Få 12 udgaver
for kun 799,-

Sejr for LIV Golf inden sæsonpremieren

LIV Golf-turneringer i Riyadh, Saudi Arabien, vil nu give verdensranglistepoint, meddeler Official World Golf Ranking (OWGR). Efter en kompleks proces har OWGR besluttet, at de ti øverst placerede spillere i LIV-turneringer får point. Aftalen, der gælder indtil 2026, anerkender behovet for retfærdig rangering af verdens bedste golfspillere.
Jon Rahm vandt den individuelle sæson på LIV Golf i 2025. Nu kan spanieren også spille om point til verdensranglisten. Foto: Mateo Villalba/LIV Golf

I morgen onsdag begynder sæsonen på LIV Golf i Riyadh i Saudi Arabien, og her til aften fik touren opfyldt et længe ventet ønske, nemlig at spillerne fremover får point til verdensranglisten. Det meddelte Official World Golf Rankin (OWGR), der er det organ, der styrer verdensranglisten. OWGR er sammensat af repræsentanter fra de primære professionelle tours rundt om i verden.

OWGR skriver, at de efter at have gennemført en grundig og samarbejdsbaseret proces – og med henblik på at afspejle det foranderlige landskab i professionel herregolf – har beslutte at tildele verdensranglistepoint til LIV Golf-turneringer.

– Dette har været en utroligt kompleks og udfordrende proces, som vi har brugt enorme mængder tid og energi på at løse i de syv måneder, siden LIV Golf indsendte deres ansøgning. Vi anerkendte fuldt ud behovet for at rangere verdens bedste mandlige golfspillere, men måtte samtidig finde en måde at gøre det på, som var retfærdig over for de tusindvis af andre spillere, der konkurrerer på andre tours med veletablerede kvalifikationssystemer, siger Trevor Immelman, der er formand for OWGR.

LIV Golf spiller fra i år fire runder mod tidligere tre, men har blot har 57 spillere til start i sine turneringer, og derfor får touren status af såkaldt “Small Field Tournament” hvor kun de ti øverst placerede spillere får point. På andre tours får alle der klarer cuttet point, og i turneringer uden cut, ligesom LIV, er det kun de nederste 15 procent af spillerne, der ikke får point. Hvis samme regel gjaldt for LIV ville ni spillere ikke få point, nu er det op til 47 spillere.

– Vi mener, at vi har fundet en løsning, der tilgodeser begge disse hensyn og gør det muligt for de bedst præsterende spillere ved LIV Golf-turneringer at modtage OWGR-point. Jeg vil gerne anerkende den betydelige og konstruktive indsats, som Scott O’Neil (LIV direktør red.) og teamet hos LIV Golf har ydet. Vi ser frem til at samarbejde med dem om at implementere denne model med øjeblikkelig virkning frem mod LIV Golf-sæsonen 2026, siger Immelman.

Tyrrel Hatton er som nummer 22 i verden den højst placerede spiller på LIV inden turneringen i morgen, og Bryson DeChambeau er nummer 33. Vinderen i denne uge modtager 23 point til verdensranglisten, et par point flere end vinderen på DP World Tour får.

Aftalen gælder foreløbig i 2026.

Fik du læst...