Få 12 udgaver
for kun 799,-

Sønderby med helt fremme i Mauritius

Smilla Sønderby er tilbage i form på Ladies European Tour efter sygdom og missede cuts. Hun præsterede en imponerende runde på MCB Ladies Classic med 6 under par, hvilket gav hende en delt tredjeplads. Sønderby fremhæver mental styrke som afgørende for hendes præstation. De øvrige danske deltagere havde blandede resultater.
Smilla Sønderby er på tredjepladsen efter første runde på Mauritius. Foto: Tristan Jones/ LET

Efter en sæsonstart, der har været præget af to måneders sygdom og en stribe missede cuts, ser Smilla Sønderby ud til at være tilbage med fuld styrke på Ladies European Tour.

I sidste uge gik hun i Sydafrika otte under par i første runde og det fulgte hun op fredag med en førstedag i minus 6 og en delt tredjeplads ved MCB Ladies Classic på Mauritius i Det indiske Ocean. I Sydafrika kunne hun imidlertid ikke følge den flotte score op de efterfølgende dage og endte på en skuffende 44.-plads.

– Derfor er det alt for tidligt at ønske til lykke med noget som helst, understreger Smilla Sønderby, da Golfmagasinet lykønsker hende efter den flotte runde.

Hun angiver en helt afgørende grund til, at det gik så godt: Det mentale.

– Hovedet var mit vigtigste ”jern” i dag. Jeg kunne kontrollere min vejrtrækning, og det meget vigtigt for mig, at den del fungerer godt, og jeg traf de rigtige valg i afgørende situationer, siger Smilla Sønderby.

Runden lå længe til at blive endnu bedre efter syv birdies på de første 14 huller, men så smuttede der to bogeys ind på scorekortet på hul 15 og 16. En birdie på hul 17 og en afsluttende par betød 6 under.

For de øvrige tre danskere blev det en lidt blandet affære: Sofie Kibsgaard ligger på en delt 43.-plads i par, Cecilie Finne-Ibsens +1 rækker til den delt placering som nummer 64, mens Amalie Leth-Nielsen fortsat kæmper med det og ligger helt nede som nummer 117 blandt de 120 deltagere i 10 slag over par.

Turneringen føres efter første runde af franskmanden Agathe Laisne i minus 8 efter hele 10 birdies.

Fik du læst...