LIV Golf har taget et vigtigt skridt mod fremtiden. Sådan lyder den første linje i pressemeddelelsen fra den saudiske golftour efter direktør Scott O’Neil onsdag offentliggjorde, at touren har indgået en aftale med en investor, som skal finansiere og bære LIV Golf ind i en ny æra fra 2027.
En foreløbig aftale er allerede underskrevet og godkendt af LIV Golfs bestyrelse, og målet er at færdiggøre den endelige transaktion i september. Hvem investoren er, villle O’Neil ikke fortællle.
– Det er et øjeblik, vi er meget glade for. Vi er begejstrede for at kunne annoncere det, og stolte over at være en del af det, sagde O’Neil forud for LIV Golf New York, og fortsatte: Det er en investor med betydelig tyngde, og vi arbejder alle målrettet på at få aftalen på plads.
De økonomiske detaljer, investorens identitet og den præcise tidsplan for den endelige aftale er endnu ikke offentliggjort. O’Neil afslørede dog, at mere end et dusin andre investorer har vist stor interesse for at købe minoritetsposter i ligaen.
– Vi har ikke brug for dem, men vi har muligheden for at tage dem med, sagde han.
Da O’Neil blev spurgt, om aftalen betyder, at LIV Golf med sikkerhed fortsætter i 2027, svarede han uden tøven bekræftende, og tilføjede 2028, 2029 og 2030
Planen er, at LIV Golf fra 2027 skal bestå af ti turneringer. Kalenderen skal omfatte fem globale holdmajors samt fem såkaldte signaturturneringer, hvoraf flere skal spilles i USA.
O’Neil løftede samtidig sløret for, at LIV Golf 2.0 vil give spillerne mulighed for at blive majoritetsejere af ligaen gennem aktieandele. LIV Golf blev lanceret i 2022 og er nu på vej ind i afslutningen af sin femte sæson.


