er sikre på at kvalificere sig.
Robert MacIntyre er nummer fire, Tyrrel Hatton nummer fem og Sepp Straka nummer seks. Hatton spiller turneringer på LIV Golf i denne og næste uge, og optjener ikke flere point, og det gør Straka heller ikke. Han meldte afbud til denne uges BMW Championship grundet sygdom i familien, og da Tour Championship ikke tæller med til listen, er får de to ikke flere point.
Det betyder, at hvis Rasmus Høøjgaard fortsætter storspillet i Furesø og vinder på søndag, så rykker han fra sin nuværende ottendeplads på ranglisten til en femteplads foran Hatton. Dermed kan han kun skubbes ud af top-6 hvis Ludvig Åberg og Viktor Hovland bliver nummer et og to i USA eller hvis Shane Lowry bliver bedre placeret end nummer syv, og en af de to skandinaver bliver nummer to.
Lowry er nummer 16 efter to runder, Hovland nummer otte og Åberg nummer tre. Det ser med andre ord godt ud, men Rasmus Højgaard skal selv gøre arbejdet færdig i Furesø. En andenplads er akkurat ikke nok til at overhale Straka på sjettepladsen.
Skulle sejren glippe har Højgaard næste uges British Masters til at hente de manglende point, ellers må han sætte sin lid til Luke Donald og et wildcard. Der er formentlig kun en plads at spille om, og i følge Thomas Bjørn var der tre mulige kandidater til start i Danmark. Vicekaptajn Bjørn ville dog ikke sætte navne på de tre, men det er Højgaard brødrene og Matt Wallace.
De elleve spillere som de fleste anser som sikre deltagere er: Rory McIlroy, Justin Rose og Tommy Fleetwood, Robert MacIntyre, Tyrrel Hatton, Sepp Straka, Shane Lowry, Ludvig Åberg, Viktor Hovland, Matt Fitzpatrick og så Jon Rahm. Altså 11 af de 12, der var med i Rom.

